Folkeskolens mentor par exellence, Marianne Jelved, elsker folkeskolens formål med ordene om åndsfrihed, ligeværd og demokrati, og hun garanterer ved egen person, at folketingets politikere ikke ændrer et komma i det indhold, uagtet at Globaliseringsrådet og De Økonomiske Vismænd anbefaler et nyt skoleformål og uagtet, at Danmarks Pædagogiske Universitet følger trop og vil have folkeskolens formålsparagraf til eftersyn. Marianne Jelveds politiske og personlige garanti kan give næring til håbet om at vende den katastrofale, databaserede læringspædagogik, der hærger dansk uddannelsesliv. Læringsmålstankegangen - som opfatter, at skolens hovedopgave er produktion af mennesker, der har lyst til at lære nyt gennem hele livet, så dansk erhvervsliv vedvarende kan klare sig på det globale marked – er tæt på at aflive det gode budskab om oplysning og dannelse. Men hvis børn og unge skal klædes på til ansvarsfuldt og selvstændigt at indgå i samfundets og verdens mangfoldige udfordringer, så skal folkehøjskolens værdier: Livsoplysning, folkeoplysning og demokratisk dannelse i fokus. Én af højskolens helt store opgaver er derfor at værne om sine værdier og særlige pædagogik - som er tæt sammenvævet med den almene pædagogiske tradition - og samtidig række ud efter alle i dansk uddannelsesliv for i fællesskab at give politikere og befolkningen indblik i, hvad der skal til for at styrke fællesskabet og dannelsen.

Konferencen var arrangeret af Folkehøjskolernes Forening i Danmark, Forlaget Klim og DPU og var en forlængelse af og opfølgning på bogen ”Højskolepædagogik, en fortælling om livsoplysning i praksis” af Rasmus Kolby Rahbek og Jonas Møller, der i april 2015 udkom på Forlaget Klim. Her skrev forfatterne bl.a.: ” […det] er forhåbningen at kunne løfte samtalen ud af højskolens egen lille verden ved at reflektere det selvoptagede spørgsmål [hvad er en højskole?] i en almen pædagogik, så det tillige bliver vedkommende og får betydning for andre end højskolerne selv”. At dømme efter konferencens 200 deltageres reaktioner indfriedes denne forhåbning på en nærmest enestående måde; der var et engagement og et nærvær i Centralværkstedet i Aarhus, i hvis lokaliteter konferencen fandt sted, som måske bedst kan udtrykkes med denne lille deltagerkommentar fra en kaffepause: ”Det er som om selveste Grundtvig med sit kampbegreb om vekselvirkende oplysning er tilstede i dag”.

Om der skal oplysningskamp til for at vende lærings-katastrofen, det spørgsmål belyste Leo Komischke-Konnerup i en workshop om ”Højskolens pædagogiske og politiske opgave”. Højskolepædagogik peger på, at det er vigtigt at styrke den enkelte for dermed også at kunne styrke fællesskabet, og det skal, ifølge Leo Komischke-Konnerup, ske i en fri pædagogik. Det skal stat og kommune med metoder, værktøjer og centralt angivne redskaber ikke blande sig i, det er derimod den praktiske skolevirksomhed og vekselvirkningen mellem lærer-stof-elev, der skal bestemme. Det er den enkelte lærers dømmekraft, man fra politisk og forskningsmæssig side skal have tillid til og stole på, og det er den enkelte lærers faglighed og dømmekraft, der kan bringe eleverne i mål med deres skolegang. Politikere og embedsmænd må forstå det umulige i at opfatte lærere som såkaldte læringsfacilitatorer og elever som læringsagenter - og det umulige i, at betragte skolen som en forretning, sådan som det er sket med indførelsen af styresystemet New-Public-Management. Set i et højskole- og alment pædagogisk perspektiv skal man ændre læringsdiskursen, fordi den bygger på en konkurrencestatsmentalitet, grundet i erhvervslivets økonomiske vækstmuligheder. Helt modsat skal en god pædagogik bygge på det praktiske liv, som vi lever med og mod hinanden.  Det vigtige er, at pædagogikken beskæftiger sig med menneskets eksistensmuligheder. Det er i dette almene felt, om den menneskelige eksistens, højskolen skal se sig selv. Livsoplysning, folkeoplysning og demokratisk dannelse er da også de værdier, som indtil nu har været indlejret i det meste af, hvad der foregår i Danmark: Vores folkeskole, uddannelsesverdenen generelt set, foreningsliv, sange, ja hele vores forståelse af, hvad kultur er. Så hvis folkehøjskolen fortsat skal overleve, skal den stå ved disse værdier og samtidig arbejde med at komme ude over rampen, lød det formanende fra Leo Komischke-Konnerup. ”I skal adressere pædagogikken og værdierne - ikke blot til de (oftest) unge, der tager på et højskoleophold - men til ”forestillede fællesskaber” i hele Danmark”.

”Forestillede fællesskaber”, forklarede Ove Korsgaard, er et begreb om, at højskolens værdier - om dannelse i fællesskab og folkeoplysning - kan nå bredere ud, både i Danmark og internationalt set. Men at også dannelsen i et konkret, nærværende fællesskabet kan have livslang betydning fortalte Lene Tanggaard om i morgensamlingen med titlen ”Mod en fællesskabende og engagerende pædagogik”. Hun var ung og elskede at danse, klassiske danse altså. Hun tog på højskole og mødte andre unge. De dansede ikke de klassiske danse, men dansede bare, og gerne til langt ud på natten. Og Lene lærte noget. Hun lærte om forskellighed, om fælleskabets glæder, om engagement. I dag er hun professor og kyndig i pædagogik og læring; hun fik på højskolen nogle praktiske livserfaringer, som sammen med hendes teoretiske viden i dag bringer hende til at konkludere, at når positioner ændres - så lærer man. Når man involverer sig - så lærer man. ”Læringsglemsel” kan man kalde ægte læring, og dette begreb står i direkte modsætning til synlige ”Læringsmål”.  

Lene Tanggard var også paneldeltager i konferencedagens sidste fælles debat ”Skolens formål 2.0.”, hvor man kunne enes om, at dannelse og oplysning i fællesskab nærmest er smukt i formuleret i folkeskolens formålsparagraf nummer et, stykke tre: ”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati”. Hvordan dette smukke formål kan gå hånd i hånd med folkeskolereformens ensidige fokus på læringsmål er dog en stor gåde, men man kan da håbe, at Marianne Jelved har ret, når hun siger, at folketingets politikere ikke vil flytte et komma.

For som de to forfattere Rasmus Kolby Rahbek og Jonas Møller sagde i deres indledningsforedrag, så skal der være en ramme for skolen med et højere formål, som sikrer, at læring og dannelse aldrig underordnes endegyldige metoder. Undervisning er en kunstart, hvis vilkår det er at stå i et åbent, usikkert rum, hvor man ikke kan garantere noget som helst. Man ønsker som lærer at vække elevernes engagement. Man ønsker at oplive til oplysning, til selvstændig dømmekraft og frihed til fælles bedste.  Men vi kan kun håbe og tro på, at det lykkes. Det er et stort selvbedrag – og udtryk for en angst for den risiko, at undervisningen ikke lykkes – at tro, at man kan forske sig frem til sikre metoder. Med den frie og åbne pædagogik ønsker man for eleverne, at de får modet til, ud fra egne erfaringer, at tage stilling og handle i livet. De vigtige spørgsmål i den frie højskole- og eksistenspædagogik er: Hvem er vi? Hvad vil vi?

Efter den afrundende, engagerende debat var klokken blevet kvarter over fire, og konferencedagen var slut, men det var lidt svært at rive sig løs. Småsnakkende, som for at vinde lidt tid sammen, inden vi deltagere hver for sig skulle videre, gik vi rundt i gården foran Centralværkstedet, da der var én, der sagde: ”Nu tror jeg faktisk på, at vi kan noget sammen i uddannelsesverdenen. Vi vil jo en fælles pædagogik, det kunne man da høre i dag, der er jo ingen af os, der vil smide livsoplysningen og demokratiet ud for at erstatte dem med læringsmål”. Jeg kom så selv til at tænke på et ord fra min stadigt tiltagende og påtrængende læsning af døde poeter, pædagoger og filosoffer: ”Peripeti, sagde jeg. Det er Aristoteles´ betegnelse for et pludseligt omslag i skæbnen, det afgørende vendepunkt i et drama”. ”Jo”, sagde ham, jeg gik og snakkede med, ”men det er da heller ikke første gang i historien, at en bog eller et møde har ændret verdenshistorien – så hvorfor ikke i dag?”

Med følelsen af at have deltaget i et historisk vigtigt møde, gennemgik jeg på bilturen på vej hjem til Sjælland for mig selv konferencedagens perlerække af talere og arrangører: Lisbeth Trinskjær, Elsebeth Jensen, Jonas Lieberkind, Simon Lægsgaard, Jens Anker Hansen, Mette Sanggaard Schultz, Brian Degn Mårtensson, Mads Rykind-Eriksen, Bent Meier Sørensen, Svend Thorhauge, Jan Lundum, Alexander Von Oettingen, Jens Erik Kristensen, Stefan Hermann, Ove Korsgaard, Jeanette Magne Jensen, Jonas Andreasen Lysgaard, Ulla Ambrosius Madsen, Rasmus Kjær, Jacob Kjærsgaard, Claus Staal, Stig Skov Mortensen, Rasmus Grosell, Lea Korsgaard, Rasmus Kolby Rahbek, Jonas Møller, Lene Tanggaard, Ove Korsgaard, Leo Komischke-Konnerup.

I en vekselvirkning mellem oplæg, debat og workshops bidrog alle talerne, deltagerne og arrangørerne til følelsen af, at dramaet om læringsbølgens hærgen i dansk pædagogik har nået et vendepunkt, hvor vi lærere og skolefolk på tværs af forskellighederne - i fællesskab kan stille spørgsmålene: Hvem er vi? Hvad vil vi? Spørgsmålene skal stilles til os selv, politikerne og befolkningen, og på den baggrund må der tages stilling og handles på ny.

Link til anmeldelse af bogen ”Højskolepædagogik - en fortælling om livsoplysning i praksis”

http://www.folkeskolen.dk/568771/hoejskolepaedagogik-et-alternativ-til-konkurrencestatspaedagogik-

Link til det fulde program for Konferencen ”Fællesskabets dannelse - dannnelse i fællesskab” http://ffd.dk/kurser/kursuskalender/konference-hoejskolepaedagogik