Billedbøger

Hvordan næsehornet fik sin runkne hud

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Rudyard Kipling

På dansk ved Jesper Ewald

Illustreret af Lilian Brøgger

24 sider, 199 kroner

Høst & Søn

Kiplings historie er den gode gamle. Om næsehornet, der pænt lægger sin rynkefri hud for at bade i Det røde Hav, og om parseren, der hævner, at næsehornet har stjålet og ædt hans kage, ved at fylde dets hud med tørre, overgemte kagekrummer og brændte korender.

Hævnen virker. Krummerne klør, så næsehornet siden den dag har haft folder i sin hud og ondskab i sit væsen.

Det nye er Lilian Brøggers illustrationer, som danser og bølger hen over siderne med samme elegance, som det virkeligt røde hav tager imod sit ombølgede badedyr af et nøgent næsehorn. Hendes fortolkning af historien erforfriskende og fræk og måske også med en solidaritet med det buldrende, adfærdsvanskelige dyr. Nok virker næsehornet olmt både på omslaget og på illustrationen på næstsidste opslag, hvor kagekrummerne gør deres virkning. Næsehornets mund krænger nedad i vrede, men lur mig, om ikke der er vemod i dets øje.

En fin bog til indskoling og mellemtrin, både i sig selv og som appetitvækker til Kipling, der er så meget mere end Disney.

Jens Raahauge