Forleden var jeg ude i det private erhvervsliv og samtalen faldt naturligt og selv derhen, hvor vi drøftede arbejdsvilkår for ansatte i det private versus det offentlige. Denne slags samtaler har jeg ofte med folk, hvilket meget vel kan skyldes en mulig erhvervsskade, taget mit fagpolitiske hverv i betragtning.

Sammenligninger er altid interessante og det er ikke nyt for mig, at privatansatte ofte kan berette, at det vi døjer med for tiden inden for det offentlige, som regel har ramt dem for 5-8 år siden. De har oplevet omstruktureringer, nedskæringer, effektiviseringer, afskedigelser, stigende arbejdsmængde, fokus på sygefravær og ikke mindst ansættelser af flere og flere mellemledere. Hvad sidstnævnte gør godt for i effektiviseringstider er til tider svært at gennemskue, når de varme arbejdende hænder oplever flere og flere opgaver skal løses på kortere tid. 

Vi talte om kritik på arbejdspladsen og hvorfor der er en stærk stigende tendens til, at kritik alt for ofte bliver opfattet som illoyal og personificeres til, at det er kritikkens ejermand, der er besværlig og har en negativ attitude. Dette endda selv om kritikken er nok så konstruktiv. Og resultatet kan I nok regne ud, - en stærk tendens til at alle klapper i og putter sig, for hvem ved, hvornår næste omgang effektiviseringer kommer og hvem pilen så peger på.

Men i den her samtale var der tale om meningsudveksling på et højere plan. Min samtalepartner fortalte om en ny løsning på sin arbejdsplads: kritik på skiftehold. Løsningen bestod i, at kollegerne havde aftalt, at de havde rollen på skift i en uge ad gangen med at levere den konstruktive kritik og gøre opmærksom på uhensigtsmæssigheder, der med fordel kunne forbedres, over for lederne . Efter en uges turnus gik kritikstafetten videre til næste kollega, som så sørgede for at være i det rette konstruktive kritiske hjørne den næste uges tid.. På denne måde kunne lederne ikke sætte fingeren på én person og udpege ´fejlfinderen´, men måtte i stedet tage kritikken til konstruktiv efterretning.

Rollen som kritikmager kaldte de for Rasmus Modsat-tjansen. Mens min samtalepartner fortalte om den innovative løsning, så jeg billedet for mig i min egen kontekst: et lærerværelse med Rasmus Modsat-listen tegnet med ugenumre og navne på og placeret på køleskabet ved siden af kaffetjansens navneliste i sirlige kolonner med kaffe, mælkeindkøb.

Vi skal jo også være innovative i det offentlige, vi får så ofte at vide, at vi skal se muligheder og løsninger. Hvorfor egentlig vente 5-7 år med at opfinde en Rasmus Modsat, når nu videndeling er så in - eller kritikdeling er måske snarere det rette ord! Måske det kan få den vigtige og sunde kritik tilbage på de arbejdspladser, hvor den ikke tåles for tiden?

PS: Et godt råd er nok ikke at hænge sådan en liste op på køleskabet, men jeg glemte at spørge, hvordan de organiserede det.