Sagen om flytningen af fem lærere på Klostervængets Skole gav store overskrifter, mange protester fra fagligt aktive lærere og flere kommentarer i Folkeskolen.

I den konkrete sag må hjælpen i dag anses for at have været for svag, om end der i den seneste tid i to omgange har været konsulenter på, hvilket begge gange mislykkedes. De sidste opgav at være proceskonsulenter og anbefalede at forflytte en gruppe lærere for at forandre skolen og skabe et bedre arbejdsmiljø.

Konsulentrapporten spiller en rolle i sagen, men beslutningen om at ville udskifte en del af personalet blev taget efter en diskussion om situationen mellem forvaltning og skoleledelse. Det er en væsentlig nuance i sagen, og ligeledes at de fem fik en høringsfrist på to uger. Sagen resulterede derefter i et forlig mellem forvaltningen og Københavns Lærerforening.

Forandringen i konsulentrollen er problematisk, og Klostervænget-sagen kan ikke undgå at sætte sig spor. Medarbejdere vil i fremtiden være mere mistænksomme, når de deltager i undersøgelser af samarbejdsproblemer.

Konsulentarbejdet skal ikke som interview i Klostervænget-rapporten bygge på anonyme besvarelser. Anonyme udsagn er velegnede til overdrevne eller falske anklager. De er vanskelige at besvare for dem, der er sat på anklagebænken, og de er på samme måde svære at blive renset for.

For at sikre åbenheden må man i fremtiden på forhånd aftale nogle bindende målsætninger og procedurer for afleveringen af konsulentrapporter om samarbejdsproblemer, så medarbejderne ved, hvad de går ind til.

Kravet om, at samtlige involverede får lejlighed til at diskutere, vurdere og kommentere rapporten, inden de endelige konklusioner formuleres, er oplagt.

Der er uenighed om Klostervænget-sagens substans: Er flytningen en straf eller en saglig administrativ løsning, der ligger inden for det, man som ansat har pligt til at tåle i forhold til arbejdsgiverens ledelsesret? De fem og andre oplever beslutningen om at ville flytte dem til en anden skole som en straf. Og en påstand om en tålelig saglig administrativ flytning kan for enhver arbejdsgiver på grund af forskellene i procedurerne være en nem vej til at straffe. Derfor er det et mål at skabe en fremgangsmåde i administrative flytninger, som ligner proceduren for sager vedrørende forflyttelser og sanktioner, der er velbeskrevne.

Er der overvejelser om stillingsændring, flytning, forflyttelse eller afsked, skal den ansatte gøres bekendt med det så tidligt som muligt, så der kan rettes op på forholdene, hvis det er muligt. Det er efter min opfattelse dårlig personalepolitik ikke at gøre det.

I faglige kredse har flytningen af de fem lærere handlet om ytringsfrihed og forfølgelse af fagligt aktive. Det er et vigtigt fokus, men spørgsmålene om ytringsfrihed og beskyttelse af fagligt aktive kan ikke udelukkende behandles som abstrakte dogmer. De må også ses i en social sammenhæng: Ingen er vel enig i, at ytringsfriheden i en skolesammenhæng indebærer retten til at mobbe kolleger og destruere det kollegiale samarbejde. Man skal være kritisk og konfrontere ledelsen med problemerne, men det må ikke køre fast i en situation, som ødelægger samarbejdet og er destruktivt for skolens virke.

Disse bemærkninger er generelle betragtninger og ikke møntet på personer i den aktuelle sag.

Ytringsfriheden og tillidsmandssystemet skal der værnes om. De ansatte skal føle sig trygge. Samtidig har vi et fælles ansvar for, at skolerne er velfungerende, ellers vil det ramme undervisningen og berøre eleverne.

Ytringsfrihed og et fælles ansvar for at skabe en god skole er ikke et modsætningsforhold snarere hinandens forudsætninger. Men i en konflikt kan det fremtræde sådan, og så må man tage diskussionen ud fra de fælles værdier, man har. En af de fælles værdier er, at ledelse og tillidsfolk har en særlig forpligtelse til at sikre samarbejdet på skolen.

En uddybet evaluering kan læses på:

www.enh-kbh.dk