Rothsteins artikel er delt på de sociale medier, og på Facebook har den i skrivende stund 308 kommentarer. Formentlig af divergerende varighed og lødighed, men ikke desto mindre kalder rubrikken ”Kristen mission skal helt ud af folkeskolen” på en reaktion fra mange kristendomslærere i netop folkeskolen. Her er en af dem.

Jeg er overbevist om, at de fleste kristendomslærere med respekt for sig selv og deres fag ikke mener, at deres undervisning giver dem hverken anledning eller ret til at missionere. Uanset hvilken trosretning eller mangel på samme, de selv måtte bekende sig til. Det har vi ganske enkelt ikke lov til, og lad det endelig blive ved det.

Fagbetegnelsen spænder ben

Jeg ved, at man til enhver tid vil pege på, at vores samfund hviler på kristent grundlag, at vi har grundlovssikret religionsfrihed, og at vores kirke er og bliver evangelisk- luthersk. Det ligger implicit. Det er indiskutabelt. Når vi imidlertid har et fag med betegnelsen ”Kristendomskundskab”, så kan det i visse tilfælde afføde opfattelser, som dem Mikael Rothstein gør sig til talsmand for i nævnte debatindlæg. Rothstein skriver blandt andet:

”…det er utallige gange dokumenteret, at kristendomsfaget har en teologisk slagside, og at implicit kristen forkyndelse er dagens orden…”

Jeg har ikke personligt kendskab til, hvor dette er dokumenteret, men jeg kan forholde mig til de temaer, som jeg gennem årene har set anvendt ved afgangsprøverne i kristendomsfaget. Både i de gamle og i de nye prøveformer. Her er ikke tale om nogen form for teologisk slagside. Her behandles kristendommen på nøjagtig samme vilkår og niveau som etik, de fire andre verdensreligioner, livsanskuelser og filosofi, herunder temaer som tillid, fristelse, retfærdighed og straf samt godt og ondt. Det er vi forpligtet til som kristendomslærere. Så enkelt er det. Vi kan ikke tillade nogen form for prædiken. Vi skal lære vores elever om den apostolske trosbekendelse, for at de kan lære trosgrundlaget for kristendommen. Vi skal lære vores elever om reinkarnation, karma og Samrara, så de kender grundlaget for buddhismen. Samt en masse andre ting. Var der dog bare tid nok.

Måske bør man overveje fagbetegnelsen endnu en gang. Om ikke andet så for at undgå misforståelser. Jeg mener ikke, at kristendommen som hovedreligion i Danmark lider nogen nød af den grund, og Rothstein har ret i, at stadig færre danskere er religiøse og dermed har direkte relation til kristendommen. En fagbetegnelse, der netop signalerer bredte, kunne måske være til gavn for faget på lang sigt.

Rothstein runder sit indlæg af med at påpege at folkeskolen ”kan og bør hengive sig til en anderledes faglig og analytisk undervisning om religion til gavn og glæde for andre”.

Jeg kan kun være enig i den konklusion. Min indvending bygger imidlertid på en klar opfattelse af, at dette allerede finder sted, og at det derfor snarere handler om at bevare den faglige bredte, som faget allerede har. Jeg endnu ikke har modsatrettede eksempler herpå. I givet fald håber jeg, at man reagerer promte som censor eller skoleledelse.

En diskussion som denne er med til at holde liv i faget. Den gør faget relevant og nærværende. Dog må kritikken ikke blive for arbitrær. Den bør have hold i virkeligheden i klasseværelserne, hvor vi fortsat vil praktisere saglig, dybdegående religionsundervisning. Uanset fagbetegelse. Prædiken overlader vi trygt til præsten i den lokale folkekirke.

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5993757/Kristen-mission-skal-helt-ud-af-folkeskolen