Selv om Amsterdam-traktaten hverken skaber mere eller mindre union på folkeskoleområdet, kan traktaten godt komme til at påvirke en folkeskolelærers hverdag ganske meget de kommende år.

Amsterdam-traktaten øger nemlig chancen for, at folkeskolelærere i stigende grad får deres arbejdstidsregler, arbejdsforhold, arbejdsmiljø, med videre fastlagt via EU-direktiver.

Amsterdam-traktaten sætter nemlig for alvor EU-regulering af arbejdsmarkedet på dagsordenen. Med få mindre ændringer skriver Amsterdam-traktaten den såkaldte protokol om social- og arbejdsmarkedspolitikken fra Maastricht-traktaten ind i den overstatslige del af traktaten. Dermed får EU mulighed for at træffe flertalsafgørelser om arbejdsmarkedsforhold. På en række områder kan Ministerrådet med kvalificeret flertal vedtage minimumsdirektiver.

Denne mulighed lå også i den sociale protokol i Maastricht-traktaten. Men her stod Storbritannien udenfor. I praksis har det betydet, at Kommissionen har været tilbageholdende med at bruge mulighederne i den sociale protokol.

Det er ikke noget nyt, at EF/EU kan regulere arbejdsmarkedet via direktiver og anden politisk regulering. Allerede inden vedtagelsen af Det Indre Marked i 1986 havde EF vedtaget en række direktiver om arbejdsmarkedsforhold. Det gjaldt blandt andet direktiver om ligestilling og ligeløn på arbejdsmarkedet samt regler vedrørende kollektive afskedigelser og virksomhedsoverdragelse, som alle har ført til dansk følgelovgivning.

Det nye i Amsterdam-traktaten er ikke så meget selve indholdet. Det afgørende nye er, at der er skabt en fælles politisk vilje i alle de toneangivende EU-lande til en intensiveret og udvidet lovregulering af arbejdsmarkedsforholdene i EU-landene. Selve traktaten giver det formelt juridiske grundlag for, at der kan ske en sådan intensivering.

Amsterdam-traktaten er en politisk sejr for stærke kræfter i de enkelte EU-lande, der ser øget integration på arbejdsmarkedsområdet i tæt sammenhæng med EU's kommende udvidelse. Udsigten til en udvidelse af EU med en række østeuropæiske lande med relativt velkvalificeret og særdeles billig arbejdskraft har øget interessen for at tage reelle skridt til at 'hæve EU's sociale minimumssokkel'.

Frygten for, at den uhæmmede kapitalisme i østeuropæiske lande skal udkonkurrere vesteuropæiske virksomheder, har øget interessen hos vesteuropæiske politikere, erhvervsledere og fagforeningsfolk for at gøre EU i stand til at diktere minimumsregler på arbejdsmarkedsområdet, der er tilpas høje til at svække priskonkurrencen fra Øst uden at true profitterne i Vest.

Dermed cementerer Amsterdam-traktaten den model for lovregulering af arbejdsmarkedsforhold, som allerede længe har været problematisk set fra et dansk synspunkt.

Amsterdam-traktatens udvidelse af den politiske lovregulering på arbejdsmarkedsområdet strider mod de danske traditioner for aftaler og overenskomster. Dermed er der en risiko for, at Amsterdam-traktaten vil bane vej for en udvikling, der svækker den styrke og magt, som dansk fagbevægelse gennem mere end 100 år har tilkæmpet sig via aftaler og overenskomster.

Amsterdam-traktatens oplæg til udvidet lovregulering af arbejdsmarkedsforhold rummer dermed en indbygget udfordring til det økonomisk-politiske system i Danmark, der netop som en af sine hjørnestene har bygget på både arbejdsgivernes og politikernes anerkendelse af fagbevægelsen som en afgørende magtfaktor i dansk politik. Den såkaldte 'danske model' sættes under pres. Hvis de danske arbejdsmarkedsforhold i stigende grad reguleres via EU-lovgivning, er der en fare for, at dansk fagbevægelse mister magt og indflydelse.

Amsterdam-traktaten er langtfra nogen sikker dødsdom over en stærk og velorganiseret dansk fagbevægelse. Men den giver politisk grønt lys for en øget lovregulering af arbejdsmarkedet, som vil rumme store udfordringer for dansk fagbevægelse, og som i værste fald kan åbne for en ond cirkel som beskrevet ovenfor.

Selve princippet om en social dimension i EU er godt. Men Amsterdam-traktatens måde at gøre det på er dårlig for danske lønmodtagere. Det kan vi og det øvrige EU gøre bedre ved en genforhandling efter et nej den 28. maj.

Formand for Socialistisk Folkeparti