Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Læs bogen, se filmen og løs opgaverne.
Det er filosofien bag en omfattende lancering af filmen Anton, en spændende og velspillet dansk biograffilm til de 8-12-årige.
Fra ende til anden fortælles den samme historie i romanen Anton, skrevet af filminstruktøren på baggrund af filmens manuskript. Det sidste element i pakken er undervisningsmaterialet, det tredje i rækken af materialer, som Filmbranchens Samarbejds- og idéudvalg udsender under navnet BIF. (Biograf Information Film)
Historien om Anton bygger på den debuterende instruktør og forfatter Åge Rais' egen barndom og beskriver en dramatisk periode i en tiårig drengs liv, hvor han stadig må bearbejde tabet af sin far, der - som jagerpilot - er død ved en ulykke fem år tidligere. Anton har et vanvittigt projekt.
Udstyret med svejseapparat og alt, hvad dertil hører, bygger han en flyvemaskine efter alle kunstens regler i baggårdsgaragen, for Anton drømmer at flyve op til sin far i himlen, så de sammen kan flyve engle rundt i jagerfly.
Om natten, når underbevidstheden overtager styringen af Antons drømme, er de ikke længere så konstruktive. Igen og igen ser Anton ulykken, og hver gang vækkes han af alarmen, der bipper, når han tisser i sengen.
Anton bor alene med sin mor, en lidt veg person, som filmen aldrig får tegnet et nuanceret billede af, men historiens omdrejningspunkter er da også Antons relationer til klassens pæne pige Mie, til rivalen og medløberen Søren og til den jævnaldrende SD .
Den eneste positive voksenfigur er Jens, der arbejder på lossepladsen. Her hjælper han Anton med at finde brugbare reservedele til flyvemaskinen, og det er også ham, der til sidst kan reparere Anton og hjælpe ham tilbage til livet, efter Antons dramatiske opgør med sine egne drømme.
Filmens plot er en klasseudflugt til den lokale flyvestation, og da Anton har lovet Mie en tur i en F-16, indtræder det dramatiske klimaks, da de fire omtalte børn lister sig ind i en mørk hangar, så Anton kan bevise sit værd i et rigtigt jagerfly.
Her skilles fårene fra bukkene, Søren og Mie går i panik, hvorimod SD anerkender Antons mod og evner til at leve sine drømme helt ud.
Derhjemme indrømmer Antons mor nødtvungent, at hun har en kæreste, ingen ringere end Mies far, som er psykolog, og han vil bearbejde Antons traumer. Men Anton har ikke tillid til Mies far, for han har fortalt Mie, at Anton tisser i sengen.
Mie, som tabte ansigt på flyvestationen, driller Anton med hans sengetisseri, men han hævner sig grusomt ved at gemme en hundelort i Mies madkasse. Det udløser filmens dramatiske slutspil, hvor Mie grusomt spænder SD og Søren for sit hævntogt mod Anton.
Anton spilles overbevisende anti-helteagtigt, og konstellationen af to originaler som SD og Anton er noget af det bedst fungerende, der længe er set i dansk børnefilm.
Det er en oplagt idé, at lancere undervisningsmateriale dertil samtidigt. Det er set før - men det er nyt, at roman og film kommer ud på samme tid.
Bogen er let at læse, og historien er god, så det kan anbefales at læse romanen, før filmen ses. Uden filmen falder, om ikke hele projektet, så i hvert fald undervisningsmaterialet, til jorden. Materialet har et fint afsnit, med gode vinkler på, hvordan man laver film, og derefter lægges der op til en bearbejdelse af de centrale temaer i filmen, om børns forhold til døden, til sig selv og hinanden og deres drømme og fantasier.
Film bør ses i biografen. Men der er nok stadig et stort flertal, som ville sætte pris på en videokopi, også efter biografturen ville en video forøge kvaliteten af efterbehandlingen i klassen.
Anton
Instruktør: Åge Rais
Producent: Jutlandia Film
Jacob Oliver Krarup, Sofie Maria Ahlgren,
Fie Kruse, Kristian Nyholm Schmidt
Titelsang: Björk
80 minutter