Debat
Flyt afgangsprøverne, eller afskaf dem
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jeg undrer mig hvert år over, at der skal anvendes så mange resurser på prøveafviklingen i maj og juni måned. Problemet er, at eleverne ikke skal bruge prøverne til noget, da de allerede i marts måned har søgt og er kommet ind på en ungdomsuddannelse.
Hvorfor ikke flytte afgangsprøverne til januar/februar i stedet for maj/juni? Så ville prøveresultatet kunne bruges til at søge ind på en ungdomsuddannelse. Det ville i mine øjne give en fornuftig grund til at anvende alle de resurser på prøverne.
Eleverne vil da være færdige med folkeskolen i begyndelsen af marts måned. Resten af deres folkeskoletid skulle klasserne så deles op i hold, efter hvad de har valgt efter 9. årgang, for eksempel gymnasiet, teknisk skole, handelsskole, efterskole/10. klasse. Ideen er så, at man på de enkelte hold udvikler et samarbejde med de forskellige ungdomsuddannelser, hvor gæstelærere kunne stå for undervisningen.
Eleverne ville blive bedre rustede til at gå videre i uddannelsessystemet, hvor man i dag ofte hører fra gymnasieskolerne, at folkeskoleeleverne ikke er dygtige nok, når de starter. Med sådan et forkursusforløb sikrer man, at bundniveauet er lagt, inden eleverne begynder på en ungdomsuddannelse.
En god ide kunne være at udvælge nogle kommuner rundtomkring i landet, som kunne køre forsøget »flyt afgangsprøverne til januar«. En evalueringsproces skulle så kortlægge, hvordan forsøget gik. Her skulle alle parter høres: folkeskolen, ungdomsuddannelserne, lærerne og elever. Herefter kunne man tilpasse det og gennemføre ændringen på landsplan. For øvrigt en tankegang, som man måske skulle bruge lidt mere i stedet for bare at foretage en ændring for alle uden at kende resultatet og konsekvenserne af ændringerne.