Kommentar fra fagbladet Folkeskolen
Ledere, der leder, værdsættes af medarbejderne
Skoleledelse og forskning.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Ledere, der lykkes - hvad er det, de kan?« er titlen på en meget interessant kvalitativ undersøgelse af kernekompetencer hos kommunale ledere fra skoler og daginstitutioner. Den tager sit udgangspunkt i udvalgte ledere, som topledelsen i kommunen og medarbejderne i institutionen opfattede som succesfulde ledere. Undersøgelsen er gennemført som interviewundersøgelse med lederen, lederens nærmeste chef og en gruppe af de nærmeste medarbejdere. Undersøgelsen har fokuseret på ledernes faktiske handlinger og de implicerede parters vurdering af samme. På baggrund af interviewene identificeres fem kernekompetencer hos de succesfulde ledere. I uddrag handler det om:
. Relationel forståelse - lederen, der læser og forstår menneskelige relationer.
Kendetegnende for disse ledere er en konstant opmærksomhed på menneskelige relationer og en god fornemmelse af stemninger mellem mennesker samt evne til at afværger optræk til uhensigtsmæssige konflikter mellem andre.
. Tillidsvækkende sparring - lederen, der indgyder tillid og indbyder til sparring.
Karakteristisk for disse ledere er, at de prioriterer henvendelser om sparring højt. De inviterer og opsøger aktivt medarbejderne til dialog og sparring. Lederne er altså ikke bare formelt til rådighed, men udstråler tilgængelighed i alt, hvad de siger og gør.
. Konfronterende intervention - lederen, der er offensiv og direkte i sin indgriben.
Det er typisk for ledere, der mestrer dét, at de konfronterer kolleger og medarbejdere med uhensigtsmæssige handlemønstre og kommunikerer krav og forventninger klart. De opsøger aktivt uløste problemer og medvirker til afklaring.
. Insisterende delegering - lederen, der er vedholdende med at delegere ansvar og opgaver.
For sådanne ledere gælder det, at de selv tager ansvar for vanskelige opgaver, og de kommunikerer klart fordeling mellem eget og andres ansvar. De insisterer på, at medarbejdere tager et klart ejerskab til opgaver og aftaler, og de følger op på delegeret ansvar og opfyldelse af aftaler.
. Rodfæstet under pres - lederen, der holder fast i sine grundværdier.
Disse ledere kendes på, at de udviser tillid til egne evner og beslutninger i kritiske situationer, og de tøver ikke med at træffe en ubehagelig eller upopulær beslutning, hvis de anser den for rigtig.
Der findes næppe nogen leder, der mestrer alle disse forhold til fuldkommenhed, men som udgangspunkt for drøftelse af kompetence i forhold til skoleledelse er det et interessant papir. Det kunne være på forvaltningsniveau og skoleniveau i forhold til rekruttering af ledere, arbejdet med kommunalt ledelsesgrundlag og kommunale uddannelsesplaner. Heftet, der er udgivet på baggrund af undersøgelsen, er samtidig et spændende grundlag for den enkelte leders selvrefleksion i forhold til ledelsesopgaven, og det er oplagt som grundlag for drøftelse af kompetencer og opgavefordeling i skolens ledelsesteam.
I en bredere forstand er det interessant at få et empirisk funderet bud på kernekompetencer i forhold til ledelse i kommunale institutioner. Kernekompetencer, der understreger betydningen af at se ledelse som et relationsforhold. Et relationsforhold, hvor lederen henter sin legitimitet hos medarbejderne gennem sin viden om skolens pædagogiske opgave og gennem sin kompetence til at indgå i et insisterende og udfordrende samspil med medarbejdere om en professionel styring af skolens faglighed, differentiering og evaluering i undervisningen og dokumentation af skolens arbejde.
Kompetencer som insisterende delegering, tillidsvækkende sparring og konfronterende intervention må anses for at være særdeles relevante kompetencer i en skole, der, som en forudsætning for at kvalificere arbejdet, er ved at udvikle en organisation kendetegnet ved mere selvstyrende team og enheder. I den form for organisation er ledelsesfunktionen i forandring og opmærksomhed om kompetence i forhold til ledelsesopgaven vigtige forudsætninger for en succesfuld organisation.
Undersøgelsens budskab synes at være, at medarbejdere værdsætter ledere, der leder. I min forståelse er det ledere, der værdsætter medarbejdere, der vil tage del i ledelsesprocessen.
»Medarbejdere værdsætter ledere, der leder. I min forståelse er det ledere, der værdsætter medarbejdere, der vil tage del i ledelsesprocessen«