Vi har i de senere år været vidne til en stadig stigende opmærksomhed på folkeskolen og det, der forgår i den. Mange har måske endog syntes, at opmærksomheden var lige voldsom nok, fordi den har udtrykt kritik, og fordi den har udløst en byge af forandringsønsker og lovgivningsinitiativer. Den form for offentlig interesse kan efterhånden karakteriseres som et grundvilkår for folkeskolen.

Trods dette er det mit synspunkt, at opmærksomheden kan antage nye former - endda former, som kan anvendes offensivt. Jeg skal forsøge med et par vinkler:

Den politiske kommentator Peter Mogensen skrev den 9. juni i Politiken, at det administrative kaos, der hersker på skoleområdet i forbindelse med afviklingen af prøver, kan blive et problembarn for regeringen - underforstået at statsministeren her maksimalt halvandet år før et valg ikke kan leve med, at der ikke er tillid til administration og kvalitet omkring offentlige kerneydelser. »Der er stemmer i uddannelsessektoren«, som han skriver.

I forlængelse heraf er en anden og ikke ubetydelig vinkel regeringens kvalitetsreform, der præsenteres i slutningen af august. Det er et interessant projekt, der giver en række udfordringer, hvis politiske opmærksomhed og løsning må imødeses med stor spænding. Hvordan får man for eksempel lærere til at påtage sig opgaven? Hvor skal de hente motivationen og incitamenterne i lyset af de senere års kritik? Hvordan kan vi udvikle kvaliteten i vores velfærdsydelser, når uddannelserne til de professioner, der skal gennemføre velfærdsydelserne, har faldende søgstal? Vi uddanner ganske enkelt for få lærere, pædagoger og sygeplejersker. Hvordan løses dette i lyset af vores demografiske problem? Få unge og erhvervsaktive, hvor konsekvensen er konkurrence om arbejdskraften. Det helt afgørende spørgsmål bliver derfor, hvordan professionerne gøres attraktive, så der overhovedet er folk til at udføre jobbet. De aktuelle trepartsforhandlinger og de milliarder, der vendes her, vidner om, at det her er alvorlige sager.

Og så har jeg ikke engang koblet ledelse med kvalitetsreformen endnu. Vi ved fra talrige undersøgelser, at ledelse er en helt afgørende faktor i forbindelse med udvikling og forandring. Det er jo ikke nok at sige, at god ledelse ville have forhindret den udvikling, vi i vinter så eksponeret på institutionen Strandvænget. Hvad mener vi med god ledelse omkring offentlige kerneydelser? Hvordan understøtter vi god ledelse? Hvordan tænker vi uddannelse? Skal lederuddannelse være obligatorisk? Jeg føler mig overbevist om, at kommunerne, som i parentes bemærket udfører 80 procent af velfærdsydelserne, ikke vil lade Thor Pedersen få fred, før en lang række punkter er aftalt og finansieret - og ikke mindst lederudvikling og lederuddannelse. Så der vil ad den vej også være masser af opmærksomhed.

Summa summarum. Der vil i den kommende tid være masser af opmærksomhed på velfærdsydelserne - og ikke mindst skolen. Uanset hvornår vi får et valg, er jeg sikker på, at de offentligt ansatte og deres vilkår og muligheder for at løse opgaven med en ønsket kvalitet vil være et tema i valgkampen.

Og så er vi tilbage til diskussionen om opmærksomhedens nye former, fordi den nu kommer til at handle om, hvordan vi gør folkeskolen mere attraktiv for dem, der går der og arbejder der til daglig. Det er vel en slags positiv og tiltrængt opmærksomhed. Og det er vel ikke så dårligt.