Konflikter er normale, hvor mennesker er sammen. De handler overordnet om at få fællesskaber til at fungere, så modsætninger og misforståelser kan komme frem og blive bearbejdet til gavn for den fælles udvikling. Konflikter er i udgangspunktet hverken onde eller gode, men neutrale og et fælles grundvilkår for fælles væren.

Mobning er derimod en hierarkisk opbygget udstødelseskultur, hvis funktion er primært negativ. Mobning er ikke ond eller god. Den er heller ikke en normal del af ethvert liv. Den opstår, når bestemte faktorer er til stede, og disse faktorer kan enten hæmmes eller fremmes.

En konflikt er en uoverensstemmelse, der indebærer spændinger i og mellem mennesker. En konflikt har to aspekter: Sag og relation. Uoverensstemmelsen viser hen til sagens substans. Det handler om noget. Der er et problem. Vi er ofte uenige om noget uden at opleve det som konflikter. Det er først, når det begynder at gnistre, og når vi oplever ubehagelige følelser over for en anden eller føler os angrebet, at der opstår spændinger, som påvirker forholdet mellem os. Måske opleves ubehaget kun af den ene part, men det kan være nok til at påvirke adfærden fremover: Måske holder jeg op med at hilse, eller jeg finder en fejl hos den anden, som jeg kan påtale. De to aspekter, sag og relation, er næsten altid til stede i konflikter, men med forskellig styrke. I jalousikonflikter i pigegrupper kan det være selve relationen, der er sagen. I stridigheder om fordeling af tiden på fodboldbanen i frikvarteret kan det være nemmere at »holde sig til sagen«. Ofte fletter de to aspekter sig imidlertid grundigt ind i hinanden og mudrer overblikket til.

Når livet med konflikter bliver ubehageligt, kaotisk og energislugende, er der brug for en kortlægning af konflikten og dens parter: Hvad handler det om, hvem er involveret, og hvad vil de? Nogle konflikter kan klares mellem enkelte personer med eller uden hjælp. Andre kræver inddragelse af flere parter, måske hele gruppen eller klassen.

Når parterne ikke selv løser konflikterne, kan der være brug for en konfliktmægler. Grundprincipperne for konfliktmægling er, at processen er frivillig og fortrolig, og parterne får hjælp til selv at finde ud af løsninger, som de er tilfredse med. Mægleren leder processen, hjælper parterne til at få talt ud, træffer ingen afgørelser i sagen og agerer upartisk over for parterne.

Mobning kan defineres som gruppens systematiske forfølgelse eller udelukkelse af en enkelt person i en social sammenhæng, hvor denne person er tvunget til at være.

Mobning er et gruppefænomen. En slags negativ orden i grupper, der er vilkårligt sammensat. Mobning består af en lang række gentagne mønstre af overgreb over et vist tidsrum. Der er tale om systematisk udstødelse. Mobning kan være aktiv, synlig eller inaktiv og tavs. Mobning sker hovedsageligt i grupper, hvor medlemmerne har et fælles tilhørsforhold, det vil sige i en klasse, på et fodboldhold, i en militærdeling eller på en arbejdsplads. Når der sker mobning, ekskluderes et medlem af en gruppe, som vedkommende er afhængig af. Derfor er udstødelse meget nedbrydende og passiverende for offeret.

Antimobning kræver en proces, hvor der skal tages fælles beslutninger om acceptabel og ikke acceptabel adfærd. Og mobningens karakter af overgreb gør det nødvendigt, at den, der griber ind, gør det for at beskytte offeret. Det betyder, at den, der griber ind, ikke er neutral over for mobningen eller upartisk. Formålet er jo netop at beskytte og vise solidaritet med offeret.

Derfor kan vi ikke uden videre bruge konfliktmæglingens principper om frivillighed hos parterne og upartiskhed hos mægleren. Men konfliktmæglingens positive traditioner for konstruktiv dialog og ikke-gengældelse kan formentlig bruges, når den voksne taler med aktørerne. Og når mobningen er stoppet, kan processen understøttes af konfliktmægling i konkrete episoder. Det er bare vigtigt at gøre sig klart, hvilke grundprincipper fra konfliktmægling der kan anvendes ved mobbeintervention, og hvilke der ikke kan.