Når jeg ser ind i folkeskolen, ser jeg blandt andet to ting:

- Tusinder af lærere og ledere, der arbejder på livet løs for at få det bedst mulige ud af det. De er aktive, flittige, dygtige og engagerede. Og de interesserer sig først og sidst for børn.

- En stor maskine med love, regulativer, forordninger, bekendtgørelser, statistikker, planer, målinger, sammenligninger, dokumentation, nøgletal og test. Et enormt bureaukrati, som holdes ved lige og vogtes nidkært af embedsmænd i ministerium og kommuner, og som overordnet set udgår fra Folketinget og næres af embedsmænd og kulturer i både OECD og EU. Vi har en centralisering uden lige. Embedsmænd og politikere elsker det. De lokale enheder, kommuner, skoleledere og lærere vånder og vrider sig og er dybt skeptiske og dybt bekymrede for det, de oplever. Det kaldes liberalt, men er en særlig fortolkning af ordet liberal, der bruges om alt, der udgår fra den nuværende regering.

Politikerne har travlt med at holde maskinen kørende, og man ser dem fare rundt og lave den ene lappe- og hovsa-løsning efter den anden. Og hver gang de gør noget ét sted, dukker der nye problemer op andre steder, fordi de løser problemerne med præcis den tænkning, der har skabt dem. De kører i ring.

Man sætter sig og ser en folketingsdebat i tv, og så oplever man Folketinget i gang med en diskussion om madpakker i skolen. En repræsentant for et parti, som man må antage hedder Dansk Madparti, er i færd med at kræve ikke bare mad, men dansk mad til børnene i den danske folkeskole! Folketinget diskuterer alle mulige små justeringer og ændringer, hvor man flytter rundt på timer til det ene og timer til det andet fag eller område. Og taler om flere millioner her og færre millioner der. Man elsker det, man bruger megen tid på det, og alle kan tale med. Alle kan have en mening om mad, sang og dansk. Om test, planer, millioner og internationale sammenligninger.

Men hvad handler dette overordnet set om? Hvad er det for et samfund, vi er ved at udvikle? Og hvilke ønsker og krav stiller det til fremtidens borgere? Hvilken vision, hvilke drømme og hvilke forestillinger om udviklingen i det danske samfund og i verden ligger der bag den uddannelses- og skolepolitik, der føres, og som ligger bag ønskerne om madpakker og Pisa-test? Hvilke visioner om det fremtidige samfund har den regering, der hævder at føre den rigtige uddannelsespolitik? Og hvordan hænger visionerne sammen med den førte politik? Hvis regeringen har en vision eller en drøm, er den godt væk i den politiske debat.

Den danske folkeskole - forstået som den folketingspolitiske del af skolen - er karakteriseret ved fravær af lederskab. Vi hører ikke om visioner, langsigtede planer og strategier. Vi hører ikke om udviklingen af viden- og innovationssamfundet og de uddannelses- og skolepolitiske tiltag og ønsker, som dette indebærer og fører med sig - og omvendt. Vi ser politikere og regering være optaget af, hvad man kunne kalde den daglige drift, driftsledelse og driftsbeslutninger. Det er selvfølgelig vigtige og relevante spørgsmål. Men på mange måder er det spørgsmål og beslutninger, som Folketinget slet ikke burde beskæftige sig med. Folketingsmedlemmer og regeringen burde beskæftige sig med de overordnede linjer, visioner, principper og strategier - i hvert fald som det primære - og kun i ringe grad med den egentlige driftsledelse og konkrete driftsbeslutninger.

Lederskab handler om det langsigtede, om visioner, principper og værdier. Om at binde vor forståelse af fortiden sammen med kreative forståelser, tolkninger og visioner vedrørende fremtidens samfund og skole. Om at møde fremtiden kreativt, skabende og samtidig konkret. Hvornår hører vi vore politikere tale om langsigtede, store og sammenhængende visioner for den folkeskole, der skal udvikles i Danmark i løbet af de næste ti år, og som skal være vidensamfundets skole? Nærmest aldrig. Jo, der skal nok være undtagelser, men hovedindtrykket er: Mangel på lederskab. Man er så fokuseret på at holde et nødlidende overbureaukratisk system kørende, at man bruger al sin energi på det.