For snart mange år siden var jeg lærer på skolen, hvor foreningen »Lærere for fred« havde sin vugge. Da jeg ikke fik meldt mig ind, blev jeg trukket til side af initiativtageren, der argumenterede: »Hvis du ikke vil være med, så betyder det, at du går ind for krig«. Den historie tænker jeg på, hver eneste gang man forsøger at sælge mig en ny trend pakket ind i hurra-ord, som alle selvfølgelig må gå ind for, og ingen umiddelbart kan argumentere imod, for eksempel fred eller fleksibilitet.

Jeg vil dog løbe risikoen for at blive kaldt ufleksibel ved at argumentere mod den fleksible skole, som jeg har set på Haabo Skole i Stockholm og på Hellerup Skole. Jeg har set eleverne stemple sig ind og ud. Jeg har set dem arbejde med individuelle læreplaner med skiftende lærere som konsulenter. Jeg har set elever, der dagen igennem arbejdede på forskellige hold alt efter fag, evne og interesse. Jeg er fuldstændig overbevist om, at de resursestærke og kvikke elever, der er gode til selv at opsøge viden, får det fulde faglige udbytte, men er det fleksibelt at lave en skole, der ikke er for alle?

På min skole lever over halvdelen af eleverne i to forskellige familier (fars og mors) med et variabelt antal hel-, halv- og papsøskende. Over halvdelen af eleverne har to senge, to værelser, to tidsplaner og to kulturer for, hvornår og hvordan man spiser, taler, leger, laver lektier, går i seng, løser konflikter, viser følelser. Alle vore børn, også dem, der bor i traditionelle kernefamilier, bombarderes dagligt med indtryk og tilbud. De tilbringer to tredjedele af deres vågne tid i skole, pasningsordninger, fritidstilbud og blandt kammerater. Hvor er børn dog fleksible.

For mig er den gode skole synonym med fællesskabets skole, hvor kammeraterne, klasselokalet og lærerne udgør et trygt holdepunkt i elevernes tilværelse. Det er en skole, hvor der lægges mærke til det enkelte barn, og hvor det betyder noget, at han eller hun er til stede. Her kan den enkelte blive udfordret og udvikle sig i et miljø, hvor genkendelighed, overskuelighed, stabilitet og ro er grundlaget. Her bliver eleverne hver dag mødt af få og tydelige voksne, der kender og anerkender dem og kan give dem netop det ansvar og de udfordringer, som de har brug for. En af disse udfordringer er at lære glæden ved at indgå i fællesskabet og at bruge det som netværk.

I takt med at kritikken af den fleksible/individuelt skræddersyede skole kommer på avisernes forsider, bliver det lettere at argumentere mod den. Sværere er det med de mindre tiltag, der på hurramanér introduceres under overskrifter, hvori ordet fleksibel indgår. Det kan for eksempel være: fleksibel (individuel) mødetid, fleksibel (individuel) skolestart eller fleksibel (individuel) ferieplan. Jeg er bekymret for, at skolen bliver en brik i det politiske spil, hvor man forsøger at give vælgerne, hvad man tror, de vil have, her og nu. I disse år drejer det sig om at dyrke egoet og file børnenes verden til, så den lige passer ind i det stressede kapløb med tiden. En af bivirkningerne er, at det bliver klart for børnene, at det, der sker i skolens fællesskab, er uden forpligtelser og uden værdi.

En skoleleder skal være fremsynet og udviklingsorienteret og være det gode eksempel. Skolelederen skal skabe muligheder frem for begrænsninger. Når jeg argumenterer mod at bruge ordet fleksibilitet, kommer jeg i flere dilemmaer: Opfordrer jeg derved mine medarbejdere til stilstand? Accepterer jeg den sorte, ufleksible skole? Blæser jeg på forældrenes behov? Og sender jeg min forvaltningschef og det politiske niveau et signal om, at på min skole skal de ikke regne med nytænkning og fleksibilitet?

Måske skulle jeg blot være en fleksibel skoleleder, der accepterer hurra-ordet som et forbigående modefænomen. Jeg kan jo blot strø det med let hånd i virksomhedsplanen og på hjemmesiden og så i øvrigt fortsætte med at udvikle fællesskabets skole til gavn for børnene.

Ulla Hansen er skoleleder på

Skovvangskolen i Glostrup siden 1999.

E-mail: Skovvangskolen@Glostrup.dk