Historiefaget skal styrkes i den danske folkeskole. Det hersker der bred politisk enighed om. Faget har fået tildelt flere resurser, men løser det fagets dybe krise? Nej, må svaret være. Årsagen til fagets krise ligger ikke primært i timeantallet. På alt for mange skoler er historieundervisningen blevet overladt til lærere uden linjefag, og hvad værre er: Historieundervisningen har i de sidste ti år forladt kronologien som fagets rygrad. Man tog afstand fra den tanke, at fordi børnene fik præsenteret historien i en bestemt rækkefølge, lærte børnene også rækkefølgen. Den kronologiske sammenhæng skulle erstattes af en emnemæssig, hvor vidt forskellige kulturer og tidsperioder blev bragt sammen og sammenlignet via det valgte tema. Nu talte man om relativ kronologi i stedet for absolut kronologi. Undervisningen blev som et kludetæppe, hvor man forestillede sig, at de mange spredte emner tilsammen ville danne et sammenhængende mønster. Den historiske viden og ikke mindst sammenhæng var mindre vigtig. Fagets hovedformål blev i stedet at styrke elevernes historiebevidsthed og identitet og øge deres lyst til og motivation for aktiv deltagelse i et demokratisk samfund.

Historiefaget fremstår således nu ikke som et traditionelt kundskabsfag, men snarere et dannelsesfag, der sigter på at forme og præge elevernes historiske bevidsthed. Det er i sig selv en ganske fornuftig betragtning. Dér, hvor det går galt, er imidlertid i overførslen af teorien til praktisk og anvendelig historieundervisning, der rent faktisk resulterer i den ønskede dannelse af eleverne.

Med en grov generalisering lykkes dette meget dårligt i den danske skole i dag. Historiefaget danner kun i begrænset omfang de danske elever. Hovedårsagen er, at man har forladt det sammenhængende kronologiske princip i undervisningen, hvilket forhindrer, at relevant historisk viden præsenteres i en forståelig og meningsfyldt sammenhæng for eleverne. Det er naturligvis ideelt, hvis man, som historikeren Bernard Eric Jensen udtrykker det, formår at koble elevernes egne livshistorier sammen med de store historier, der behandles i undervisningen. Det giver en umiddelbar relevans til faget. Det er imidlertid ikke altid muligt at gøre det. Relevanskriteriet må snarere gå på, om der er tale om en produktiv historisk viden. Hermed menes viden, der præsenteres i en sammenhæng og ikke blot forbliver en løsrevet detalje uden for tid og sted en Trivial Pursuit-viden om man vil.

For mig at se er udfordringen til historiefaget her og nu at genskabe et fag med sammenhæng mellem fagets intentioner som dannelsesfag og dets faglige indhold, hvor midlet må være genindførelsen af kronologien som fagets rygrad. Historiefaget skal give vores børn en fælles platform af viden om vores historiske og kulturelle forudsætninger. Måske skulle man overveje at indføre en kanon over de nøglebegivenheder og historiske fænomener, som de danske skolebørn skal stifte bekendtskab med i historieundervisningen. Dette ville imidlertid fordre, at der blev taget en grundig offentlig drøftelse af, hvad der er vigtigt at kende fra historien. Undervisningsminister Bertel Haarder har for nylig karakteriseret historie som et kulturbærende fag, som skal lægge særlig vægt på de historiske begivenheder, der har været med til at definere danskerne som folk. På sin vis kan jeg tilslutte mig dette udsagn. Jeg er imidlertid ikke helt sikker på, om Haarder dermed også mener, at kun den danske nationalhistorie er relevant. Det synspunkt kan jeg ikke dele. For at forstå vores kulturelle baggrund og historiske forudsætninger er det netop nødvendigt at placere den danske udvikling i et internationalt perspektiv. På intet tidspunkt i historien giver det mening at betragte den danske udvikling isoleret fra den omgivende verden. I den moderne globaliserede verden bliver det mere og mere nødvendigt at give vores børn en forståelse for de kulturer, vi møder på rejser og i vores dagligdag i skolerne, på arbejdspladserne og i samfundet i øvrigt.