Jeg ved, at I har en presset hverdag. Jeg ved, at læreruddannelsen som et andet spil Mikado er splittet op i en kompetencemål, så jeg er ikke ude på at tørre alle problemer af på jer. Politikerne har et stort ansvar. Men som censor gennem mange år og som projektansvarlig for Lærerprofession.dk læser jeg rigtig mange bachelorprojektet. Heldigvis ser jeg mange spændende og fremragende projekter. Men jeg kan også se, at der må være stor forskel på den gode og den helt tynde vejledning.

Fælles for det gode ved projekter, der i år var indstillet til Lærerprofession.dk’s priser, var det praksisrettede. Man kan se, at de vindende bachelorer har fokus på, at de skal ud og undervise - at de skal ud og være lærere. Når studerendes faglige nysgerrighed og undren omsættes til en kombination af akademisk analyse, pædagogiske og håndværksmæssige overvejelser og bestræbelser på at opfylde skolens formål, er det en fornøjelse at uddele priser. Men både indstillede projekter og projekter, jeg har læst som censor er indirekte med til at afsløre nogle svagheder ved læreruddannelsen.

Spørgeskema-vrimmel, lærer-intentioner og usynlige børn

Jeg vil nævne, hvad jeg opfatter som tre oplagte svagheder:

Der er alt for mange spørgeskemaundersøgelser i projekterne. De er ofte fornemt udført med fine akademiske overvejelser om reliabilitet og validitet til et 12-tal. Men relevansen for lærerarbejdets udfordringer kan være yderst tvivlsom. Jo, jeg ved, at bekendtgørelsen siger, at de studerende skal lære at bruge ”videnskabelig metode i egne empiriske undersøgelser og i vurdering af andres undersøgelser”. Det er fint at kunne forstå videnskabelige metoder. Men det er ikke meget værd, når man skal undervise Søren og Mette i 3.klasse eller Ahmed, Patric og Anne-Sofie i 8.klasse.

Og så er der de mange lærerinterview. Jeg har intet imod interview, samtaler mellem studerende og erfarne lærere kan være til glæde for begge parter. Men der redegøres til kedsomhed om det ”semistrukturerede” interviews funktion, form og kvalitet. Og alt for ofte går pseudo-akademiseringen bag om ryggen på de studerende, så de konkluderer, som om der var tale om kvantitative undersøgelser. Og jeg er negativt overrasket over, at man kan slippe afsted med at konkludere noget om undervisnings indhold og konsekvenser for eleverne – alene ud fra interview med lærere om deres faglige intentioner. Der er påfaldende få observationer af undervisningen, af børnenes ageren, af skolens liv, af elevers og læreres samspil og aktiviteter.

Dermed er vi ved det sidste punkt, jeg vil nævne: Hvor er børneperspektivet? Elev- eller børneperspektivet er desværre lidt for ofte temmelig tyndt repræsenteret i bachelorprojekterne. Der er selvfølgelig en del interview med elever. Men selv om elever gudbedre det igen og igen tvinges til at forholde sig til deres egne læringsmål i skolen, er det en realitet, at et barn ikke nødvendigvis kan reflektere over eller udtrykke mundtligt, hvordan de har det.

Barnets oplevelser af de faglige udfordringer, af selvværd, anerkendelse og omsorg - eller af afvisning og udelukkelse - fanges sjældent i interview med dem. De mangler ofte i lærerinterviewene, og de forstås slet ikke i spørgeskemaer. Børn oplever ofte deres udfordringer - alene som kropslige erfaringer, som de ikke kan sætte ord på.

Ja, børn er elever i skolen. Men de er stadig børn indeni. Og det er påfaldende, hvor lidt deres oplevelser af skolens mange sociale rum kommer frem i en del bachelorprojekter.

En tynd sjus

Når nu låget er hevet af min kasse med brokkerier, får I også lige et spørgsmål: Hvor er vejlederne, når de studerende skal skrive deres problemformuleringer?

Det går altså nemt galt for den studerende, når hun arbejder ud fra problemformuleringer, der kun handler om hvordan: ”Hvordan kan jeg implementere…”, ”Hvordan kan der skabes…”, Hvordan fremmes…” og så videre.

Hvis det bliver fulgt op med undersøgelsesspørgsmål, vil det kunne reddes. Men overraskende mange gange er modsætninger og udfordringer slet ikke tænkt med i problemformuleringen.

Når det så går galt, har den studerende undervejs i projektarbejdet ikke - og slet ikke ude i skolen – de begreber og analyseværktøjer, der skal til for at vurdere de problemer og udfordringer, som alle altid vi møde. Blandt Lærerprofession.dk’s dommere har vi halvt i spøg og halvt i alvor talt om, at vi måske burde oprette en særpris, så studerende kunne indstille vejledere til en pris for vejledning, som udfordrer de studerende til at arbejde kvalificeret - både med skolens muligheder og udfordringer.

Pædagogik er både videnskab, håndværk - ja, jeg vil sige kunsthåndværk - og opsamling af erfaring.

Det er styrkeforholdet i den cocktail, der er afgørende. Som jeg læser de mange bachelorprojekter fra læreruddannelsen smager sjussen lidt for ofte for meget af det første. Uden at det kvalificerer de andre ingredienser.   

Læreruddannelsen er bedst, når skolehverdag og arbejde med fag og indhold kombineres med pædagogik og didaktik set gennem folkeskolens overordnede formål. Og hvor teori og forskningsresultater kan bruges til at analysere - ikke til at styre konklusioner og slet ikke til at styre undervisning.

• Den rigtige kombination kan give mulighed for at se og diskutere, hvordan fagenes indhold kan formidles, hvorfor noget måske lykkes mindre godt - eller går galt i forhold til skolens formål.

• Den kan give mulighed for at analysere sig frem til, hvordan det kan gøres næste gang, hvordan strukturer, metoder og undervisningsformer kan ændres eller forfines.

• Den kan give mulighed for at opleve progression i elevernes udvikling og læring – og i ens egen tilegnelse af viden og færdigheder.