Debat
Ministerens udenomssnak
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Bertel Haarders sjusk og kaos har nu stået på i adskillige år. I skoleåret 2005 blev de første, sidste og eneste naturfagsprøver i fysik/kemi og biologi afholdt. Året efter skulle geografi have været inkluderet. Det blev ikke til noget! Inden da havde kommuner og lærere spildt penge og tid på kurser, der skulle ruste lærerne til de nye udfordringer.
I årevis har ledere, lærere og elever måttet lide under skiftende og alt for sene udmeldinger fra ministeriet. Hvad der imidlertid fra starten af dette kaos har stået fast - som mejslet i granit - er Bertel Haarders gravskrift over gruppeprøverne. Dér har der ikke været slinger i valsen.
Læs ministerens udenomssnak i svaret til Danmarks Fysik- og Kemilærerforening om tilladelse til dispensation fra kravet om enkeltmandseksamination på www.fysik-kemi.ffw.dk/fokuspunkt/fokuspunkt
Her blot et uddrag: »Reglerne vedrørende individuel prøveform er indført for at sikre, at prøven afspejler den enkelte elevs viden og kompetence, og for at den enkelte elev sikres en individuel bedømmelse for præstationen ved prøven. Det er regeringens holdning, at eksamination og besvarelse skal foregå individuelt, således at det fremstår tydeligt, hvad den enkelte reelt kan, og således at den enkelte elev altid får en individuel bedømmelse og en individuel karakter for præstationen ved prøven. Jeg finder derfor ikke, at ansøgningerne om at afvikle prøven i fysik/kemi som gruppeprøve kan imødekommes. Bertel Haarder«.