Der er ingen tvivl om, at begreberne U, F og Ø er forsvundet fra den arbejdstidsaftale, der i år 2000 gælder for lærerne i folkeskolen. Samtidig må vi i Danmarks Lærerforening erkende, at det ikke var muligt at komme igennem med vores krav om, at forberedelsestiden skal bringes i overensstemmelse med de øgede krav til tilrettelæggelse af undervisning i den centrale aftale.

Med dette udgangspunkt burde det være muligt for Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening at nå frem til en acceptabel aftale i de forhandlinger, der nu er i gang efter det første møde i Forligsinstitutionen. Da Danmarks Lærerforening ikke stiller krav om øgede ressourcer i arbejdstidsaftalen, ligger udfordringen i at finde en aftale inden for de ressourcer, der i dag er bundet i arbejdstidsaftalen.

Parterne starter ikke på bar bund. Skolesynet og flere af de principper, der ligger bag den forkastede aftale, kan fortsat være et godt grundlag for forhandlingerne, og det vil være min påstand, at lærerne og kommunerne har en fælles interesse i flere af de helt nødvendige ændringer, der skal gennemføres, hvis et nyt forslag skal kunne accepteres af lærerne.

Et af hovedkravene fra lærerne under overenskomstdebatten har været, at den centrale arbejdstidsaftale nødvendigvis skal sikre mere tid til individuel forberedelse til de lærere, der underviser mest. Med kravet om en undervisning, der tager udgangspunkt i den enkelte elev, er det klart, at tiden til individuel forberedelse stiger med antallet af undervisningslektioner. Med den nu forkastede aftale ville der være en stor risiko for et betydeligt stigende arbejdspres for de lærere, der underviser mest. Følgen ville ganske naturligt blive, at lærerne ville forsøge at undgå høje undervisningstimetal. Denne 'incitamentsstruktur' er bestemt ikke hensigtsmæssig for kommunerne, der må have en stor interesse i at gøre det attraktivt for lærerne at varetage folkeskolens kerneydelse: Undervisningen.

Den forkastede aftale indeholdt et princip om, at den del af forberedelsen, der foregik i et samarbejde mellem lærerne, blev lagt ud decentralt. Dette princip har øjensynligt været afgørende for Kommunernes Landsforening. Skal dette princip medføre dynamik og udvikling på skolerne og ikke intern kiv og ballade, er forudsætningen et godt samarbejdsklima på skolen. For at understøtte dette er det vigtigt at sikre de nødvendige ressourcer til samarbejde og fælles forberedelse på skolerne, og samtidig er det vigtigt at minimere de problemfelter/gråzoner, der kan give anledning til unødvendige fortolkningsuenigheder. Sikres den nødvendige tid til lærersamarbejde, er den væsentligste forudsætning for en udvikling af skolen samtidig sikret. Også på dette felt bør Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening langt hen ad vejen have en fælles interesse.

Ændringen af folkeskoleloven har mange steder medført et opbrud i lektionsbegrebet og dermed i det gamle frikvartersbegreb. Der vil imidlertid fortsat være behov for at sikre ressourcerne til de opgaver, lærerne i dag udfører i pauserne mellem undervisningen.

Denne sikring vil være et nødvendigt sikkerhedsnet under den fortsatte udvikling af organisationsformerne i undervisningen.

Danmarks Lærerforening har klart meldt ud, at vi er parat til at finde en løsning inden for ressourcerammen i den nuværende aftale. På en lang række af de hovedproblemer, som medlemmerne har peget på i den forkastede aftale, har vi i forhold til skolens udvikling en fælles interesse med Kommunernes Landsforening i at finde fornuftige løsninger. Sammen har vi en fælles interesse i at løse denne overenskomstsituation på en måde, så vi også efterfølgende har en engageret lærergruppe, der er parat til at udvikle skolen, som det blandt andet kommer til udtryk i vores fælles projekt 'Folkeskolen år 2000'.

Bolden ligger hos Kommunernes Landsforening.

De kommende uger vil vise, om det er mere end tomme ord, når Kommunernes Landsforening fortæller om deres store engagement i folkeskolens udvikling.

Medlem af DLF's hovedstyrelse