'Det føles som om, min gamle sløjdlærer med den dårlige ånde og den skaldede isse holder en skruetvinge rundt om mit underliv, strammer til og griner en hånlig latter over, at jeg ikke kunne se relevansen af hans fag'.

Forleden læste jeg ovenstående citat på nettet. Citatet stammer fra 'Karolines Dagbog', som er en kvindes beskrivelse af sin graviditet. Hun var i 33. uge, da hun skrev ovenstående. At hun har haft en dårlig oplevelse med sløjd i skolen, er jo klart. Desværre er hun kun 25 år, så hendes sløjdoplevelse må være fra 1988 eller deromkring, altså i vor tid. Hun er imidlertid ikke den eneste, der har det dårligt med sløjd og sløjdlærere, faktisk er det ikke lykkedes mig at finde et eneste sted i den danske litteraturskat, hvor en sløjdlærer er omtalt positivt - eller blot neutralt. Sløjdlærere ligger på linje med tysk- og fysiklærere!

Det er ikke rart at læse for en sløjdlærer, og hvis disse brudstykker fra den danske litteraturskat er udtryk for en generel opfattelse af sløjdlærere og dermed af faget, så er det nok lettere at forstå, at faget generelt ikke fylder mere i skolens liv og i myndigheders bevidsthed. Et eller andet sted er vi sløjdlærere nødt til at gøre noget for at forbedre vort omdømme. Nogle af os husker stadig pressemeddelelsen om at være dårligt klædt 'som en sløjdlærer fra provinsen'. Tilsammen siger det unægteligt noget om, at vi har en udfordring.

I en ellers positiv beskrivelse af en skole og dens lærere i 70'erne skriver en af vore kollegaer om sin tid som elev i den danske folkeskole:

'Enhver lærer har jo sine begrænsninger. Således også hr. Hansen, som vi havde til både træ- og metalsløjd. Engang da jeg var kommet til at sprøjte maling på mig selv, spurgte jeg læreren, som kom forbi i det samme: 'Hr. Hansen, har jeg noget i hovedet?' 'Det skal jeg ikke kunne sige', svarede han promte og tilføjede: 'Jeg er jo kun sløjdlærer!''

I en erindringsbog fra Svendborg i 1950'erne læser vi:

'Revselsesretten var dengang ikke afskaffet, og jeg mindes stadig de kammerater, der blev tævet eller banket i form af lussinger eller et slag bagi. Især en sløjdlærer og en gymnastiklærer var små sadister, ja selv en kvindelig lærer elskede at få pigerne til at græde'.

Dan Turèll er ikke bedre. I novellen fra 1981 skriver han:

'. . . Nå, men sløjdlokalet lå - som sagt - i kælderen. Der var store vinduer i lokalet. Vinduerne viste op og ud mod skolegården og gav et fair udsyn over den, nedefra. Og i gården skete der som regel dét, i vores timer, at der var pigeklasser, der havde gymnastik og spillede lang- eller rund- eller stikbold dér i gymnastik-dragter. Vores sløjdlærer var - særdeles progressivt - en ven og ufortrøden tilhænger af selvstændigt arbejde. Han blandede sig kun, når nogen decideret var ved at komme til skade med saven. Ellers stod han bare i sin tilbagelænede yndlingsstilling og gloede drømmende ud ad vinduet på pigernes bare lår'.

Selvom det sidste citat vel i og for sig viser, at sløjdlæreren havde sunde interesser, så er der alligevel noget fordækt over det.

I den danske film 'Anja og Viktor' er der en lærer, der bliver gjort til grin. Og gæt engang, hvilket fag han underviser i! Vi kender alle Krumme-filmene. Krummes far var sløjdlærer, og hans virke her, samt det, han lavede i hjemmet, var ikke beskrevet positivt, lidt overbærende og morsomt, men Krumborg er ikke et idealbillede for lærerstuderende.

Er der en og anden af dette blads læsere med interesse for skønlitteratur, der kender en positiv historie om en sløjdlærer, hører jeg gerne herom. Vi trænger så åbenbart til et modbillede af fagets sagesløse udøvere.

Sløjdlærer i provinsen