Billedbøger
Bogstavskolen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Af Louis Jensen
Illustreret af Hanne Bartholin
34 sider, 199 kroner
Gyldendal
Vi kender den berømte Bogstavskole ved Skanderborg Sø, for den har vi læst om i 'De bortblæste bogstaver'. Og nu får vi endnu en historie, fortalt delvist af læreren Gamle Ø, som har det meste af sin autoritet siddende i tværstangen.
Vi hører om, at bogstaverne går i skole for at lære, hvordan man skal opføre sig for at komme med i en bog, man skal kunne være helt stille, når bogen er åben, man skal kunne vrimleløb for at komme på plads, når bogen bliver åbnet, og meget mere. Men når bogen er lukket, må man feste og mødes med andre bogstaver til helt nye ord. Blot skal man altid blive i bogen. Det er dette krav, bogstaverne i denne historie forsynder sig imod. Og så går det galt. Under den forbudte leg møder Lille g Lille o, og fluks bliver han forelsket. Sammen bliver de ført bort af vandet fra et smeltende snefnug, og sammen går de grueligt meget igennem, indtil Lille g mister sin kærlighed, da hun triller ind i et bål. Så ulykkeligt ender Gamle Ø's fortælling, men Louis Jensen føjer en trøstekrølle på historien, da han inviterer Lille g ind i sin bog - og lader ham stå sammen med et andet o, som han måske kan blive lige så glad for.
Hanne Bartholin giver Louis Jensens poetiske bogstavdrama et helt unikt medspil på samtlige sider. Alle opslag er helt dækkede af klare, men afdæmpede farver, der må være sprunget ud af det poetiske vand i Skanderborg Sø. De agerende bogstaver optræder karakterfuldt, så man får et personligt forhold til dem. Jo, man kender de bogstaver - og lever med dem i lyst og nød, når hyggen breder sig, eller når uhyggen tager over. Og på alle opslagene står de bogstaver, som har lært at stå stille i denne bog, sort på lyse farver eller hvidt på mørke farver og bliver en del af illustrationen.
Dette er en absolute picture book, der kan sætte gode tanker i sving om bogstaverne og deres natur: tænk, at de fester og danner nye ord, når bogen er lukket, og monstro man kan lukke en bog så hurtigt op, at bogstaverne ikke når at få afsluttet deres vrimleløb.
Altså en smuk og tankeskabende bog til alle i skolens yngste klasser, som er bogstavsultne.
Jens Raahauge