Forholdet mellem skolen, dannelse og fag har altid været kontroversielt. Forholdet har til tider endda haft trange kår.

For nogle er dannelsesbegrebet alt for abstrakt og langhåret til, at det kan sige noget om elevernes læringsprocesser. Vi lever i en innovativ tid og med nye digitale muligheder. Derfor hører dannelse ikke specifikt til i skolen. Det har mere en klang af fortiden, støvede værdier og en stivnet faglighed. Skal man for alvor gøre noget for børns læring, skal man droppe dannelsessnakken og se fremtidens nye læringsformer i øjnene.

For andre er dannelse helt centralt og udtrykker hele kernen i det at holde skole og undervise i skolens fag. Her er man træt af læringsmålstyring og ser fagene og lærernes professionelle dømmekraft i et langt mere normativt orienteret perspektiv. Derfor skal skolen, fag og dannelse ses i en tæt relation. Uden dannelse mister skolen sin egentlige betydning.

Positionerne er trukket op, indimellem for hårdt. Hvor den ene position gør opmærksom på, at dannelse kan overophede skolen, hvis den bliver for idealiseret, gør den anden position opmærksom på, at undervisningen bliver tilfældig og alt for mekanisk og teknisk uden en normativ ramme.

Som ofte i pædagogikken og didaktikkens historie ligger sandheden et sted i midten. Ikke i en lunken midte, som alle kan slutte op om og være tilfredse med, men en midte, der har blik for, at begge positioner faktisk kan have ret og uret på samme tid. Derfor kan det være nødvendigt at se lidt nærmere på, hvad skolens og fagenes dannelsesbidrag egentlig er, og hvordan fagene reelt bidrager til elevernes lære- og dannelsesprocesser.

De spørgsmål har en række dygtige fagdidaktikere og uddannelsesforskere stillet i bogen »Dannelse i alle fag«. Antologien er et samarbejde mellem Danmarks Lærerforening (DLF) og forlaget Dafolo. Gennem forskellige bidrag viser bogens forfattere, at skolens dannelse sker gennem fagene, og at netop de forskellige fag bringer forskellige dannelsesprocesser i spil.

Tiderne skifter

Bogen er på sin vis et godt eksempel på, at tiderne er skiftet, og at vi igen taler meget mere eksplicit om skolens brede sociale horisont, om skolens formål, fagenes dannelse og undervisningen.

I alt for lang tid har diskussionerne kredset om effekt og styring, således at de større sammenhænge og konkrete pædagogiske betydninger har mistet deres pædagogiske og didaktiske relevans. Det er, som om læringsdiskursen er blevet en ensidig effektdiskurs, mens dannelsesdiskursen mere og mere har mistet sin didaktiske betydning. At læring og dannelse hænger sammen og ikke kan undvære hinanden, er gledet ud af den uddannelsespolitiske dagsorden og derfor også gledet mere og mere ud af lærerværelsets frugtbare diskussioner.

At lære at læse, skrive og regne er ikke blot teknikker, der er nødvendige at lære som nyttige og funktionelle færdigheder, men også veje ind i en skrivende og symbolsk kultur. Den, der lærer at læse, får på en måde hele verden repræsenteret én gang til og i stadig gentagelse og fornyelse. Og fagene i skolen er ikke blot udtryk for en eller anden tilfældig læreplan, men dannelsesnøgler til at forstå egne erfaringer i et langt større perspektiv.

Børn står og lever midt i verden, men det er umuligt direkte at se dens grundlæggende opbygning og orden. At se, forstå og handle i verden gennem dansk, biologi, idræt eller billedkunst udvider deres primære erfaringer og medvirker til, at de lærer at se sig selv og de andre i et langt større perspektiv.

Ingen har dannelsesmonopol

Børn dannes i mange relationer som for eksempel i familien, fritiden og gennem kulturen. At se skolen som den eneste dannelsesfaktor i børns liv og i samfundet ville være at gøre skoledannelse til den egentlige dannelse. Det ville ingen nok bryde sig om, da dannelse ikke stopper med skolen, men fortsætter hele livet.

På en måde kan man sige, at det fantastiske ved dannelsen er, at den ikke ejes af nogen, og at ingen derfor har monopol på den. Dens kraft ligger i dens almenhed.

I skolen sker dannelsen på en særlig måde ved at være sammen om en række centrale fag og fagligheder. Eleverne undervises dannende gennem fagene. Men fag og fagligheder er ikke statiske størrelser. De forandres i og gennem tiden. Man underviser i dansk og matematik på anderledes måder nu end dengang. Det gælder også for idræt og kristendom. Nye fag kommer gudskelov til som for eksempel teknologiforståelse eller håndværk og design.

Men uanset fagenes forandringer og samfundets innovation skal eleverne stadig dannes ind i en verden af betydning, og deres individuelle interesser skal dannes ud og dermed blive til. Derfor er skolens dannelse ikke noget eksplicit for de få, men for alle elever.

Didaktisk frihed og skolens ideal

I lyset af den uddannelsespolitiske udvikling har en rådgivningsgruppe under Undervisningsministeriet udarbejdet en række centrale anbefalinger, som fremover skal lægges til grund for vejledningerne for Fælles Mål. Ét centralt aspekt i anbefalingerne er, at lærernes didaktiske frihed og skolens formål skal være langt tydeligere i vejledningerne fremover. Uden formål og frihed ingen dannelse.

Danmarks Lærerforening har gennem flere år arbejdet på at formulere lærernes folkeskoleideal, hvor ét af idealerne netop også peger på fagenes dannelsesperspektiv.

Både de ministerielle anbefalinger og DLF's skoleidealer kan påminde lærerne og skolelederne om ansvaret for at se undervisningen og hele skolens samvær i et meget mere dannende perspektiv. Så bliver det væsentligt at kunne præcisere, hvordan fagene målrettet bidrager til elevernes dannelsesprocesser, og hvordan en skolekultur ser ud, der repræsenterer en fælles dannelseshorisont.

I forholdet mellem skolen, dannelse og fag ligger spændende diskussioner. Nogle er kendte i den pædagogiske og didaktiske idehistorie, men andre er nye, fordi verden forandrer sig. Derfor er det vigtigt, at lærerne og lederne tager dannelsesbegrebet tilbage igen helt ind i skolen og undervisningen. Støver dannelsen af og sætter den i kendte og nye former.