Min veninde, der er folkeskolelærer, oplevede forleden dag, at én af eleverne i hendes 9. klasse nægtede at tage sin bog frem til undervisningen. Da hun spurgte hvorfor, svarede han, at han ikke kunne se nogen grund til det, da han alligevel snart skulle ud og være bistandsklient.

I denne lille én-mandsprotest kan man høre et resigneret forsøg på at forholde sig til nogle realiteter. Men samtidig forspilder eleven sin chance for at komme på det vindende hold i kampen om arbejdspladserne og laver således en selvopfyldende profeti.

Måske er den unge mand bukket under for det stigende konkurrencepres i klasserne. Måske er han også svigtet af et uddannelsessystem, der har bildt ham ind, at enhedsskolen stadig fungerer efter hensigten, og at den 'tunge ende' er med på lige fod.

Den gode, demokratiserende skole har gerne villet lade lyst og indlæring følges ad. En fornuftig og sympatisk tanke i den forstand, at alt bliver lysere og lettere at have med at gøre, når lysten driver værket.

Men lysten er en troløs og vanskelig kontrollerbar størrelse. Man kan ikke forlade sig på den alene i sin pædagogik. Når lysten svigter, må disciplinen tage over. Vi kender det jo alle sammen, når vi skal ud af sengen i de kolde, mørke vintermorgener.

Lærerne kan anstrenge sig for at trække eleverne til truget med den intellektuelle næring, men kan ikke tvinge dem til at drikke af det. Selv de bedste lærere og de mest gennemtænkte pædagogiske metoder kan ikke nøde en lærdom ind i en anden. Lærerne kan kun undervise. Det er eleven, der skal indlære.

Hvis man over for eleverne lader som om, indlæring kan ske uden anstrengelse, uden en grad af selvdisciplin og terperi, svigter man dem.

Man kommer til at gøre det onde, som enhedsskolen netop satte ud for ikke at ville: Man overlader valpladsen til den lille elite, der altid vil sætte sig igennem uafhængigt af alle uddannelsessystemer.

Hvis man af hensyn til de svage elever undlader at præcisere sine krav til faglige standarder, svigter man yderligere. Eleverne ved godt, at nogle er bedre end andre. Den hykleriske tendens kan tværtimod have gjort de svage elever ensomme tillige, fordi de i høj grad mærker noget, som der ikke tales højt om.

Har den sorte skole sat så skræmmende spor, at folkeskolen i dag er gået i den modsatte grøft og ikke tør tage hverken autoritet og styring på sig?

Hvis man kan tale om en 'disciplinkrise', må skolen ikke overse sin egen rolle i samarbejdet med elever og forældre. Skolen kan ikke forvente, at forældrene alene skal tage sig af disciplinen, mens folkeskolen kan fremvise sine rene hænder, vasket fri for al anvendelse af magt og myndighed.

Hvis skoleinstitutionen lader sig føre af tidens populistiske vinde, kan undervisningen risikere at blive dikteret af tilfældige, gennemslagskraftige forældre og elever og ikke af faglighed. Hvis folkeskolen ikke har sin faglighed at falde tilbage på, kompromitteres den institutionelle autoritet, og undervisning kan blive et meget ensomt og anstrengende foretagende.

Fordi vi fornuftigt nok en gang har gjort børnene mindre autoritetstro, er det ikke ensbetydende med, at de ikke skal kunne underkaste sig en autoritet, når der er brug for det.

Hvis man bærer over med min venindes vrangvillige elev, hjælper man ham ikke. Man skal gøre ham (og forældrene) sanktionsmulighederne klare, og naturligvis hjælpeforanstaltningerne, hvis han beslutter sig til at ville yde sit bidrag til indlæringen. Fastholder han stadig, at han ikke vil lære, er det så skolens pligt at huse ham?

Det kan se ud, som om både skoler og lærere er ved at knække sammen i forsøget på at gøre det umulige: At løse et politisk problem med pædagogiske midler.

Hvis det er sandt, risikerer folkeskolen at spilde gode kræfter og ressourcer. Tillige kommer den til at dække over problemerne og forhale de reelle løsningsmuligheder.

Bente Lindhardt er sygeplejerske og cand.mag.