"Som skoleleder rammer bogen lige ned i det behov, vi har for at kunne kvalificere arbejdet yderligere", udtaler skoleleder Lasse Reichstein fra Hellerup Skole til citat på bogens bagside, og han begrunder det med, at bogen er "tilpasset en nutidig, dansk kontekst". Så er det sagt, hvad der er bogen styrke, og dens tilpasning er sket gennem en kobling af internationale, ikke mindst angelsaksiske, forskningsresultater, som også ligger til grund for folkeskolereformen, og forskning og konkrete erfaringer fra danske udviklingsprojekter.

Bogen formidler denne kobling i kapitler om databegrebet, data i strategisk skoleledelse, datahavet, det professionelle læringsfællesskabs brug af data, dataliteracy og teknologiske og kulturelle perspektiver. Bogen konkretiserer de fremførte overvejelser i en række cases, der får det abstrakte gjort skolenært og drøftelsesværdigt. Og endelig lancerer bogen en værktøjskasse, der er klar til at blive åbnet; blandt andet ved at hente værktøjerne Målpilen, Bruttolisten, Dataårshjulet, Anvendelsesskemaet, Datacentrifugen, Teamaftalen, Fundjournalen, Handlingspilen og Datarelevanscirklen på www.dafolo.dk/ledelsemeddata.

Bare ved at iagttage kapitelindholdet og værktøjskategorierne kan man få indtryk af, at der eksisterer et hav af data, som kalder på både registrering, vurdering og prioritering. Og værktøjerne er en god hjælp til sådanne processer, både internt i ledelsesteamet og i samarbejdet med skolens øvrige aktører.

Bogen kommer fint rundt om problemfelterne, beskriver sobert mange processer omkring arbejdet med data og får tændt en række opmærksomhedslamper, der kan skærme mod at dratte i nogle af de mange lumskebugter, som skjuler sig ved datahavet. For eksempel kan man nemt blive fanget i en summativ dataanvendelse og derved blive tilbageskuende, eller at man ukritisk kan falde for at se data som målet og ikke som det, det retteligt er, nemlig midlet.

Et af de fine afsnit i bogen beskæftiger sig, som bogens undertitel signalerer, med ledelse med data, der giver mening. Utallige data kommer til eller kræves af skolen udefra, og dem skal man så vidt muligt få gjort meningsfulde. Men i skolens praksis skaber man også en række data, der giver mening, netop fordi de er skabt ud af hverdagen. De kan være mundtlige udsagn, elevrefleksioner, portfoliomapper og alt det, som vi eller samler op og bruger i arbjedet på at være professionelle medarbejdere. Man kunne godt vende bogens undertitel om og tale om ledelse med mening, der giver data.

Når den formulering kan være at foretrække, så beror det på, at bogen - ud over at være "tilpasset en nutidig, dansk kontekst" - forholder sig tavst til en lang række af de problemstillinger, som også gør sig gældende i "en nutidig, dansk kontekst". Man har en særdeles fin beskrivelse af datahavet, og ganske som verdenshavet synes det at kunne fylde en stor del af skoleverdenen. Og ganske fint introduceres dataliteracy som evnen til at læse data. Men læsningen foregår i øverste understrøm, de udefrakommende datamængder, og i overfladen, de skvulp, der er skabt af lokale data.

De enorme mængder af aflejringer på bunden, de opslemmede affalds- og giftstoffer og de kunstige øer af emballage springes let og elegant over. Hvordan får man de datahungrende politikere og embedsmænd til kun at forlange meningsfulde data? Hvordan styrker man skolernes bestræbelser på at finde en balance imellem de datakrav, der kommer udefra, og dem, man selv producerer, fordi de har mening? I forbindelse med læringsmåldebatten har en lærebogsforfatter påpeget, at der skam er tid til spræl, fordi man kan nå sit pligtstof på 36 uger. Og hvordan får man øje på de forhold, som ifølge bogen ganske rigtigt findes, men som forbigås i næsten aktiv tavshed? Begrebet undervisning er stort set ikketilstedeværende i bogen, ligesom der i beskrivelsen af ledere, lærere og elever vægtes udvikling og læring, mens eksempelvis ordet personlighed ikke forekommer.

PLF, som i min studietid var betegnelsen for en palæstinensisk befrielses- og/eller terrororganisation, er nu den faglige betegnelse for Pædagogiske Lærings Fællesskaber. Deres formåen beskrives fint; det tab, der kan følge med denne organiseringsform, forbigås i tavshed.

Halfdan Rasmussen slutter et digt om at læse tosserier op sådan: "Og i samme sekund / man svæver i det poesiblå, / er der et barn der råber: / Han har jo ingen ski på".    

Jeg vil ikke påstå, at forfatterne til denne bog ingen ski har på. De har fine vandski til brug på datahavet. Men så heller ikke andre - og man skal vel undgå den begejstring for data, der gør, at det meste kun rager os en vandski.