Lektor Keld Skovmand har brugt de seneste tre år på at grave sig ned i alle dokumenter om den - korte - epoke i dansk skolehistorie, hvor »læringsmålstyring« var et gennemgående ord. Og tak for det.

For ordet lyder så normal-djøf-dansk, at vi uden Skovmands indsats måske ikke rigtig havde lagt mærke til, hvad det betyder. Jo, nogle gjorde oprør mod forkærligheden for at forholde sig til børns læring frem for den undervisning, der skal lede dem derhen. Andre reagerede på begrebet læringsmål og atter andre på hele målstyringsparadigmet i den offentlige sektor.

Men hovedproblemet er, hvordan de tre ting umærkeligt blev blandet sammen til et begreb - læringsmålstyring - der fik officiel status.

Undertegnede mistænker ikke erfarne skoleforskere som Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen for at have haft intentioner om at fremme en stærkere statslig styring af undervisningen med pædagogiske argumenter. De har derimod forskningsmæssigt vurderet, at elever lærer bedre, når de klart ser og forstår de næste læringstrin, de kan opnå. Det kan diskuteres, og det bliver det - blandt både forskere og lærere verden over.

Skovmand: Læringsmålstyring var ikke baseret på forskning

Samtidig har Danmark tradition for nogle centralt fastsatte dokumenter, ikke med pensum eller curriculum, men med løsere formuleringer af, hvad eleverne i folkeskolen skal lære. Disse dokumenter har siden slutningen af 1990'erne heddet noget med »mål«.

Men så er der målstyring - den udbredte ledelsesform, hvor man lader ledelsen af den enkelte institution forvalte en pose penge og selv finde vejen til at opfylde nogle centralt fastsatte mål. Det er et ledelses- og organisationsparadigme, og også her kan der findes forskningsbaserede argumenter både for og imod. Men det har ingenting med pædagogik eller børns læring at gøre. Overhovedet.

Måske har nogen set en fordel i en diskret sammenkædning af begreberne, og måske er det bare det sproglige sammenfald, der forledte Undervisningsministeriets embedsmænd til at opfinde begrebet læringsmålstyret undervisning. I hvert fald har Keld Skovmands arbejde fået dem til at erkende, at det var dér, på de ministerielle kontorer, begrebet blev født, og endnu vigtigere har politikerne grebet ind, taget begrebet af bordet og blødt de Fælles Mål op igen.

Den lære, som kan uddrages af forløbet, må være, at vi som borgere - og særligt som politikere og journalister - skal lade være med at tage nye smarte ord til os uden omtanke. Vi skal undre os og spørge til deres betydning og oprindelse - for ord betyder noget.