Kommentar

Sjældent har jeg glædet mig til en bog som Carsten Elbros nye bog, og sjældent er jeg blevet så skuffet.

Carsten Elbro skriver i forordet, at han bygger den på 'en forskningsbaseret indsigt i læsning'. Sjældent har jeg læst en så enøjet bog om dette spændende tema, det er, som om han ikke er klar over, at der i hvert fald er to hovedlandeveje inden for læsning og læseundervisning - både teoretisk og praktisk.

Det er, som om jeg bliver ført tilbage til min tyskundervisning i 50'erne i min barndomsskole i Gilleleje: Du kan overhovedet ikke tale tysk, medmindre du kan kasserollebøjningen, præpositionerne, og hvad de styrer og så videre. Carsten Elbro argumenterer pædagogisk for en auditiv formalisme, der i hvert fald diskriminerer den store gruppe læsere, der er auditivt svage - af ordblinde cirka to tredjedele.

Du kan overhovedet ikke lære (dig selv) at læse, medmindre du kan lydstave bogstaver og ord - a siger a, be siger be = abe.

Carsten Elbro bomber pædagogisk set læseundervisningen tilbage til stenalderen! Hans bog burde ikke hedde 'Læsning og læseundervisning', men 'Stave-læsning og auditiv læseundervisning', for det er det, den beskriver.

Der er, som læseundervisere ved, to hovedlandeveje inden for dette tema: En 'Nedefra-op' - sekventiel - auditiv - landevej og en 'Oppefra-ned' - simultan - helheds - landevej.

Der er, som læseundervisere ved, en pædagogisk sammenhæng mellem: Kropslig erkendelse, visuel/auditiv erkendelse, sproglig/læsemæssig erkendelse - eller tale - læse - skrive - stave. Det betyder, at al begynderlæseundervisning og ordblindeundervisning starter med de ord, som eleverne/deltagerne bruger i deres daglige sprog.

Et par yderligere bemærkninger:

På side 35 skriver han, at det er en 'udbredt misforståelse, at gode læsere har et stort antal billeder af ord inde i hovedet klar til genkendelse', og på side 39: De har til gengæld 'et ordforråd som en ortografisk identitet' = en kendt række bogstaver. Hvilken forskel er der på et ordbillede eller en kendt række bogstaver?

Carsten Elbro skriver på side 39 også: 'Imidlertid er den indre stemme under læsning ikke nogen udtale af ordene'. Og videre på side 44: 'Den indre stemme har i virkeligheden næppe noget med den almindelige 'ydre' stemme at gøre'.

Vi læser vel 'dobbelt' - en form for 'ekkolæsning'. Prøv for eksempel at mærke på din strube, når du læser!

På side 67-87 gennemfører han en analyse af lydprincippet. Dog vil jeg gøre opmærksom på, at det kun er vokalerne, 'selvlydene', der siger noget i sig selv.

Selvlydene har en klangfarve, der giver overtonerne i sproget, vores modersmål - for eksempel dialekterne. De er simultant organiseret uden tid.

Konsonanterne - 'medlydene' - har ingen lyde i sig selv, men kun sammen med en eller flere vokaler.

De er sekventielt organiseret - netop afhængig af tid, og de er hjælpelyde til vokalerne.

Og endelig arv og miljø og kromosomer! Side 195-216, kapitel 8. Skal vi ikke være enige om, at vi har vidst siden Gorm den Gamles tid, at der er en høj sammenhæng mellem ordblinde forældre og deres ordblinde børn, men derfor arver børn ikke ordblindhed som farveblindhed og øjenfarve. Det er meget mere kompliceret.

Og så nævner Carsten Elbro også kromosomundersøgelser! Som en ordblind engang sagde til mig: 'Jeg er født med en kromosomfejl, derfor kan jeg ikke læse'. Det ville have klædt ham at skrive lidt mere varsomt om arv og miljø.

Må jeg minde om, hvad alle læseundervisere ved, at stavning og læsning er to sider af samme mønt. Stavning er en bevidst, logisk analyse, læsning er en ubevidst proces, når vi staver, læser vi ikke, når vi læser, staver vi ikke.

Derfor er det afgørende, at vi ser på læsning og læseundervisning som en helhed, en kropslig, følelsesmæssig, social, intellektuel, visuel og auditiv sproglig proces.

Jeg er dybt bekymret over, at denne bog kan bruges, hvor der skal undervises i læsning og læseundervisning.

Den er et partsindlæg, der kun beskriver en lille del af læsning og læseundervisning. Carsten Elbro har kun beskrevet denne lille del.

Cand.pæd.psych.