»Wallah«, ved Gud, siger de i hver anden sætning. Midt i undervisningen og på vej hjem i bussen. Selv er jeg så småt begyndt at sige det i søvne.

Når jeg spørger hvorfor, svarer de: »Det gør vi bare« eller »Vi vil fortælle, at det ved Gud er sandt, hvad vi siger. At være en god muslim er ikke at lyve, Wallah«.

Jeg underviser børn, der er flygtet fra deres hjemlande, og som venter på at få afgjort deres asylsag. De er overvejende muslimer, men nogle er kristne.

Mange muslimske børn har stort behov for at pointere, at de tror på Allah og koranen, og hvad der er tilladt og forbudt ud fra islam. Jeg ser det som deres måde at skabe identitet på og en stolt videreførelse af familiens tro og traditioner. Jeg gør mit bedste for at forstå det og at møde dem med respekt. Men til tider oplever jeg desværre en overdreven angst grænsende til nedladenhed hos børnene over for, hvad de møder i en almindelig skolehverdag. Og her tænker jeg ikke på latinske bogstaver eller medindflydelse på undervisningen, men på danskernes vaner, traditioner og den kristne tro.

En dag havde et par lærere lavet spaghetti med kødsovs sammen med en 4. og 5. klasse. Pludselig råbte en dreng om en af lærerne: »Hun spiser gris«. Af hensyn til muslimerne bliver der aldrig serveret gris for eleverne, men drengen ville fortælle, at det spiser læreren derhjemme. Ja, korrekt, det gør mange danskere, men skulle der være noget i vejen med det?

I min 3. klasse skulle en af drengene skrive under en række billeder, hvad tingene hedder. Han var nået til en tegning af et kors på en bakketop. Han pegede i bogen og pointerede, at han hverken måtte se på et kors eller skrive, hvad det hedder. Jeg forklarede, at Danmark er et overvejende kristent land, og at han nok vil støde på nogle kors rundt omkring. Han valgte at lukke øjnene.

I december sidste år talte jeg med klassen om Luciadag: Hvem var Lucia, og hvorfor denne lysfest? Jeg spurgte, om de kunne tænke sig at gå Luciaoptog, som man jo gør på mange skoler. Jeg ventede, at generthed ville holde dem tilbage, men de sagde, at det ville de gerne. Men efter frikvarteret var indstillingen en noget anden. Forurettede kiggede de på mig. En storesøster havde hørt om det og straks forbudt sin søster at deltage. Det var haram (ikke tilladt), og hun havde fået alle overbevist om, at de blev kristne ved at deltage. Mistænkt for at være på korstog i omvendelsens navn kunne jeg ikke stille meget op. Jeg prøvede, men min sunde fornuft kom til kort, og Undervisningsministeriets Klare Mål var dyre. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle forklare, at jeg ikke har noget religiøst ærinde eller en skjult dagsorden med min undervisning.

For et stykke tid siden var jeg på besøg på Toms Chokoladefabrik med 4. og 5. klasse. Da vi var nået til skildpadde-produktionen, spurgte rundviseren, om der var muslimer blandt børnene. Der blev nikket, og hun sagde, at det jo så ikke var sikkert, de måtte spise den slags, da der var spiritus i. Eleverne reagerede ved at spørge, om der var gris i. Jeg forklarede, at der kunne være gelatine fra gris i noget af det andet slik på fabrikken, men at der ikke var gris i skildpadderne.

Turen hjem i bussen kom til at handle om, at der måtte være gris i chokoladen alligevel, og det meste af den chokolade, de havde fået, blev sendt op til mig.

Da vi kom tilbage til skolen, spurgte en af de andre elever, om jeg gik rundt og uddelte »kristen chokolade«?

Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle svare. Ikke fordi jeg følte mig afsløret som lærer i præsteklæder, men fordi jeg pludselig oplevede, at et stykke chokolade skulle skille os ad.

Det er i orden, at elever gør opmærksom på, hvad deres tro måtte indebære af begrænsninger. Men de bør samtidig møde alt nyt med en vis åbenhed og undersøgende attitude. Ikke med tommelfingeren nedad, panisk angst eller religiøs fanatisme. Man kan godt være en god muslim, samtidig med at man viser andre respekt.

Min undervisning vil fortsat være præget af et ønske om at tale oplysningens, tolerancens og fordomsfrihedens sag i børnehøjde.

På den måde tror jeg, vi når længst. Der er nok at tage fat på, og nogle gange kan det ved Gud være svært.