Pandoras æske er i fuld gang på Paradise Hotel, mens seerne får indblik i, hvad der foregår i deltagernes liv i Mexico. Spørgsmålene ruller over skærmen, i takt med at stemningen koger. I et desperat forsøg på at hævne sig på Stina udbryder Amalie: »Stina, kan du så godt lide at gå rundt og klæde dig ud som en russisk roulette?« Deltagerne bryder sammen af grin. Det samme gør seerne.

Scenen illustrerer, hvordan deltagerne bliver udstillet på tv og iscenesat til at skabe underholdende fjernsyn. De er valgt med omhu og skal passe ind i bestemte stereotyper. Hvad angår udvælgelsesprocessen er det tydeligt, at deres intelligensniveau ikke er helt i top. Producerne går bevidst efter at skabe konflikter og intriger ved at udvælge mange forskellige stereotyper, som kan tirre hinandens etiske grænser.

Iscenesættelsen gør, at programmerne dramatiseres og når klimaks på højeste plan. Reality-tv er følelses-tv, hvor deltagerne lever i en konstrueret virkelighed. Der grædes rigtige tårer, der vises ægte følelser. Relationerne mellem mennesker, normerne for, hvad der er rigtigt og forkert, sættes i spil. Programmerne spiller på at gøre seeren til en medaktør, så man bliver fortrolig med deltagerne og øjenvidne til deres mest intime og private affærer.

Det står klart, at etik er et af de centrale værdi­grundlag i programmerne. Etikken bliver gang på gang sat på spil. Den etiske korrekthed og normerne hjemmefra er smidt væk, men hvor går den etiske grænse så? Selvom det er et spil, er der vel stadig grænser for, hvad der er legitimt? Eller bliver ens grundlæggende etiske principper gemt væk, fordi man drømmer om den store gevinst?

Det er vigtigt, at unge udvikler sig selv - ikke bare på det faglige plan, men også i deres alsidige udvikling. Sådan står der skrevet i folkeskoleloven. Folkeskolen skal være baggrund for, at eleverne bliver dygtiggjort til samfundet. Det kan reality-tv være med til. Det er vigtigt, at unge får mulighed for at identificere sig, spejle sig i forskellige situationer og personer, forholde sig og tage stilling til moralske dilemmaer, som kan fremkomme senere i livet.

Vi er blevet undervist i reality-tv i dansk og føler, at vi nu besidder en langt større viden omkring programmernes dramaturgi, etik og moral. Vi synes, at der skal undervises i reality-tv i folkeskolen, fordi vi så kan få en bedre forståelse for nutidens samfund, normer, værdier og facaden bag programmerne. Hvis der bliver analyseret nogle etiske problemstillinger og samfundskritiske situationer, vil man uden tvivl blive mere bevidst om, at unge ikke kun skal tænke på sig selv. Endnu en vigtig årsag til at undervise i reality-tv i folkeskolen er efter vores vurdering, at flere og flere unge bliver opslugt af den slags programmer. Det er vigtigt at lære unge så tidligt som muligt at kunne skelne mellem rigtigt og forkert. Det vil styrke os i at holde fast på vores egen identitet. Samtidig er det noget, unge interesserer sig for, og det vil skabe udfordringer og være et anderledes undervisningsforløb i dansk.

Vi unge bliver mere bevidste om reality-tv'ets virkemidler, og derfor kommer man til at se programmerne med helt andre øjne. Der er et ekstra lag, som gør én opmærksom på, at det ikke bare er et spil, men en personlig udfordring, hvor etik og forhold møder en hård kamp. Det er dét, som elever i udskolingen skal lære.