Der omstruktureres for tiden: Kommunerne på grund af strukturreformen og både de gamle og de nye universiteter (professionshøjskolerne), fordi de er blevet fusioneret. Alle enhederne er blevet større, og de har alle sammen centraliseret ledelsen og styringen på samme måde.

Kommunernes centralisering af de offentlige institutioner og skoler under større forvaltninger betyder, at der er større afstand mellem topledelsen og de enkelte skoleledere. De møder sjældent hinanden og må derfor kommunikere på papir eller via nettet, så forvaltningerne udformer en lang række nye politikker, som institutioner skal arbejde efter.

En særlig ledelsesform ser ud til at blive den foretrukne: Kontrakter med visions- og indikatorstyring. Kommunerne henter selvfølgelig megen inspiration fra Finansministeriet, når de udarbejder envejskontrakter, hvor det er den ene part, der skal opfylde den (udviklingsplanen, kvalitetsrapporten), mens den anden beskriver vilkårene for kontrakten. Kontrakterne er topledelsens forsøg på at bevare indsigt, overblik og styring af de decentrale enheder.

En vigtig del af mange af kontrakterne er de visioner og værdier, som topledelsen skriver, og de indikatorer, som beskrives som målepunkter for opfyldelse af kontrakten. Værdierne eller visionerne bliver ofte skrevet i så generelle vendinger, at det er meget svært at være uenig: Udvikling, samarbejde, fleksibilitet, selvstændighed, sammenhæng og transparent ledelse er ofte anvendt i beskrivelserne. Det er sikkert udmærket, men det er en erfaring fra alle slags organisationer, at det i det lange løb er vanskeligt at fastholde medarbejdernes loyalitet med topledelsens visioner, hvis medarbejderne læser disse beskrivelser og tænker, at der er stor afstand fra de flotte ord til den daglige praksis.

I den anden ende af kommunikations- og ledelsesspektret ses de indikatorer, som forvaltningerne udformer. I en stor kommune kan man således se over 200 indikatorer på en god børne- og ungepraksis for børn fra ni måneder til seks år. Denne tæppebombning af detaljerede krav gør talen om decentrale institutioner med selvstændige medarbejdere noget illusorisk. Når forvaltningen er fjern og samtidig detaljestyrende, kan det blive meget vanskeligt at opbygge den helt nødvendige loyalitet, fordi den kun kan baseres på tillid mellem institutioner og forvaltning.

De nye forvaltninger har svært ved at overskue og kommunikere med de mange institutioner og deres medarbejdere. Derfor indfører man flere nye ledelseslag, for eksempel områdeledere eller distriktsledere. Her er det interessant at kigge på, hvordan disse ledere er placeret mellem institutioner og forvaltning, og hvordan de er kvalificeret til at varetage deres ledelsesfunktioner.

Centralt for de nye mellemledere er spørgsmålet, hvordan de kan etablere et samarbejde med institutionsledelserne, så de får tillid til mellemledernes faglige og ledelsesmæssige dygtighed. Her kan det være på sin plads at minde om, at vi på dansk bruger ordet kompetence på to ganske forskellige måder: Kompetence kan betyde evne, færdighed til at handle, dygtighed, og det kan betyde myndighed til at udøve magt. De nye mellemledere har fået kompetence (lig med magt) til at lede og styre, fordi de er placeret der, hvor de er placeret. Og de har forhåbentlig kompetence (lig med dygtighed) til at lede. Men dygtigheden kan vurderes fra mindst to synsvinkler, topledelsens og institutionsledelsernes: Topledelsen vil have en tendens til at efterspørge styringskompetencen, så mellemlederne kan fungere som et led i forvaltningens styring af institutionerne. Skolelederne vil have en mellemledelse, som de kan diskutere faglige og pædagogisk relevante problemstillinger med. Forhåbentlig mødes de to kompetenceformer i de fleste mellemledere, men de uddannelser, de har, giver ingen garanti for det. For de vil normalt enten være pædagogisk uddannede eller styrings- og ledelsesmæssigt uddannede.

Der er langt om længe etableret uddannelser, der kan kvalificere de pædagogisk uddannede ledere på folkeskoleområdet til også at blive ledelseskompetente. Men vi mangler uddannelser, der kan kvalificere ledelsesuddannede til at tilegne sig faglig-pædagogiske kompetencer.