Vanvid er et stærkt ord, men det blev brugt af en skoleleder om noget af det, der foregår på folkeskoleområdet i dag. Andre taler om en folkeskole i bevægelse. Men folketing og regering er ikke i bevægelse, når det handler om folkeskolen.

Men hvad Folketinget og regeringen ikke er, det er folkeskolen selv. Skolerne er i bevægelse.

Regering, folketing, interesseorganisationer og andre taler, som om skolen var en fabrik, hvor man kan skrue på diverse effektivitetsknapper, og så sker der ændringer. Uddannelse er en vækstfaktor; faglige kompetencer er en konkurrencefaktor; skolen skal »levere varen«, »skal tjekkes«, ligesom en maskine, et system og en bil skal det. Det er så blevet til et såkaldt 360-graders-eftersyn. Et rejsehold af alvorlige mennesker kører rundt i landet som kontrollanter, der skal sikre høj effektivitet og driftssikkerhed.

Statsministeren hidser sig op og forsøger nærmest at anlægge en truende tone. Det er vores internationale, ja, globale konkurrenceevne, der står på spil, tordner han. Andre lande har fart på. Tænk på, hvad der sker i Singapore og Kina. Vi skal oppe os. Skal vi!

Det er forstået.

Et barn er ikke en lille voksen. Og en skole er ikke et lille universitet. Et barn er et barn, og en skole er for børn - og unge. En skole er et sted, hvor børn er, hvor børn trives, leger og morer sig. Har det sjovt, dannes, uddannes, udvikles - og vokser. Folkeskolen er ikke en uddannelsesmaskine, hvor snedige Dansk Industri, LO og andre organisationer udkæmper medlemsorganisationernes interessekampe.

Vi tror, at vi med enkle styringsredskaber kan sikre den store undervisningsmaskines effektivitet og driftssikkerhed. Vi laver planer. Særklasser. Vi tester, sammenligner, dømmer og kontrollerer. Vi sammenligner elev med elev, klasse med klasse, skole med skole, kommune med kommune, land med land; det er et tal-orgie med procenter og søjlediagrammer. Men ingen kan rigtig forklare, hvad tallene siger, og hvad de kan og skal bruges til. Vi mangler at se, at man sammenligner kontinenters karaktergennemsnit. Men det skal nok komme. »Stol ikke på en statistik, som du ikke selv har været med til at forvanske«, sagde en berømt statistiker engang.

Vi bruger et bodega- og væddeløbssprog, som er uværdigt, når det betænkes, at det netop ikke er væddeløb, men børn og unge, det handler om. Retorikken hedder: Vi har verdens dyreste folkeskole. Nu skal vi have verdens bedste folkeskole. Folkeskolen skal leve op til en række krav; folkeskoler skal konkurrere. Fordi .? Fordi konkurrence er godt. Eller som den tidligere minister for området sagde: »Skolen må stå på mål for sine resultater«.

Kortsynet - og det vil også sige snæversynet - måling og konkurrence er vejen til en bedre folkeskole, dygtigere elever og øget konkurrenceevne og velstand, siges det. Men sandsynligvis forholder det sig modsat. Det er et eskalerende vanvid.

Børnenes liv, børnenes vækst, børnenes mange intelligenser og evner forsvinder i en tåge af OECD-statistikker, nøgletal, budgetdrøftelser og statsministerielle advarsler og simpel konkurrencetænkning. Skræmmebilleder af nationens forfald ud fra en industriel konkurrencetænkning overskygger og forvrænger et fremtidssyn på skolen, barnet og det danske samfunds mulige fremtid.

Taberne bliver børnene. I Århus Kommune må, udtaler det kommunale skolevæsens chefpsykolog til Jyllands-Posten, et stadig stigende antal børn og unge medicineres - så de kan sidde stille, så de kan undervises, så de kan testes, og så vi kan bevare og styrke vor globale konkurrenceevne. Sandheden er formentlig, at det er en negativ og meget farlig glidebane, som vi kun kan komme af, hvis vi tør tænke helt nyt om skolen, dens formål, indretning og organisering.

Der finder et opgør sted med fortidens danske folkeskole. Opgøret føres an ude i de enkelte skoler og kommuner. Opgøret har sine steder karakter af et oprør, hvor man - med en formulering fra en kommune - ønsker at »udvikle og nytænke hele måden at drive folkeskole på i et moderne samfund«. Det er et opgør og et oprør.