Trusler

Østjysk skole evakueret på grund af bombetrussel

Offentliggjort Sidst opdateret

Opdateret kl. 14.54 med flere informationer. 

Folkeskolen Elsted Skole, der ligger nord for Aarhus, er blevet evakueret på grund af en bombetrussel rettet mod skolen.

Det skriver Østjyllands Politi på det sociale medie X.

"Vi er på skolen med bombehunde og så Forsvarets eksperter i ammunitionsrydning", siger pressemedarbejder Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi.

Evakueringen fandt sted tirsdag før middag og forløb fredeligt. Lærere og elever er kommet hen til Lystrup Idrætscenter, der ligger cirka ti minutters gang væk, og ingen er i fare derude, lyder det fra politiet.

De forældre, der vil, kan hente deres børn ved idrætscentret.

Truslen blev indtelefoneret, oplyser politiet til TV2 Østjylland.

Politikredsen vil ikke oplyse, hvornår truslen kom. Men den er blevet taget alvorligt, og politiet forventer at skulle bruge en rum tid på Elsted Skole, før den er tjekket igennem.

"Vi bruger så lang tid, der skal bruges til det. Vi er grundige og gennemgår det hele nøje", siger pressemedarbejderen.

Kort før klokken 14 oplyser politikredsen til TV2 Østjylland, at der endnu ikke er fundet noget på skolen.

Det er tirsdag over middag uklart, hvem der står bag truslen. Politiet er ved at undersøge sagen for at finde frem til gerningsmanden.

Politiet vurderer, at der ikke er fare for dem, der bor tæt på skolen, eller hvis man eksempelvis er ude at gå en tur i området.

Af skolens hjemmeside fremgår det, at skolen har cirka 850 elever fordelt på 37 klasser. Derudover er der cirka 100 ansatte.

/ritzau/