Jeg ankommer til skolen i god tid, så jeg kan nå at fotokopiere dagens opgaver. Desværre er begge vores gamle maskiner midlertidigt ude af drift. Papirstop står der i displayet på den ene, og en kollega ligger på maven og prøver at få skidtet i gang igen. Hendes fingre er sorte af tryksværte. Jeg vender mig mod den anden kopimaskine, som til gengæld melder »tilkald tekniker«. Over maskinerne hænger et skema, hvorpå vi skal afkrydse, når maskinerne har papirstop. Jeg sætter endnu et kryds (det gør jeg næsten hver dag), imens jeg spekulerer over, hvordan jeg skal få undervisningen til at hænge sammen uden mine kopier.

Klokken ringer ind, og jeg sætter kursen mod klassen. Jeg krydser eleverne af i protokollen og sender kommunen en kærlig tanke. Den forlanger, at jeg indrapporterer elevernes fravær, så man kan følge med i lille Peters sygedage. Gad vide hvad man bruger det til.

I første lektion skal jeg berige eleverne med engelskundervisning. Desværre har vi på skolen ikke råd til hvert år at købe de engangsbøger, der hører til vores engelsksystem, og jeg må bede eleverne om at skrive på et stykke papir og tegne de opgaver af, der er. Pinligt.

Ungerne tager det dog i stiv arm. De er vant til forklaringen: »Det har vi ikke råd til«. Nutidens ungdom morer sig også over den båndoptager, jeg medbringer til sprogundervisningen. De kender ikke sådan et apparat, fordi de er vokset op i en generation med cd'er. Kun ventetiden, når jeg må spole frem og tilbage, er de trætte af.

Timen er slut, og jeg lægger papir på plads i skabet i klassen. Det kan hverken lukkes eller låses, men hvad kan man forlange af inventar, der er over tredive år gammelt.

I frikvarteret hører jeg min leder sige, at vi her på skolen prioriterer undervisningsmaterialer over inventar, da der ikke er råd til begge dele, og mit gode lærerhjerte bærer over med de elendige skabe. Jeg fantaserer lidt over, hvordan materialesituationen ser ud på vore naboskoler. Havde jeg dog bare haft en katederskuffe med lås, så jeg var fri for at slæbe alting frem og tilbage til klassen hver dag. Men ak - den skuffe, jeg har i bordet, har ikke engang en bund.

I frikvarteret offentliggøres listen med næste års budgetønskers skæbne. Som altid har vores stakkels økonomiudvalg måttet skære kraftigt i listen med materialeønsker, og folk vender sig fra opslaget med opgivende ansigter.

Efter endt undervisningstid er der fagligt møde på skolen. Der udtrykkes stor frustration over vores nyligt overståede renovering af en af skolens afdelinger. En renovering, vi ellers alle havde glædet os til. Alt det nye lækre, vi har fået, er placeret oven på et tyve år gammelt, nedslidt linoleumsgulv. Der mangler inventar, og der er ikke tavlelys og vægkort til alle klasser. Hvor er det synd, at det nye gode, vi har ventet så længe på, drukner i alt det nødvendige, der ikke blev råd til.

Inden turen går hjemad, når jeg lige omkring lærerintra, hvor vi kan booke lokaler, men må konstatere, at computerlokalet, som jeg gerne ville have brugt til undervisning senere på ugen, er optaget de næste mange uger. Det er det eneste lokale, hvor der (næsten) er en maskine til hver elev.

Da mine egne unger er lagt i seng, begynder jeg forberedelsen til en ny dags undervisning. Jeg lægger - selvfølgelig - selv både computer og printer til, ligesom jeg selv sponsorerer den forældersamtale, jeg lige får klemt ind mellem diktatrettelserne.

Så er det sengetid, og jeg takker Vorherre for min gode ledelse, de skønne kolleger, søde unger og opbakkende forældre, der gør, at jeg igen i morgen møder glad på arbejde i den danske folkeskole.