Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Uddannelsesløft i stedet for videnskløft

Fremtidens uddannelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Socialdemokraterne har fremlagt ni progressive valg for Danmark. Bedre uddannelse er den røde tråd for at give alle lige chancer. Folkeskolen har tilbudt os at uddybe det progressive uddannelsesvalg i en kommentar.

Uddannelse har altid været et kerneområde for Socialdemokraterne. Det er ikke ens herkomst eller forældrenes pengepung, der skal være afgørende for at kunne nå så langt som muligt med de evner og den flid, man lægger i sin uddannelse.

Men de spor, der bliver lagt for fremtidens uddannelser af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, trækker i den forkerte retning.

For det første er den sociale mobilitet gået i stå. Der er skabt en ny ulighed, hvor det ikke er økonomisk fattigdom, men kompetencefattigdom, der skaber en stadig større uddannelseskløft: Mellem udkants-Danmark og de større byer. Mellem tosprogede børn og danske børn. Mellem folkeskoler i socialt udsatte boligområder og socialt velfungerende boligområder.

For det andet er der sket en akademisering af uddannelserne. De akademiske discipliner og faglige ambitioner i de enkelte fag lige fra folkeskolen og i ungdomsuddannelserne er skruet op på et niveau, som forudsætter, at børnene kommer fra veluddannede hjem, hvor forældrene kan hjælpe dem igennem studierne. Samtidig er de praktisk-musiske fag skubbet ud af folkeskolen til fordel for en kort, koncentreret, boglig-teoretisk skoledag.

For det tredje er der sket en individualisering med valgfrihed og »ansvar for egen læring« som idealerne. Men de er ødelæggende for de mange børn og unge, der ikke har lært, hvordan man tager ansvar for egen læring, som mangler grundlæggende faglige kundskaber, og som har brug for strukturerede forløb med dygtige, faste lærere. Og med klassen som et afgørende socialt fællesskab.

For det fjerde er det lykkedes for regeringen at gøre alle velfærdsuddannelserne til lavprestige. Søgningen er faldet for lærere, pædagoger, sygeplejersker, ingeniører og politibetjente. Det er en katastrofe for udviklingen af fremtidens Danmark, hvor veluddannede mennesker inden for det offentliges kerneområder har været fundamentet for at skabe den økonomiske vækst, vi nyder godt af nu. Frafaldet er vokset på ungdomsuddannelserne, især de erhvervsfaglige uddannelser. På samtlige uddannelser bortset fra hhx er enhedsudgiften per elev eller studerende faldet.

Fire valg for en bedre folkeskole

Der er brug for et stærkt politisk alternativ til Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti mellem oppositionens partier. Oppositionen skal præsentere konkret politik for forandringerne. Vi lægger op til debat med fire valg for folkeskolen:

1. 13 års ret og pligt til undervisning

- Ny formålsparagraf for folkeskolen

- Alle børn skal gennemføre grundskolen efterfulgt af en bred vifte af både praktiske og studieforberedende uddannelser i Centre for Ungdomsuddannelser.

2. Bryde den negative sociale arv gennem styrket faglighed

- Adgang til lektiehjælp på alle skoler eller i skolefritidsordningen

- Målrettet støtte til elever, som ikke kan læse ved udgangen af 1. klasse

- Linjefagskompetence til alle lærerne og bedre læreruddannelse

- En sammenhængende indsats lige fra daginstitution via grundskolen og skolefritidsordning til ungdomsuddannelser.

3. Investere i bedre undervisningsmiljø

- Sænke klassekvotienten til maksimalt 24 elever i klasserne

- Moderne undervisningsmaterialer og renovering af skolerne

- Adgang til sund mad i skolen.

4. Pædagogisk reform af folkeskolen

- Give kommunerne frihed til at etablere helhedsskoler med tid til leg og læring

- Moderne undervisnings- og prøveformer, for eksempel gruppeeksamen

- Styrke de kreative fag og idræt

- Frihed til internationale linjer i de ældste klasser

- Fjerne bureaukrati og indføre evalueringer og dokumentation, der bruges.

Med de fire progressive valg for en bedre folkeskole opfordrer vi til en fælles debat om fremtidens folkeskole. Vi har hos Socialdemokraterne valgt uddannelsesløft i stedet for videnskløft. Det valg kræver politik i fællesskab.

»Søgningen er faldet for lærere, pædagoger, sygeplejersker, ingeniører og politibetjente. Det er en katastrofe for udviklingen af fremtidens Danmark«