Det er altid interessant at se på sprog og sprogbrug, og hvordan nye ord og begreber påvirker den måde, vi er sammen på. Det er ikke nogen tilfældighed, at bogen hedder ”samspil” og ikke ”samarbejde”, som tidligere var det begreb, man brugte, når relationen forældre og skole skulle beskrives. Dynamikken har det med at forsvinde, når der tales om samarbejde i forhold til samspil.

Vi hører hele tiden om ”curlingbørn” og krævende forældre, men hvis vi for en enkelt gang skulle prøve at se tingene fra forældrenes perspektiv, så kræver skolen også, at forældrene har tid, overskud og kompetence til at indgå i et aktivt samspil med skolen og er på forældreintra, bager kage til sammenkomster, eller hvad det nu kan være, der er på dagsordenen til deres børns skoleliv. Forældrene opfordres til at involvere sig og tage ansvar for alt fra legegrupper og læsetræning til læringsplatforme. Problemet er, at det er ikke alle forældre, der kan det. Derfor er det op til skoler og lærere, at de lærer forældrene at kende så godt, at hvis der er sprogproblemer, sygdom, manglende uddannelse eller andre problemer i familierne, er skolen opmærksom på, hvordan der kommunikeres. Er det for eksempel alle forældre, der har råd til at have en computer og internetadgang, og ved alle forældre, hvordan man bruger forældreintra?

Jeg læste et sted, at Danmark er det sted, hvor social mobilitet er svagest. Gør vi nok for, at ”Matthæus-effekten” brydes? Det handler om resurser, og det handler om forældrenes eget uddannelsesniveau. Det kan kun skyldes, at vi fra skolens side har glemt, at vi ikke er lige i Danmark. Det handler om tid, overskud og kompetencer, og at det er svært for mange af os med uddannelse at huske, at der findes mennesker, der ikke ejer en computer, og som ikke læser akademisk, og som ikke hele tiden kommunikerer på skrift. Det er os, der stiller de øgede krav til skoleforældre i dag, hvor vi skriver, at de skal involvere sig i deres barns skolegang og tage ansvar. Det er det bare ikke alle forældre, der kan. Derfor er det op til skoler og lærere at skabe et afbalanceret samspil mellem skole og hjem.

Det er ikke nyt, at skole og hjem skal samarbejde. Det har vi en lang og lovfæstet tradition for i Danmark. Særligt fra 1970’erne begynder samarbejdet at tage den form, som er udbredt i dag, med forældre­møder, skole-hjem-samtaler og sociale arrangementer.

Forældreperspektivet er som en linse, vi kan lægge hen over skole-hjem-samarbejdet. Bogen stiller forældrene op i fire forældretyper, og det er faktisk ikke så dumt endda. Det giver god mening at sætte forældre i kasser og begreber, fordi det skærper vort blik på, at der faktisk er store sociale forskelle på forældre i dag – ikke mindst – fordi det ikke længere er selvfølgeligt med kernefamilien med både en mor og en far.

Der er mange gode iagttagelser i den lille bog, og en af dem handler om, at vi som skole skal være opmærksomme på, at vi ikke indgår en hellig alliance med de resursestærke forældre, der har både tid og råd til at deltage i deres børns skoleliv. Vi skal have fjernet alt, hvad der hedder kagebagningskonkurrencer og konkurrencer om det bedst udklædte barn i skolen, og forhindre, at de veltalende forældre kan tryne de mindre veltalende. Vi skal igen lære om social fantasi og om socialklasser på lærerseminarierne.

Uligheden vokser i Danmark. Og vi skal sørge for, at alle trives i skolen. En god bog, der er god at blive klog af.