Det ligner en Benetton-reklame: Smilende sorte, gule og hvide børn i spraglede shorts og T-shirts, akkompagneret af den sitrende summen af alverdens sprog: Engelsk, arabisk, hindi, japansk, swahili og nyanja, der blandes med mine sønners danske stemmer i koret af hundredvis af børn på vej ind i klasselokalerne.

Velkommen til den amerikanske internationale skole i Lusaka, Zambias hovedstad - og velkommen til søsterskolen, den internationale skole i Harare, Zimbabwe, hvor mine tre sønner gik, inden vi flyttede til Zambia.

Velkommen til en gruppe skoler, hvor det at turde at kaste sig ud i noget, der måske ikke lykkes, er noget af det vigtigste, man skal lære. Lige fra første dag i børnehaven som toårig, til man som attenårig står med sin internationale studentereksamen. På mine børns skole er det lige så vigtigt at lære at turde som at lære at læse.

Man er ikke til grin eller en fiasko, når noget går galt. Man er en helt. En ægte »risk taker«. De dristigste får et »risk taker-diplom«.

»Hvor er du modig! Hvor var det sejt!«

Og - lige så vigtigt - hvis tingene ikke lykkes:

»Hvad kan vi alle sammen lære af det?«

At være en risk taker kræver ikke kun en enorm mængde selvværd og selvtillid. Det kræver også, at man er omstillingsparat, kritisk, analytisk, afbalanceret, nysgerrig og åben over for nye måde at løse opgaver på.

Og så kræver det, at ens klassekammerater er omsorgsfulde, gode til at lytte og tolerante. At de har indlevelsesevne - altså er gode kammerater. Alt sammen egenskaber, som bliver vurderet på lige fod med standpunktsbedømmelser i matematik og engelsk.

Skolen bruger ikke karakterskalaer, men derimod et omfattende evalueringsskema, der uddeles fire gange årligt. Her vurderes eleverne ikke blot i forhold til, hvad der kan forventes på det pågældende klassetrin, men i lige så høj grad på egen fremgang i forhold til sidst, både når det drejer sig om faglige og sociale kompetencer.

Risk taking findes inden for alle fag: Man kan skrive sin stil omvendt med slutningen først. Man kan hoppe på hovedet til svømning, eller man kan stille sig op foran hun­dredvis af mennesker og synge solo til morgensamling eller opføre en afrikansk dans.

I det hele taget er det at turde sige noget i en mikrofon, holde en tale og fremlægge et projekt over for en stor gruppe noget, skolerne lægger stor vægt på. Man skal trænes i at blive en god kommunikator. Også på den store scene, fra man er helt lille. Det skal være helt naturligt ligesom at tale i telefon.

Det gælder også forældrene, der ofte bruges som gæstelærere både inden for deres fagområde og som kulturelle undervisere, for eksempel ved religiøse højtider.

Jeg har undervist 2. klasse i at lave avis, 4. klasse i at lave fjernsyn og børnehaveklassen i, hvordan man får en historie ud af sit hoved og ned på papir. Og hvert år den anden mandag i februar fortæller jeg om fastelavn og lærer børn fra 14 lande i 1. klasse at synge »Fastelavn er mit navn«.

Andre forældre underviser i byplanlægning eller fortæller om Ramadanen.

Jo mere fagkundskab, jo bedre. Alle klasser, også børnehaven, har faglærere i for eksempel musik, drama, idræt, billedkunst og it.

Det betyder dog ikke, at skoledagen er detailopdelt i små 45-minutters-lommer. Tværtimod. Timerne er en del af tværfaglige emneuger. Min ældste søn Alexander, der går i 3. klasse, arbejder nu i otte uger med verdensrummet. I alle fag.

I matematik regner han ud, hvor meget han ville veje på Mars. I engelsk skriver han om en rumrejse. I fransk, musik og drama arbejder de sammen om en mini-musical om stjerner.

Men han tager arbejdet med hjem. Skolen forventer, at forældre læser lektier med deres barn mindst en time om dagen. Allerede fra børnehaveklassen. Og det oven på en skoledag, der er syv timer lang.

Jeg har, som en ægte risk taker, løbet risikoen og klaget. Men Alexander insisterer.

»Det er ikke på alle områder, man skal tage chancer«, siger han.