Tosprogede

Nødlandingen

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Lars Heyn

Systimes letlæsningsserie, spor 2 og 3

40 sider inklusive cd-audio, 125 kroner

Systime

Bogen handler om den enlige mor Mette og hendes seksårige søn Kristian. Faderen er gift igen. Den foregår i halvfjerdserne og er første del af en serie, der vil følge Kristian op til nutiden.

Bogens kapitler beskriver hverdagsliv i Danmark med børnehave, arbejde og travlhed. Traditioner som fødselsdag og jul med familiebesøg og kirkegang er også med. Det meste foregår i et bymiljø i København, men der er også besøg på en bondegård og flyture. Mettes arbejde som stewardesse beskrives, så man forstår, hvad der sker i et fly ved start. Der er en spændende episode, nødlandingen. Bogen ender med en 'cliffhanger'. Vil Mette tage Kristians far tilbage?

Personskildringen er enkel, men realistisk. Bogen er tilrettelagt, så den præsenterer læseren for hverdagsliv i Danmark, både sprogligt og kulturelt. Den er skrevet i et enkelt og lettilgængeligt sprog og er opbygget i otte kapitler, hvor siderne er gjort overskuelige med korte afsnit og illustrationer.

Med bogen følger en cd, hvor bogen læses op, så man hører en dansk sprogtone.

Kapitlerne læses op af flere personer. Der læses med pauser mellem de korte afsnit på hver side, således at det er nemmere at følge med.

Materialet vil være udmærket i undervisningen i dansk som andetsprog på grund af sin letlæselighed, overskueligheden i opbygningen og det klare indhold, der også gør det brugbart som udgangspunkt for samtaler og debat om hverdagsliv i Danmark.

Det henvender sig især til unge og voksne indvandrere, men er også velegnet til specialundervisning. Blandt folkeskolens ældste elever vil det især appellere til piger i specialundervisning eller modtagelsesklasser.

Winnie Nielsen