Et nyt skoleår er løbet i gang, og der er sket en lang række førstegangsmøder mellem lærere og elever, lærere og forældre og skolernes ledelser og nye elever og forældre. Vi har nok alle sammen lært på seminariet, at de første fire minutter i mødet mellem mennesker er bestemmende for vores senere opfattelse af hinanden. Derfor ærgrer det mig, når jeg støder på kiksede førstegangsmøder.

Jeg kendte engang en skolepsykolog, der gik på hjemme­besøg i socialt dårligt stillede familier iført minkpels. Jeg går ud fra, at hun havde et stort personligt behov for at dække sig bag en beskyttende og distancerende facade. Hun var givetvis dygtig til sit arbejde, men jeg tænker, at hendes påklædning ikke just var fremmende for en god start på dialogen. Jeg tror, at hun ville have haft det nemmere, hvis hun havde valgt en mere neutral og imødekommende påklædning.

Selv om skolefolk ofte er modstandere af uniformering, siges det, at vi er letgenkendelige på outfittet. Heldigvis er vi forskellige, og derfor skal vi også se forskellige ud, men der er nogle mere eller mindre uskrevne regler, der skal overholdes, uanset hvor vi arbejder: Voksne, der arbejder med børn, skal selvfølgelig ikke udsende seksuelle signaler hverken i deres adfærd eller i deres påklædning. Ligesom de naturligvis skal være rollemodeller, der møder op på arbejdet rene og velsoignerede. Det er ledelsens opgave at påtale, hvis dette ikke er tilfældet.

Det betyder rigtig meget for børn, hvordan læreren ser ud. Og de husker i årevis, hvad vi havde på, og hvordan håret sad, første gang de mødte os. Som lærer scannes man dagligt af mange børneøjne, der leder efter forandringer. Hvem er ikke blevet spurgt: Er du blevet klippet? Blandt andet fordi børn har så stort fokus på lærerens person, skal man tænke over, hvilke signaler man sender gennem budskaber på for eksempel T-shirts eller gennem de ting, man omgiver sig med. Det hænder, at vi i ledelsen kan hjælpe en lærer, der har disciplinære vanskeligheder, med en snak om, hvordan man ved sin ydre fremtoning kan sende signaler om, at man er den voksne i selskabet. Rigtig mange elever synes, at det er fjollet, når en gammel idiot på 25 render rundt og leger barn med et Hannah Montana-penalhus eller en T-shirt fra Lalandia.

Der er selvfølgelig ingen opskrifter, for der er jo de lærere, der har en så stor personlig udstråling, at tøj og ting betyder mindre for udfaldet af mødet med eleverne, men det kan have stor betydning for udfaldet af det første møde med forældrene, der ikke synes, at en på 25 er oldgammel, og kan være bekymrede for, om han eller hun nu kan stå distancen.

Det første møde med skolen sker ofte gennem hjemmesiden eller telefonen. De fleste skoler har efterhånden fået professionelle hjemmesider, der udsender signaler om, at her er vi informative. Vi tager undervisningen seriøst, vi holder af børn, og vi er gode til at tage hånd om dem. Kort sagt: Vi har styr på det at holde skole. Men en del skoler har stadig hjemmesider, der signalerer kaos og flimmer, sider, der ikke opdateres jævnligt og vrimler med forældede data som for eksempel: »De nyeste billeder fra fastelavn 2006«. Hvad signalerer det?

Hvor er det herligt at ringe til en skole, hvor man mødes af et venligt menneske, der med smil i stemmen udsender budskabet: Vi prioriterer den personlige kontakt, og vi har tid til at hjælpe. Hold da op, hvor bliver jeg irriteret over at få fat på en telefonsvarer, der beder mig om at vente med at ringe til mellem klokken 11 og 12 eller om at trykke 14, hvis jeg vil tale med skolebetjenten, og først efter en laaaang opremsning af tal ender med at give mig personlig betjening. Som forælder ville jeg overveje, om de har så travlt på den skole, at der ikke er tid til mit barn.

Det første personlige møde skal altid være venligt og med smil. Hos os møder ledelsen tilflyttere med både åbent sind og åben dør og en timelang rundvisning på skolen. Det baner vejen for det videre samarbejde i klasserne.