Gennem mine mange år som folkeskolelærer og censor i hhv. historie, dansk, samfundsfag og engelsk samt efterfølgende kandidatgrader i hhv. pædagogik og engelsk, er der ikke noget der har overbevist mig om at prøver og karakterer er et gode for eleverne.

Når det gælder eksaminerne, så er det altid subjektive vurderinger fra censorer og lærere der har spillet en rolle, og de efterfølgende karakterer er ligeledes præget af en stor uensartethed i forhold til hvilken censor og lærer respektive der har bidraget til elevernes faglige bedømmelser.

Rent bortset fra at en karakter til folkeskolens afgangsprøver og eksaminer, kan benyttes som et parameter til at meddele aftagerinstitutionerne (gymnasier, erhvervsuddannelserne) om elevens opnåede standpunkt udtrykt i tal, er der intet der tyder på at en elev, der har fået en høj score i et fag, er bedre til at håndtere de udfordringer der måtte ske efterfølgende i den unges uddannelsesmæssige forhold. Rent lavpraktisk kan man sige at der er eksempler på at elever der har fået en lav karakter i et fag, sagtens kan vise sig at være eminent til at håndtere en videreuddannelse fremadrettet, medens supereleven, hende eller ham med de højeste karakterer er faldet ubehjælpeligt igennem. Karakterer eller eksaminer er ikke en sikker parameter når det gælder om at vurdere den unges faglige niveau, og hvis den ikke er rimelig sikker, men kun et udtryk for et antikveret skole- og elevsyn, så bør det afskaffes i sin nuværende form.

Man kan henvise til det finske folkeskolesystem som i den grad er befriet for det temmelig bedagede syn på hvad læring er, men hvor der eksplicit er fokus på læreruddannelsens indhold og tillid til deres kompetencer fra både samfundets og forældrenes side. Her er netop lærernes baggrund, muligheden for lærerassistenter i skolen og fravalg af det velkendte censorsystem som vi kender det i det danske uddannelsessystem, noget der formentlig er begrundelsen for at finske skolebørn i internationale undersøgelser ligger i toppen af alle tilsvarende evalueringer. Det betyder ikke at de finske folkeskoler er perfekte, men de er, efter min opfattelse, et godt stykke længere fremme fra det tidspunkt hvor den finske folkeskole selv mente at den lå i bunden af de nordiske folkeskoler, indtil de valgte at ændre læreruddannelsen til en akademisk 5-årig af slagsen med fokus på bedre læringsmetoder og pædagogik og mindre fokus på eksaminer og karakterræs.

Jamen, vil man måske sige: har samfundet ikke både ret og pligt til at lave vurderinger af de pågældendes færdigheder? Uden den slags vurderinger, vil vi så ikke risikere at den portør der kører os på operationsstuen, også er den der skal operere os?

Svaret er at vi som samfund naturligvis må sikre os at dem vi ansætter til at udføre forskellige jobs, også er velkvalificerede til det, men det er jo ikke i modstrid med at afskaffe eksaminer og karakterer. Vi kunne fx sørge for løbende at vurdere elevernes kompetencer i samarbejde med eleverne. Det kunne bestå af jævnlige samtaler i løbet af året med eleverne om deres faglige niveau. Herved ville det formentlig betyde at eleverne følte sig inddragede i deres personlige udvikling og proces og måske føre til mere interesserede elever der deltog i den undervisning der blev søgt formidlet af læreren.

Det nuværende karakter-og eksamenssystem gavner de elever der er i besiddelse af en vis portion flegma og som derfor kommer frelst igennem hvilken som helst eksamen, i modsætning til dem som har udpræget eksamensangst, en tilstand som flere og flere oplever som følge af det karakterræs og krav om øjeblikkelige svar og spekulationer ved en prøve eller en eksamen.

Hvis formålet er at den reelle læring skal sættes i højsædet, så er det på tide at lade være med at spekulere på eksaminer og karakterer på den sædvanlige måde.

Personlig har jeg oplevet kollegaer der har benyttet karakterer og eksaminer som et disciplinarmiddel over for elever i en klasse som blev karakteriseret som urolige og støjende, og hvor kun krav om straf og belønning kunne tøjle dem. Det kan naturligvis virke anklagende over for lærere der ikke magter at håndtere en såkaldt urolig klasse, men det bør så medføre en anderledes tankegang end den gældende om at de bliver "straffet" med lavere karakterer og/eller udsigt til en dårlig afgangsprøve/eksamen fordi læreren har problemer med elevadfærden. Her må der andre pædagogiske midler til end disse øjensynlige udtryk for dårlig inddragelse af eleverne deres adfærd kan være resultatet af, og en inddragelse af eleven i sin egen ret i forbindelse med den undervisning der tilbydes denne, kunne være et af midlerne.

Spørgsmålet bliver altså igen: skal eleverne opdrages eller inddrages?

Selvom modstanden i dette tilfælde synes at være markant, svarende til den store modstand der i sin tid var mod at forbyde enhver form for korporlig afstraffelse af børnene, i skole såvel som i private hjem, burde det måske være på tide at se på andre måder at undervise på og andre tiltag til en udviklende pædagogik end den mere end hundredeårgamle metode om at eleverne kommer ind til det grønne bord, trækker en opgave og ud fra sin mere eller mindre veltalenhed om emnet, for derved at opnå en tilstrækkelig høj karakter til sine videre uddannelsesmæssige muligheder. Det er helt sikkert at en sådan tankegang, som sædvanen er, vil møde kraftig modstand fra både lærere og andre undervisere, fordi det er en ny, og måske endda en dyrere løsning, end de enkle metoder med en eksamination og en karakter givet af en eksaminator og censor til den mere eller mindre bævende eksaminand.

Modstanden vil formentlig findes blandt meget konservativt indstillede personer fra både lærer- og forældrekredse, akkurat som de der i 1997 endelig kom i mindretal da man besluttede at afskaffe korporlig afstraffelse generelt i både hjem og skoler, og det ser da også ud til at den tankegang fra fortiden efterhånden er nået til en mere accepteret måde at opdrage på.

Nu mangler vi blot at ændre tankegangen omkring karakterer og eksaminer til en mere acceptabel facon med fokus på læring som det primære.

De fleste vil sikkert foretrække elever der både er lærevillige og -vidende.

Det kan i hvert fald ikke med sikkerhed fastslås at dette opnås ved en årlig eksamen med censor og karakterer udtrykt i tal, især ikke i folkeskolens ældste skoleklasser.