Gode lærere måles på fagligheden, siger regeringen. Gode lærerstuderende måles på fremmøde, siger DLF. Vi siger, der er ting, der ikke kan måles. Hvis lærerkvalitet kan måles på fremmøde, så er seminarielærerne verdens bedste lærere. De er hele tiden på seminariet, for de skal hele tiden undervise. En dansklærer på seminariet kan risikere at skulle undervise op til 150 studerende (svarende til fem hold), ikke påén gang, men næsten på en dag. Er en sådan lærer i stand til at vurdere den enkelte studerendes kvaliteter? Det tror vi ikke. Det kræver samtaler med den enkelte studerende, mere end én gang. Vi kunne godt tænke os, at der var tid til løbende samtaler med vores lærere. Det ville forpligte studerende til at sætte mål, reflektere over dem og holde fast i dem. Samtidig ville det give læreren mulighed for at nå den enkelte studerende gennem undervisningen. Men, hvis en seminarielærer skal have tid til løbende vejledning med den enkelte studerende, skal han have flere timer til rådighed. Dette skal så lægges til de 22 timer, det kræver at undervise 150 studerende om ugen.

Seminarielæreres tidspres opfatter vi som læreruddannelsens største problem. Men undervisningsministerens lovforslag forbedrer ikke den situation - tværtimod forværrer han det.

Hvis vi går tilbage til vores stakkels stressede dansklærer og antager, at han fortsat skal varetage undervisningen af 150 studerende, så må det, hvis ministeren får gennemført sit lovforslag, give en samlet undervisningstid på 35 timer pr. uge. Det kan ikke lade sig gøre. Der skal ansættes flere dansklærere, hvor finder vi dem? Ikke i folkeskolen, for undervisningsministeren har fortalt os, at dem er der ikke nok af, så dem, der er, vil folkeskolerne nok ikke af med. Heldigvis ved vi jo, at universiteternes cand.mag.er i dansk er fagligt dygtige, og med den aktuelle arbejdsløshed inden for det humanistiske område er der nok at tage af, når stillingerne skal besættes.

Hvad kan en universitetsuddannet lærer ud over sit fag tilbyde seminariet. Ikke didaktik, ikke pædagogik, ikke IT (informationsteknologi), og han har heller ingen forudsætninger for at inddrage den praktisk-musiske dimension i undervisningen. En sådan lærer kan altså ikke indfri ministerens ønsker om at integrere de aspekter i fagene. Det lovede han ellers, da han blandt andet fjernede en tredjedel af pædagogikken og alle de praktisk-musiske fag.

Lad os antage, at denne cand.mag. bliver ansat på et seminarium, her skal han undervise, forberede sig, vinkle undervisningen både pædagogisk og didaktisk i forhold til folkeskolen, integrere IT og de praktisk-musiske fag. Han skal holde møder med andre lærere og lærerstuderende. Han skal lektorbedømmes og deltage i udviklingsarbejde omkring seminarie og folkeskole. Alt dette skal han nå inden for en almindelig arbejdsuge. Hvad tror I forsvinder fra undervisningen? Vi ved det! Det bliver netop pædagogikken, didaktikken og den praktisk-musiske dimension. Det kan vi ikke acceptere, for det er præcis det, der gør os til folkeskolelærere.

Vores seminarielærere er klædt af til skindet - vi bliver klædt af til skindet

Hvis seminarierne bliver endnu mere fyldt med cand.mag.er, hvornår skal vi så undervises af en lærer med praktisk erfaring fra folkeskolen. En sådan undervisning er vi i øjeblikket garanteret i de perioder, hvor vi er i praktik. Praktikken er i den udformning, vi kender den, et studieorienteret forløb, hvor den studerende i samarbejde med sin seminarielærer, sin praktiklærer og sine medstuderende planlægger, underviser, superviserer og evaluerer. Det er i mødet mellem studerende og lærer, at den studerende får sin undervisning i og oplevelse af, hvad en skolehverdag indeholder.

Praktikken har sine mangler, som den ser ud i dag. Praktiklærerne har ikke den fornødne uddannelse til at varetage vejledning og evaluering af de studerende. Sparringen mellem den studerende, folkeskolelæreren og seminarielæreren er ikke god. Seminarielæreren har ikke tid til at prioritere, at være til stede i praktikken, og det er skylden til den alt for ofte manglende sammenhæng mellem praktikken og resten af uddannelsen. Men disse faktorer bliver heller ikke bedre i Ole Vigs lovforslag. Den enkelte studerende alene i praktik vil blive alene, og det vil fjerne sammenhængen mellem praktik, pædagogik og fag endnu mere. Det kan vi ikke acceptere.

Der er alt for mange løse ender i Ole Vigs lovforslag. Forslaget lægger op til en forringelse af fagligheden i uddannelsen. I hvert fald set i forhold til det, vi forstår som en folkeskolelærers faglighed, nemlig didaktikken.

Med en fireårig uddannelse kan man ikke få det hele, men man kan da i det mindste sørge for, at vi får det rigtige. Vi siger, protester, mens I kan - det gør vi.

Medlem af forretningsudvalget i Lærerstuderendes Landskreds og formand for Lærestuderendes Landskreds.