Italien er mere end smukke kvinder, smarte biler, cafelatte og design. Her bydes befolkningen brød og skuespil frem for politisk meningsudveksling.

Siden 1998 har jeg fået en indføring i italienernes dispositioner på det idrætspolitiske og pædagogiske område gennem kontakter hos det italienske undervisningsministerium, sportsuniversitetet, skoler og befolkningen.

For mange danske pædagoger og lærere viser Reggio Emilia moderne pædagogik i praksis. Med en idrætsfaglig baggrund ser billedet for mig noget anderledes ud. Her mener jeg nu nok, vi kan være vores skoleidræt og foreningsarbejde bekendt.

Godt nok kan Italien prale af verdens første universitet i Bologna 1088, men en egentlig folkeskolelov blev først indført i 1894, hvor man skrev: »Eleverne skal ikke tænke, for så får vi problemer«. Skolen var ikke samlende, men det skulle fodbold senere vise sig at blive.

Da det fascistiske Italien vandt fodboldverdensmesterskabet 1934, opdagede sicilianerne i syd, at de havde noget tilfælles med lombarderne i nord. Siden har ingen leder turdet se bort fra sportens betydning for politik. Koblingen mellem sport og politik er dog ikke nogen ny opfindelse, men har dybe rødder tilbage til spillet om magten på den politiske scene i det antikke Rom.

I filmen »Gladiator« pointeres det, at »Roms hjerte er ikke senatets marmorgulv, men Colosseums sand«. Denne anskuelse spiller også i dag en skræmmende central rolle med Silvio Berlusconi som hovedperson. Mens uddannelsessystemet er på vand og brød, forsøger han at gennemføre sit personlige projekt gennem brød og skuespil ved at ødsle statens midler væk på elitær sport og fordummende underholdning til masserne. En særlig regel giver for eksempel fodboldklubber ti års kredit, mens andre aktieselskaber har to, og det har resulteret i, at serie A har et underskud på 144 milliarder kroner.

Anderledes ser det ud med tildeling af midler til breddeidræt og skolen. Det er kun et fåtal, der dyrker idræt for sjov, ligesom uddannelse i stor udstrækning kun er for de rige.

Fra konfirmationsalderen er betaling af bøger en privat sag, og skal man videre i systemet, må man bede de højere magter om hjælp, hvis man er født af fattige forældre. Italienske skolebørn har tre måneders sommerferie, som medfører seks skoledage om ugen resten af året. Der er otte års obligatorisk skolegang, men fra 7. klasse skal eleverne vælge gren, hvor det besluttes, om man vil være smed, skolelærer eller revisor. Systemet er usmidigt, for vælger man forkert, gives der ikke merit, og man må starte forfra.

Det er ikke et statsanliggende, hvad børn og unge foretager sig efter skoletid og i ferier. Her bidrager kirken ved at finansiere sportshaller, give tilskud til spejder- og sportsforeninger mod en forventning om at hverve nye præster og løse et tiltagende rekrutteringsproblem.

Store regionale forskelligheder med Norditalien som et af verdens rigeste områder og med syden som synonym med analfabetisme og mafia træder tydeligt frem og får let det glade øje til at smile. Det kan med andre ord være charmerende at trave rundt i Napolis gader, hvor følelserne bestemmer, om folk det ene øjeblik græder sammen eller skyder hinanden, og hvor politiet er en del af kriminaliteten, hvor mange børn ikke går i skole, hvor arbejdsløsheden er omkring 40 procent, og hvor lotto-tallene definerer, hvordan livet leves.

Som med mange andre italienske byer er det let at lade sig imponere i verdens mest romantiske by, Venedig, som er en prangende kunst- og kulturperle i Adriaterhavet. Her er det en særlig oplevelse at iagttage lærere og pædagoger, der udfordres af at skulle udnytte hver en kvadratcentimeter i deres forsøg på at opdrage og uddanne børnene i mikroskopiske skolebygninger, hvor idrætsfaget kun eksisterer i fantasien.

De forskellige forhold gør det indlysende vanskeligt at fremvise et troværdigt gennemsnitligt billede af de italienske skolebørn.

Vi spiller alle vores roller i livets teater, og i Italien stortrives reproduktionen af den sociale arv.