I en årrække har jeg modtaget en lind strøm af breve og telefonopringninger fra projektarbejdende folkeskoleelever, der arbejder med spiseforstyrrelser. Jeg har selv været ude om det, kan man sige, idet jeg har skrevet bøger og masser af artikler om emnet. I en bog til folkeskolen har jeg oven i købet skrevet, at man gerne må henvende sig. Jeg svarer da også så godt, jeg kan, hvad enten det er 5. klasse, gymnasium, HF, universitet eller journalisthøjskole. Jeg biler til posthuset, når frimærkerne endnu en gang er sluppet op. Jeg forstyrrer den venlige skolesekretær efter at have fået skolenummeret på 118, når den deadline, jeg får udstukket, er for snæver, eller der er andet galt. Men i de mest belastede perioder bliver jeg irriteret over, at eleverne, uanset niveau - sådan som det ser ud fra min stol - i den grad lades i stikken af deres lærere, når de skal henvende sig til 'det omgivende samfund'.

Derfor dette hjertesuk:

Hvis eleverne skriver til mig som eksperten, er det så ikke rimeligt at lære dem at vedlægge en frankeret svarkuvert? Jeg mener: Jeg er jo bare et ganske privat menneske uden frankeringsmaskine og informationschef. Det løber op uden - og det er simpelthen besværligt.

Hvis eleverne skriver, kunne de så ikke få hjælp til at finde frem til, hvad det er, de vil spørge om. Så får de for det første noget ud af det selv, og så bliver det da også lidt mere fornøjeligt for eksperten. Jeg får knopper, når jeg bliver spurgt, om der er flere piger end drenge, der får anoreksi. Alle bøger fortæller den samme historie om massiv overvægt af kvinder. Eleverne ved det godt. De spørger for at spørge. Sådan skal man ikke bruge en ekspert. Han eller hun skal bruges, når der opstår en undren, måske udsprunget af noget, den pågældende har skrevet.

Hvis de ringer, og automaten tager imod med klar besked om, hvornår jeg træffes, kunne de så ikke få hjælp til at lære at forsøge sig på det tidspunkt. For mig er automaten en hjælp til at få ro til at arbejde herhjemme. Jeg forbitres noget, når jeg for eksempel beder en elev om at ringe igen imellem otte og ni og får svaret, at det ikke kan lade sig gøre, for da er hun ikke mødt endnu, eller da må hun ikke låne telefonen, eller hvad det nu kan være.

Nogle er så forskrækkede, når de møder telefonsvareren, at de giver en lynhurtig og næsten udechifrerbar telefonbesked, der pålægger mig at ringe tilbage til dem. Det er forståeligt nok, at det kan være svært med en svarer, men kunne de ikke få lov til at øve sig hos en, de kender? Lære at sige navnet klart og tydeligt og telefonnummeret, hvis situationen da vel at mærke kræver, at det er mig, der skal lægge telefonregning til. Ellers kunne de bare lære at lytte til beskeden og følge den.

Ud fra en pædagogisk synsvinkel kan jeg ogsåærgre mig over, så lidt undren jeg møder i spørgsmålene. Det er vel ellers det, der er ideen bag projektarbejde. Jeg forventer ikke den samme formuleringsformåen og abstraktionsgrad hos en 5. klasse og en 10. klasse, men en undren kan man - uanset niveauet - altid kende på lyden.

Men selvfølgelig får man nogle oplevelser ud af det, som da jeg modtog en meget klart formuleret ordre på svareren om hurtigst muligt at ringe til 'Bolette fra Bogense'. Stemmen var så insisterende, at jeg syntes, det lignede et must, så jeg ringede. 'Jeg har skrevet en opgave, og nu skal jeg til eksamen om fire timer, og jeg er bare helt ude af den. Du må lige hjælpe mig', og så kom der en række - gode - spørgsmål. Jeg håber selvfølgelig, at hun på den måde fik noget ud af, at hun på den ene side var god til at give besked og på den anden side var fuldstændig ligeglad med at lytte til min om at ringe senere.

Hvis eleverne lærer lidt almindelige høflighedsregler, når de opsøger 'samfundet', og hvis de får lært at stille spørgsmål af nysgerrighed og være kritiske over for svarene, bliver mit ulønnede bijob utvivlsomt meget hyggeligere at have med at gøre.

Forfatter og psykolog