Dansk
Sprogets verden og din
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Om menneskets mærkværdige evne for sprog
Af Ebbe Spang-Hanssen
220 sider, 200 kroner
Gyldendal
Det er ikke altid, at den klareste indsigt er et destillat af den skinbarlige sandhed. Denne bog indledes med en herlig historie om Hanherred Opfinderforening, der for små hundrede år siden arvede en hel lade fuld af den afdøde overopfinders ting. Skrammel, tænkte naboerne. Geniale opfindelser, tænkte medlemmerne. De skal bare sættes rigtigt sammen! Og gennem det omfattende sorteringsarbejde opstod nye og vidt forskellige teknologiske landvindinger, alt efter hvilke kriterier arbejdsgrupperne kategoriserede efter.
Allegorien er fin nok. Opfindelserne ligger - ligesom de mest komplicerede indsigter udtrykt gennem sproget - som en latent mulighed i skrotbunken (eller ordbogen) og skal blot sorteres efter systemer udpønset af sindrige hjerner for at danne helt nye meninger, der aldrig er hørt før.
Hvor forskelligt man kan sortere i sproget, vises gennem mængder af eksempler. På fransk har man for eksempel ikke noget ord for gulv i bred almindelighed. Det, vi står på, hedder noget helt forskelligt, alt efter hvilket materiale det er lavet af.
Forfatteren arbejdede i sine mange år som professor med problemer omkring maskinoversættelser og viser gennem praktiske eksempler, hvad der ikke kan lade sig gøre - og hvorfor. Den vigtigste forklaring, at menneskets evne til at afkode sprog er så formidabel, at vi også afkoder og reagerer på sociale budskaber, som computeren ikke har en chance for at gennemskue. Som hvilken vej man bladrer frem i en bog. Er de laveste sidetal måske ikke dem, der står længst fremme?
Afsnittene om, hvordan man på forskellige sprog gengiver samme mening, selv om ordene fremføres i forskellig rækkefølge, er udpræget for grammatiknørder, men de er velskrevne og indsigtsfulde, så de også er forståelige for læsere, der ikke finder spas ved at indsætte enhver samtale i Didrichsens sætningsskema.
Ethvert sprog er en måde at opleve verden på, skriver forfatteren. Denne gode bog om sprog giver gode oplevelser.
Tonny Hansen