For et års tid siden hændte det, at en flok omvandrende ordvævere kom til et lille land, hvor man satte ordvæveri meget højt.

Med sig havde de et splinternyt arbejde, der klart viste, at skolen i det lille land slet ikke duede. For landets børn kunne ikke læse, og det havde væverne uigendriveligt bevist. De lå faktisk på niveau med Trinidad-Tobago. Og

uden at vide så meget om læsefærdigheden i Trinidad-Tobago, forstår man jo nok, at det ikke var ment som en ros. Men det var ganske vist, og hvis man ikke kunne se det, var man enten dum eller uduelig til sit embede, og det var det værste, der kunne arrivere en.

Nu fik det lille lands egne ordvævere noget at tænke på. De havde nemlig længe vævet på en smuk gobelin, der viste, at landet havde Verdens bedste folkeskole. Men da de naturligvis hverken var dumme eller uegnede til deres gode embeder ved Forskningsinstituttet og på Lærerhøjskolen, fik de rigtignok travlt med at sige, at det havde de skam længe haft en anelse om, og finde alle mulige forklaringer på, at landets børn ikke mere kunne læse. Mest var det naturligvis lærernes skyld, og selv disses pædagogiske overkammerherreinde greb sig i sin egen smukke barm og sagde, at det måtte der sandelig også gøres noget ved, og især var det lærerskolernes skyld, for de havde slet ikke lært lærerne at lære børnene at læse.

Og alle medievæverne glemte alt det om Verdens bedste skole og skrev i et helt år ikke om andet end folkeskolens nød og elendighed. Men alle privatskolerne klappede i deres små statsunderstøttede hænder og fortalte, at hos dem lærte børnene sandelig stadig at læse og regne den ud.

Men se: da et år var omme, havde Ordvævernes Forlag og det Nationale Ordvævningsinstitut en ny vævning klar. På grundlag af en undersøgelse af 780 elever, og det i 1. klasse, viste de klart og uomtvisteligt, at nu læste børnene igen fortrinligt. Det skyldtes, sagde de, at lærerne efter deres opsang året før ordentlig havde taget sig sammen, og var det ikke godt, at vi fortalte jer i fjor, at den var gruelig gal?

Det var alt sammen ganske vist: både at børnene ikke kunne læse i fjor, og at de kan det nu! Og det kom i radioen og fjernsynet og alle oldermandens aviser, lige fra Viby til Rådhuspladsen, at landet igen havde Verdens bedste folkeskole.

Og således begynder og ender historien med, at ordvæverne stadig fremstår smukt påklædte og med deres anseelse og gode embeder i behold.

Men Andersens eventyr om væverne havde en slutning, som vi endnu venter på i denne historie.

Hvornår er der nogen, der gnikker sig i øjnene og udbryder: Ey, hvad er dette for tøjeri? Hvis folkeskolen for et år siden var degenereret i en sådan grad, at eleverne ikke mere lærte at læse, er det da et kulturskred, der ikke kan repareres fra år til år. Det er jo de samme børn og lærere, der er tale om, under de samme vilkår. Hvis danske børn for et år siden ikke kunne læse, kan de sguda heller ikke nu. Og hvis de er gode læsere i dag, var de det såmænd også i fjor. En af delene må være forkert. Eller måske er det alt sammen pølsesnak?

Kort sagt: vi venter på det uskyldige barn, uden anseelse og embede på spil, der ved synet af processionen af ordvævere, danske og udenlandske, udbryder: Men de har jo ikke noget på!

Karl Brøcher er tidligere skoleleder.