Kommentar fra fagbladet Folkeskolen
Herremænd og husmænd i DLF
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Medlemmerne interesserer sig ikke voldsomt for DLF's struktur og organisationsopbygning, selv om den hænger nøje sammen med foreningens mulighed for at løse de opgaver, de samme medlemmer - som en selvfølge - forventer løst.
Medlemmerne har - uanset hvor i landet de er ansat - krav på en kvalificeret og professionel pædagogisk, økonomisk og tjenstlig interessevaretagelse i dagligdagen. Men det siger sig selv, at der er forskel på mulighederne for at løfte opgaven lokalt, når man véd, at nogle kredse er 'herregårde', mens andre er 'husmandsbrug'.
Én kreds har for eksempel 550 medlemmer til at betale for interessevaretagelsen i forhold til fem kommuner, tre decentraliserede specialskoler og en privatskole, mens andre kredse har 800 medlemmer til at betale for interessevaretagelsen i forhold til bare én kommune.
Hvis udviklingen med stadig mere decentraliserede overenskomster, der skal udmøntes lokalt, fortsætter, kommer vi ikke uden om, at især 'husmandsbrugene' skal professionaliseres yderligere for at sikre kvaliteten i interessevaretagelsen, og dette problem klares ikke ved at bede medlemmerne af 'husmandskredsene' om at betale lidt mere i kontingent.
Antallet af medlemmer i en kreds er et direkte udtryk for indtægtsgrundlaget, men antyder også en arbejdsmængde, idet flere medlemmer - alt andet lige - vil udløse flere personsager. Antallet af kommuner i en kreds er imidlertid en tydelig parameter til angivelse af arbejdsmængden i forhold til interessevaretagelsen - jo flere kommuner, jo mere arbejde, og i denne forbindelse betyder det mindre, om kommunen er stor eller lille.
Da det er medlemmerne alene, der betaler for kredsens drift, kunne det i denne forbindelse være af interesse at undersøge, hvor mange medlemmer der reelt er med til at betale for interessevaretagelsen i forhold til én kommune. Det er under 100 medlemmer i kreds 53 - i nogle kredse er man helt nede på 60-70 medlemmer, og i andre er man oppe på 1.000 og helt op til cirka 3.000 medlemmer.
Disse tal beskriver en urimelig skæv byrdefordeling i DLF - der er 'herremænd', og der er 'husmænd'. Jeg skal ikke antyde, at nogle kredse er rene hvilehjem for de ansatte og tillidsvalgte - slet ikke, men der er andre kredse, hvor de tillidsvalgte skal rubbe neglene mere end godt er for at følge med. Nogen vil så hævde, at det er vanskeligere og mere kompliceret at tumle med en stor kommune end med en lille. Mine egne erfaringer modsiger dette. I den store kommune er der større sandsynlighed for, at den nødvendige skolepolitiske og faglige ekspertise er til stede, og jeg kan bevidne, at det ikke gør interessevaretagelsen lettere og mindre kompliceret, hvis den foregår i forhold til en kommune, hvis ledelse ikke kan se forskel på en folkeskole og et rensningsanlæg.
Jeg mener ikke, at vi som udgangspunkt kan acceptere, at kvaliteten i de ydelser, medlemmerne modtager fra DLF, skal være afhængig af forhold som kommunegrænser og befolkningstæthed og dermed skoletæthed. Men det vil kræve en hel del strukturel nytænkning at udjævne de ekstremt ulige vilkår, kredsene og de tillidsvalgte arbejder under i dag.
Jeg mener ikke desto mindre, at det er ved at være sidste frist for en samlet organisatorisk løsning, for hvis ikke den nyvalgte hovedstyrelse er i stand til at omfordele arbejdsbyrderne mellem de strukturelt stærke og de strukturelt svage kredse, er jeg bange for, at DLF som samlet fagforening synger på sidste vers. Den vil så sikkert blive afløst af et forbund af selvstændige fagforeninger (kredsene), og det kan godt være, at det ikke er så galt endda - men jeg mener, at en sådan organisatorisk udvikling skal styres bevidst og ikke opstå som et tilfældigt resultat af politisk uformåenhed og manglende mod til at se virkeligheden i øjnene.
Det har altid krævet politisk mod at fratage nogen privilegier - og de privilegerede vil traditionen tro give ondt af sig. Men jeg håber, at et begreb som solidaritet, der betyder at være fælles med andre om ansvar og forpligtelser, stadig betyder noget i DLF. Nu må 'herremændene' til at udvise praktisk solidaritet med 'husmændene' - ellers ender det galt!
Kredsformand i Vestsjællands Lærerkreds