Billedbøger
Historien om Noas Ark
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Af Michael McCarthy
Oversat af Erling Møllehave
Illustreret af Giuliano Ferri
32 sider, 199,50 kroner
Carlsen
Forfatteren Michael McCarthy, der har sin teologi i orden, har på baggrund af studier i beretninger om syndfloden, dyrestudier og besøg i børnehaveklasser lavet denne genfortælling af beretningen om Noas Ark.
Den mundrette oversættelse af bogens versificerede tekst bringer elegant fortællingen ind i ørerne på skolens yngste, mens de pastelfarvede billeder med figurer i italiensk tradition fungerer både som dramatiske fortællere og som symbolske tegn på, at der er en mening med dramaet. Hvilket regnbuen på sidste opslag jo også bekræfter.
En fin bog til oplæsning og billedkigning i indskolingens dansk- og religionsundervisning.
Jens Raahauge