Dette er mit første indlæg på folkeskolen.dk. Måske rammer jeg ikke formatet fuldstændig, eller kan være let vævende i min sammenhæng. Vi lærer heldigvis hele livet - også at det uperfekte kan være helt perfekt.

Jeg er en af de nyuddannede folkeskolelærere, som afsluttede uddannelsen via Zoom i januar. Jeg har forbandet Covid-19 langt væk, særligt i forbindelse med bachelorskrivningen, men med min bachelormakker og vejleder fandt vi gode alternativer, solide kilder og interviews til at underbygge teorier, bandt en fin sløjfe på projektet og sluttede med et resultat, der oversteg alle vores forventninger. Den hule fornemmelse bagefter kunne næsten ikke overdøve euforien, og derfor skal dette skriv på ingen måde anses som et pip fra en forsmået millennial, men en opmærksomhed til mine kommende kollegaer, der i dette moment er ved at indhente og bearbejde empiri, og knokler med deres afsluttende bachelorprojekter.  

For der er en ting I skal vide, hvis I arbejder benhårdt på at skrive Årets Bachelorprojekt, og det er meget, meget vigtigt: I skal være stensikre på, hvordan jeres uddannelsessted vælger at vurdere projektet, og hvilke kriterier de anser som bærende for vurderingen. 

Da støvet havde lagt sig efter vores afsluttede eksamen i januar, og vi begge havde jobs i rygsækken, kunne vi nu alligevel ikke lade være med at tale om, om vi mon ville blive indstillet. Vi er jo bare mennesker med noget på hjerte som de fleste, og vores projektemne er brandvarmt og absolut relevant, både nu men absolut også for fremtidens grundskole. Vores fund giver samtidigt anledning til eftertanke i måden at gøre skole på, og berører de dynamikker, vores danske samfund er bygget op af. Det har vores vejleder bekræftet flere gange, så måske var der en chance? 

Det var der ikke. Ikke fordi det var et dårligt projekt. Heller ikke fordi emnet ikke er relevant, eller fordi sprog og struktur er noget rod. Det var fordi vi kun havde fået 10. 

I en mailkorrespondance med koordinatoren for bachelorprojekter på uddannelsesstedet var vedkommende venlig at referere til definitionen på folkeskolen.dk/lærerprofession.dk. Her står det formuleret, at “dommerne lægger vægt på originalitet, om projekterne kan inspirere andre og om de kan være med til at udvikle lærerprofessionen og skolen.” Koordinatoren supplerede med, at beslutningen suverænt ligger hos censor og eksaminator. Dette uddybes dog, og “der fra uddannelsesstedets side kun sendes 12-taller ind til konkurrencen”. 

Egentlig har jeg accepteret det svar, for det er selvfølgelig også svært at skulle vælge ud blandt alle de gode bachelorprojekter, som produceres hvert år. Det er klart. Og jeg gentager: Jeg er mere end tilfreds med mit flotte, runde 10-tal. Men der er alligevel noget, der ikke stemmer i min bog. 

I fire år er hver en fiber i min krop nænsomt blevet balsameret og masseret med ordet “differentiering”. I fire år har mantraet været, at folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, som de kan. I fire år er vi blevet indoktrineret med, at den danske folkeskole favner alle. Preach, Amen, Halleluja! Og når uddannelsesstedet samtidigt har alle kapabiliteter, personligheder og kulører på paletten repræsenteret, inklusiv en international linje, kan man ikke forestille sig andet, end at seminariet selvfølgelig selv går forrest hele vejen i inklusionen og differentieringen. 

Men når det store klassebillede skal tages til sidst, er det kun de pæne børn der må være med. Kun 12-taller præmieres og vises frem. Der opstår en unfair konkurrence, et underligt forsøg på at skabe et elitært narrativ om sig selv. Eller måske hviler der en frygt hos lige netop dette lærerseminarium, for at verden ikke må se, at de ikke kun udklækker toppræstationer? Hovmodigt eller blot en stolthed som skal næres; en ting er ihvertfald tydeligt: Alle er lige meget værd - bare ikke i et konkurrencepræget videnssamfund som vores.