Specialskole har succes med at lade ADHD-elever gå til afgangsprøve

Ungehuset i Aalborg modtager elever med ADHD, der ofte klassificeres som både uunderviselige, udadreagerende og umulige at rumme i andre specialtilbud. Alligevel slutter de af med at tage en fuld 9. klasses afgangsprøve og med gode karakterer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi begyndte sidste år med én elev, som klarede sig fint. Før sommerferien havde vi endnu fem elever til afgangsprøve, og i gennemsnit ligger deres karakterer 0,6 over landsgennemsnittet. I dette skoleår følger endnu ti", fortæller afdelingsleder Niels-Jacob Ulstrup fra Ungehuset, som Aalborg Kommune etablerede i 2004.

Eleverne har været til afgangsprøve på Sulsted Skole og på samme vilkår og i samtlige udtrukne fag som alle andre i folkeskolen, understreger han.

Omgivelserne har ellers ikke de store forventninger til målgruppen, der er truet af marginalisering.

"De har typisk fire-fem og helt op til otte skoleskift bag sig, når vi får dem. Mange er udadreagerende, og vi er endestationen, for ingen andre kan rumme dem", siger Niels Jacob Ulstrup.

Eleverne magter at komme på teknisk skole

Eleverne drømmer om en fremtid med uddannelse og job. De vil være mekanikere, smede og tømrere.

"I dag er det ikke nok, at man har skruet hænderne rigtigt på. Man skal også kunne håndtere teori, og afgangsprøven dokumenterer, at man er i stand til det. Men i deres handleplaner står der ikke noget om ambitioner, og det ligger i kortene, at vi skal rumme dem, indtil de er gamle nok til at kunne komme på førtidspension. Men vi mener godt, de kan magte at komme på teknisk skole", siger Niels-Jacob Ulstrup.

En af de fem, der var til afgangsprøve i år, er begyndt på teknisk skole som eleektriker, mens de fire andre går i 10. klasse, så Ungehuset får tid til at planlægge en studieretning for dem og til at overlevere dem ordentligt.

"Det nytter ikke, at de har fine karakterer, hvis de dropper ud af teknisk skole efter 14 dage", siger Niels-Jacob Ulstrup.

Der behøver ikke stå 12 over hele linjen

Når det står klart, hvilke fag eleverne skal til afgangsprøve i, koncentrerer lærerne undervisningen om disse fag.

"Eleverne får det rette antal timer i samtlige fag, men med et fleksibelt skema kan vi finde på at køre historie af på tre uger. Hvis de så skal op i historie, vender vi tilbage til faget. Eleverne har mange faglige huller, og vi kan ikke indhente pensum fra 2. til 9. klasse på otte måneder, men vi kan tilrettelægge undervisningen, så de får mest muligt ud af den".

Eleverne ved, at karaktererne er vigtige, men lærerne gør meget ud af at forklare dem, at der ikke nødvendigvis behøver stå 12 på afgangsbeviset.

"Det vigtigste er, at de får et afgangsbevis. Hvis de får 12 i det hele, uden at de har udviklet deres sociale kompetencer, får de alligevel ikke et job. Og den basale viden om almen omgang med andre mennesker har de ikke, så det bruger vi også tid på at lære dem", siger Jens Pedersen, der underviser i dansk.

Afgangsprøverne bidrager til Ungehusets berettigelse

Trods karakterer over landsgennemsnittet mener Niels-Jacob Ulstrup ikke, at Ungehusets elever kan inkluderes i folkeskolen.

"Når vi får dem i 8. klasse, handler det om at gøre dem parat til det, der venter dem efter folkeskolen. Andre har grinet af, hvorfor vores elever overhovedet skulle i skole. Sådan går det, hvis man fokuserer på deres begrænsninger, men der er ingen grund til at lukke døre for dem. Det kan godt være, de ikke får et gennemsnit på 10, men 7,2 er også flot", siger Niels-Jacob Ulstrup.

Han kalder afgangsprøverne for et vendepunkt for Ungehuset.

"Vi er et meget dyrt tilbud, så vi skal vise resultater for at berettige vores eksistens. Det bidrager afgangsprøverne til", siger afdelingslederen.

Læs i næste uge, hvordan Ungehuset griber undervisningen an.