Jeg er netop kommet tilbage på stuen fra opvågningen efter en operation i ryggen på Rygcenter Middelfart. Jeg har gennem hele forløbet oplevet en enestående venlighed og omsorg kombineret med stor professionel ekspertise.

I efteråret fik jeg en god og tryg vejledning om MR-scanningen, og senere var jeg i kontakt med en fantastisk sygehussekretær, der på enestående vis hjalp mig med ventelisteproblematik mm.

Forundersøgelsen var præget af stor effektivitet, men samtidig følte jeg mig helt tryg, da alle, jeg mødte, udviste høj professionalisme og et ærligt engagement i, at jeg følte mig sikker på, hvad der skete. Og det gjaldt virkelig ALLE: Læger, sygeplejersker, lægesekretær og laborant.

I går søndag aften ankom jeg så til Rygcenter Middelfart. Sosu-assistentens og sygeplejerskens gode modtagelse af mig gjorde, at jeg sov tryg og godt natten inden operationen, og det forsatte på samme høje niveau efter vagtskiftet og under portø-rens transport af mig til operationsstuen. I den korte tid, der gik, inden jeg forsvandt i narkosens drømmeløse søvn bidrog alle til, at jeg “forsvandt” med et lille smil på læben.

Nu gik operationen helt perfekt, og så er det jo ikke svært at være glad, når man vågner, men sygeplejersken og den sygeplejerskestuderende (du bliver en fantastisk sygeplejerske!), der var på stuen, da jeg vågnede, bidrog i den grad til, at det var svært at undgå en tåre i øjenkrogen af glæde og taknemmelighed.

Jeg har med vilje ikke skrevet navnene på de mange, der har hjulpet mig. De har hver især været fantastiske, men jeg tror faktisk ikke, at jeg har været heldig, for så heldig kan man ikke være. Jeg har en stærk fornemmelse, at langt, langt de fleste af deres kolleger ville have givet mig samme fantastiske behandling.

Vi har et sundhedsvæsen og en offentlig sektor, hvor de ansatte generelt er drevet af et stort engagement for at gøre en positiv forskel for de mennesker, de møder i deres daglige arbejde. Og hvor de ansatte kan så meget mere end det rent faglige. Som Søren Pind udtalte som uddannelsesminister: “Når den døende kræftpatient bliver mødt af en sygeplejerske, skal patienten møde en sygeplejerske, der kan meget mere end at give den rigtige smertestillende medicin - patienten skal møde et menneske”. Og derfor, argumenterede Søren Pind, skal dannelse være en central del af vores uddannelsessystem. Hvor han ret!

Og det begynder i folkeskolen. På spørgsmålet om, hvorfor danske soldater generelt bliver rost, når de deltager i internationale missioner, svarede den daværende chef for de internationale styrker, at det skyldtes folkeskolen og en god militær uddannelse. Folkeskolen lærer eleverne at blive kloge mennesker.

Den instrumentalisering, der er forsøgt gennemført af undervisningen i folkeskolen i de seneste år med læringsbegrebet, læringsmålstyret undervisning, nationale test, præmiepuljer, visible learning og alle mulige andre læringskoncepter, peger i en helt anden retning.

Heldigvis oplever vi en spirende politisk modstand mod denne udvikling, og det er virkeligt glædeligt, for jeg håber at alle, der som jeg, får brug for hjælp, også i fremtiden bliver mødt af personale med stor faglighed og stor menneskelighed. Derfor er det vigtigt, at vi stopper op og giver os tid til at drøfte det vigtige spørgsmål: Hvorfor holder vi skole?

Inden jeg begiver mig på min første gåtur ud i opholdsstuen, kan jeg ikke lade være med at udtrykke glæde (og en vis stolthed) over, at jeg i 10 år blev vist den tillid og det ansvar at stå i spidsen for at skabe gode rammer for de offentligt ansatte. I gør en fantastisk indsats!