Anmeldelse

Filt dig klog

Håndværksglæde

Korte, overskuelige tekstafsnit og mange praktiske eksempler, der vil kunne tilpasses undervisning på forskellige niveauer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det første, der slog mig ved gennemlæsning af bogen ”Filt dig klog”, var en oplevelse af forfatternes solide kendskab til deres primære målgruppe, nemlig ”lærere, der vil bruge filtning i faget håndværk og design”. Dernæst fulgte registreringen af en særlig tilgang til det faglige indhold uden løftede pegefingre, men med en vedholdende åbenhed i forhold til ideer, processer og projekter – individuelle som mere kollektive. Og som det tredje en gennemgående arbejdsglæde både ved selv at eksperimentere og ikke mindst ved at formidle de erfaringer, der indtil videre har vist sig væsentlige i forhold til den gamle teknik.

Fakta:

Titel: Filt dig klog

Forfatter: Ulla Lindholm, Mette Østman

Pris: 375

Sider: 112

Forlag: Meloni

Bogens struktur udgøres af fem primære kapitler ordnet under overskrifterne "Indledning", "Om filt", "Håndværket", "Filtning og anden læring" samt "Filteforløb" organiseret i forslag til forløb baseret på arbejdet med henholdsvis flader, hule former og massiv filt. Indledningen er skrevet i et direkte sprog – kollegialt og ligefremt i sin form – og med en særlig understregning af forfatternes egen frie tilgang til processerne og de mange muligheder, der fortsat vil kunne udvikles. Her skrives også lidt om uld som bæredygtigt råmateriale og om forskellen på at lære en teknik og på at kunne bruge den. Endelig sættes filtning ind i den ramme, som faget håndværk og design naturligt udgør, og som kan have udløbere til andre fagligheder.

I afsnittet "Om filt" fortælles kortfattet om udvalgte dele af filtningens historie. Og trods det, at der i litteraturlisten henvises til flere væsentlige kilder inden for området, savner jeg her klare og direkte henvisninger. Til gengæld er det lykkedes at skaffe nogle rigtig gode illustrationer, der har bud til såvel historisk interesserede elever som andre med en stærkere fornemmelse for mere legende og eksperimenterende tilgange.

Der arbejdes metodisk og pædagogisk med forudsætningerne for at kunne undervise i filtning, i teknikken som i de relevante fagudtryk. I et omfattende kapitel om håndværket gennemgås forskellige typer af uld til filtning og de former, ulden kan indkøbes i, i forhold til undervisning. Sidstnævnte følges op af tydeligt illustrerede afprøvninger af den såkaldte krympefaktor – hvilket er afgørende for et godt resultat. Som en sidste overordnet tilgang lægges op til at bruge filtning i forhold til andre fagligheder. Brugbart i såvel kortere som længere forløb.

Bogens sidste store del rummer en overdådighed af ideer spændende fra små individuelle projekter til større kollektive ditto – fulgt af mange inspirerende illustrationer. Praktisk og overskueligt for såvel den erfarne underviser som den, der skal i lag med filtning for første gang.