I sit svar (Folkeskolen nummer tolv) til Jens Colding (Folkeskolen nummer ti) spørger Steen Larsen, lektor på Danmarks Lærerhøjskole, om Jens Colding er dum eller fræk. Jens Colding har åbenbart trådt på en øm tå, da han skrev, hvad de fleste af Folkeskolens læsere sikkert allerede vidste:

'Grunden til læseundersøgelsens pauvre resultat er nemlig, at de arme lærere er blevet pisket rundt i manegen af emsige pædagogiske 'forskere' og har følt sig tvunget til at forlade traditionel og gennemprøvet metode, didaktik og pædagogik til fordel for vidtløftige og ikke gennemprøvede ideer.' - 'Hvorfra ved man det, Jens Colding?' - var herefter Steen Larsens dumme spørgsmål - for nu at blive i den tone, han selv har anslået.

Steen Larsen ved jo udmærket, at det store dyk i de 25 procent svageste elevers læsekompetence skete i perioden 1966-72 (jævnfør Mogens Jansen: Læsning i skolen, 1989), efter at skiftet i læsepædagogisk princip havde fundet sted - fra elementprincip til helhedsprincip (populært sagt: fra Ole Bole til gættelæsning).

Åbenbart generer uvidenskabelighed ikke Steen Larsen; eksempelvis når han danner sig sine uforgribelige meninger om danske læreres undervisningsmetoder på basis af de summariske resultater af Nordlæs-undersøgelsens overfladiske spørgeskemaer, udfyldt af i alt 20 danske lærere for 1., 2. og 3. klasse. For eksempel har ti af de deltagende 20 danske lærere svaret, at de prioriterer afkodningsteknik, mens ingen af de samme lærere prioriterede højtlæsning! (Der skulle prioriteres fem ud af ti udsagn vedrørende mål og midler i læseundervisningen).

Steen Larsen har for øvrigt for længst mistet sin dyd som læseforsker. I forbindelse med sin doktorafhandling i 1989, 'Læsning og cerebral integration', udelukkede Steen Larsen ved undersøgelse af øjenbevægelser hos svage og normale læsere en tredjedel af forsøgspersonerne på grund af særlig store læseproblemer. Hvis Steen Larsen havde undersøgt øjenbevægelser i en test uden læsning, men hvor der kræves samme slags øjenbevægelser som under læsning, så ville han have konstateret det samme som G.F. Eden med flere. (Vision Res., No. ti, 1994): Ordblinde har såkaldte oculo-motoriske problemer, som blandt andet viser sig ved, at de har særlige vanskeligheder, når de med øjnene skal følge et objekt, der bevæges i læseretningen. Steen Larsen kunne også have henholdt sig til danske undersøgelser refereret i 'Skolepsykologi', nummer tre/1988, der viser en klar sammenhæng mellem ordblindhed og synsvanskeligheder.

Hvis Steen Larsen i sin doktorafhandling var kommet til at fastlå, at et betydeligt antal ordblindes læsning vanskeliggøres af synsproblemer, og desuden fortsat havde interesseret sig for motorisk træning af ordblinde (Steen Larsen skrev en bog herom i 1982), så var han givetvis blevet voldsomt upopulær hos Danmarks førende læseforskere - tidligere var det psykologer tilknyttet Danmarks Pædagogiske Institut anført af Mogens Jansen, nu er det sprogfolk med professor Carsten Elbro fra Københavns Universitet i spidsen. Disse folk ser nemlig rødt - og snakker sort - når talen er om øjentræning eller sanseintegrationsøvelser for ordblinde. Enhver lægmand, jeg har talt med om ordblindes synsvanskeligheder, har kunnet indse, at når ordblinde under læsningen springer ord over eller under læsningen af en linie pludselig læser et ord fra midten af den følgende linie, så skyldes det ikke fonematiske afkodningsproblemer, men derimod usikre øjenbevægelser.

De førende læseforskere har åbenbart svært ved at acceptere, at undersøgelse og behandling af ordblindhed ikke er deres forskningsområde alene. Fagligt snæversyn og prioritering af personlige interesser er klart nok hovedårsagen til, at der - trods satsning af store ressourcer - ikke sker nævneværdige fremskridt i behandlingen af ordblindhed. Eksempelvis opnår elever, som ved starten på Ordblindeinstituttet er fem år bagud i læsning, ved intensiv specialundervisning i 2,7 år en gennemsnitlig læsefremgang på kun 1,5 år (jævnfør 'Psykologisk Pædagogisk Rådgivning', nummer to, 1994).

Både i Nordlæs fra 1995 og IEA-undersøgelsen fra 1991 fritog forskerne elever med store læseproblemer - og af ikke oplyste grunde betydelig flere danske end finske og svenske elever. I IEA-undersøgelsen var det nul procent finske, to procent svenske og syv procent danske elever (efter fradrag af syge elever). De danske elevers gennemsnitlige læsestandpunkt var altså i virkeligheden betydelig ringere, end de to undersøgelser konkluderede. Alligevel var undersøgelsesresultaterne chokerende for den danske befolkning, og læseforskere i glastårne fik travlt med at kaste med sten mod folkeskolelærere, seminarielærere, forældre - ja, selv samfundets hurtige udvikling fik skyld for Danmarks læsenød.

Steen Larsen og andre læseforskere burde skamme sig.

Lærer på Brønshøj Skole