I 2017 udkom Biestas ”Letting Art Teach” på engelsk; siden er den oversat og udkommet i Holland, Finland og Sverige.

Biesta peger i bogen på kunst og pædagogik som alternativer til den globale læringsdiskurs; en diskurs, der i dag snarere end at være uddannelse er en slags ”no-go-money-making-machine”. 

I en stadig tiltagende instrumentalisering af uddannelse er spørgsmålet: Hvordan kan børn og unge igen få ro og rum til at modtage en opmuntrende undervisning, uden konstant at være under overvågning og kontrol?

I en, uden tvivl, bedste mening forsøger man nationalt såvel som globalt at få en ensrettet test- og konkurrencebaseret ´læringficering´ til at udjævne sociale og kulturelle forskelle; men stik imod hensigten frustreres børn og unge; de mangler indhold og retning for deres personlige og fælles liv. Med ´læringficeringen´ er der sket en polarisering af børn og unge, der giver udtryk for utilfredshed, modstand, og direkte voldsomheder; flugten fra de offentlige skoler stiger og stiger.

Med andre ord har man i det stadigt øgede præstations- og kompetenceræs mistet det, der egentlig gør uddannelse til uddannelse, nemlig den menneskelige dimension. Den dimension, som interesserer sig for børn og unge som unikke personer, der gerne skulle bydes velkomne ind i et pluralistisk fællesskab. Kunsten og pædagogikken kan hjælpe med at genfinde denne menneskelige dimension, siger Biesta. Men man må stille de rette spørgsmål: Hvad er det, børn og unge skal blive dygtige til? Med hvilket formål?

Det er ud fra disse spørgsmål, at Biestas ”Letting Art Teach” debatterer, hvordan kunstens og pædagogikkens veje kan krydse hinanden ud fra de uddybende spørgsmål: Hvad vil det egentlig sige at eksistere som menneske?  Hvorledes kan livsfylde, dømmekraft og indsigtsfuldhed opnås for den enkelte?  Demokrati, ligeværd og åndsfrihed i fællesskabet?  

Hvis man vil forstå tilværelsen på Jorden på en realistisk måde, så har vi ikke ubegrænsede udfoldelsesmuligheder; at opfatte verden som et grænseløst tag-selv-bord, er et udtryk for egoisme; undervisningens og kunstens formål må derfor være at opdrage børn og unge til, at man nok er i verden, men ikke i verdens centrum.

Kunsten, i skikkelse af billeder, litteratur, musik m.v.  kan bidrage til at hjælpe børn og unge til at finde sig selv og få et realistisk blik på egne personlige udfordringer og muligheder; opgaven er at hjælpe børn og unge til at få øje på eget personlige særpræg og uerstattelighed.

For når mennesker møder kunst og indsigtsfuld undervisning kan man træde i karakter, hvilket ofte også bidrager til at kunne opnå gode karakterer (for nu at bruge ordet karakter i dobbeltbetydningen) og dermed blive dygtige til at orientere sig i fag, i det sociale og i tilværelsen.

Biestas hovedærinde er, i krydsfeltet mellem kunst og undervisning, at pege på uddannelsesopgaven: At opmuntre et andet menneske til at eksistere i og med verden på en voksen måde, altså som subjekt.  

 Selvom man aldrig kan udstikke garantier for, at uddannelse rent faktisk virker, så kan vejen henimod en succesfuld undervisning være at starte med at lade kunsten, og dermed verden, tale til det enkelte menneske.

I en kunstnerisk tilrettelagt undervisning kan man i forlængelse heraf arbejde med en pædagogiske frihed indenfor en, lidt overordnet, didaktisk ramme:

(1) FORSTYRRELSE. Forstyrrelse af barnets/den unges ønsker om at være alene med sig selv, med det formål at åbne et rum, hvor barnets jeg kan træde frem.

(2) SUSPENSION. ”Ophævelse” af tid og sted (filosofisk ment), med det formål at skabe indhold og former til at møde verden, sig selv og barnets/den unges ønsker i forhold til verden.

(3) UNDERSTØTTELSE. Med det formål at hjælpe barnet til at (for)blive i ´mellemzonen` og altså ikke ryge ud i yderzonerne med enten overmod eller opgivelse. (Undervisningens genopdagelse 2017).

At anvende kunst i undervisningen, og at undervise i kunst, bør ikke opfattes instrumentelt; det vigtige er ikke, om kunsten og det kunstneriske udtryk kan ´bruges´ til noget andet end: At udsige noget vigtigt om livet.

Biestas ”Letting Art Teach” er både en bog om kunst i uddannelse, og om uddannelse til kunst (kunstner): Kunstens og pædagogikkens veje krydses, og det er i dette krydsfelt, at verden og tilværelsen kan komme til syne; dette bør være det centrale.

Hvis man altså ikke ønsker at instrumentalisere kunst og pædagogik.

Se også Biestas ”Let­ting Art Teach Five Years After: A Re­flec­tion”  https://blogit.uniarts.fi/en/post/letting-art-teach-five-years-after-a-reflection/