Velkomst ved Claus Holm:

Claus Holm bød velkommen og tog med udgangspunkt i konferencens formål et tilbageblik på Løgstrups forelæsning fra 1981 (se link i kildeliste) om skolens formål og et skifte fra Løgstrups syn på skolen som et autonomt fristed for tilværelsesoplysning i forhold til det omgivende samfund. Løgstrup anså (med inspiration fra antikkens Grækenland) skolen som et fristed fra stats- og arbejdsmarkedsforhold og forudså at skolens opgave skulle være at forberede eleverne til et fritidssamfund. Men Løgstrup tog fejl, når det gælder arbejdets status, for arbejde er det medium, som flere og flere realiserer sig gennem, idet der i dag ikke skelnes mellem fritid og arbejde. Det nuværende behov for kompetent arbejdskraft har to konsekvenser; der ligger ikke længere en primær opgave i ”demokrati som livsform”, i stedet træder ”læring som livsform” som skolens primære opgave. Dette blev begrundet anbefalinger fra bl.a. Globaliseringsrådet, Det Økonomiske Råd, EU og Ontario/Canada.

Egne refleksioner:

Det undrede mig, at der tilsyneladende var et skifte fra ”før” til ”nu”. Dette skifte er vel ikke en realitet, men en historie, udlægning blandt flere?

Det er fuldstændig korrekt, at Løgstrup forudså en øget fritid, og at skolen skulle forberede til tilværelsesoplysning og fritidssamfund. Men jeg er ikke enig i slutningen, at vi derfor lever i en ny tid. Uddannelse til arbejdsmarkedet er én ting. Men tilværelsen er en anden. At skulle realisere sig selv kun gennem arbejdet, vil for det første medføre, at alle dem uden for arbejdsmarkedet ikke kunne realisere sig (hvis arbejdsmarkedet var en præmis for realisering), for det andet har tilværelsen anden og større mening end arbejdsmarkedet alene. Fællesskaber opstår ikke kun i regi af arbejdsmarkedet, men også i andre sammenhænge. At være menneske er ikke kun at være medarbejder.

At gå fra ”demokrati som livsform” til ”læring som livsform” kan jeg ikke se begrundet. For mennesker lærer jo. Hele tiden. Gennem hele livet. På alle arenaer. Hvordan kan man opsætte noget naturligt som et ideal, der skal styres og frasige sig demokratiet på samme tid? Man kan vel også vende den om, hvorfor gøre noget til en livsform, som allerede er en præmis? Det ville vel heller ikke være logisk at lave ”indtagelse af føde som livsform” eller ”bevægelse som livsform”?

Ning de Noninck-Smith: Fra enhedsskole til heldagsskole. Dansk skolepolitik og skoleudvikling siden 1970

Ning de Noninck-Smith pointerede, at der ikke findes ”én fortælling” om skolen, men at hendes og kollegaernes arbejde med fjerde bind i Det store projekt Dansk skolehistorie, hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år afspejlede fortællinger som var dynamiske og komplekse. Hun kom med flere eksempler på udviklingen:

• Fra demokratisk medborger til det selvregulerende individ (stor vægt på ansvarliggørelse overfor elever og forældre, ellers fungerer bekendtgørelsen ikke)
• At det er staten, som kan styre folkeskolen er en myte, som skal punkteres. Det er menneskene i folkeskolen, som præger udviklingen
• Stigningen i frie grundskoler skyldes mest nedlæggelsen af de lokale folkeskoler (til centrale, større folkeskoler)
•   Timetal for undervisning blev drøftet og diskuteret (der var forskellige diskussioner om hvad tallene dækkede, om de indeholdt 0. klasse, om de var udtryk for det vejledende timeantal, da der var stor forskel på det vejledende og faktiske timeantal tidligere i forhold til nu)
•  ”Konkurrenceparameter” og ”profitskole” er ikke nyt - spørgsmålet er snarere, hvor går barndommen hen og hvilket børneliv ser vi?
• Der kommet flere aktører til, når vi taler skole; internationale organisationer som OECD, EU og professionelle aktører

Egne refleksioner:

Der var tankevækkende, at det er menneskene i skolen, der præger den, og at staten ikke kan styre folkeskolen. Måske fordi folkeskolen ER mennesker? Kan man styre mennesker? Og hvis man gør, er det moralsk forsvarligt at ville styre andre mennesker, hvis man er et demokrati?

Jan Mejding og Peter Allerup: Kundskaber og færdigheder. Lærer eleverne at læse, skrive og regne?

Peter Allerup redegjorde for arbejdet med TIMMS (Trends in International Mathematics and Science Study), der viser 4. klasses elevers færdigheder i matematik og naturfag. Dette har stået på siden 1995, og hvor PISA er iværksat af regeringerne i OECD, er TIMMS iværksat af forskningsinstitutionerne. Der var godt nyt! Danmark lå i toppen jf. TIMMS undersøgelsen 2011. Peter Allerup beskrev kort nogle statistiske overvejelser og at der var sket fejlinformation om elevers niveau fra det politiske område.

Jan Mejding beskrev arbejdet med evaluering af elevers læsefærdigheder som påbegyndte i starten af 80’erne, og PIRLS (Progress in International Reading) der viser 4. klasses elevers læsefærdigheder. Ligesom ved TIMMS viste PERLS fra 2011, at Danmark lå i top. Forskellige test fra tidligere tider blev også omtalt, og forskning om længere skoledage demotiverede elever i faglige vanskeligheder - fra 80-90’erne (har ikke linket, men imødeser at indlægget lægges op fra konferencen).

Egne refleksioner:

Det var tankevækkende at se nogle af graferne - eksempelvis viste fordelingen af elevers læsefærdigheder mig, at hvis man havde fokuseret på at løfte dem, der lå på det laveste niveau, ville resultatet både give et højere niveau, men hvad vigtigere er, så havde man fokuseret indsatsen på dem, som havde behovet og dermed også anvendt ressourcerne bedre. Jeg har her ikke valgt at tage stilling til dét at bruge statistik, når det handler om elevers færdigheder. Det er en diskussion for sig selv. Bemærk dog, at det er tankevækkende, at resultater for TIMMS og PERLS stort set har været fraværende i den offentlige debat, mens man har fremhævet de såkaldte ”dårlige resultater” i PISA som væsentlig begrundelse for folkeskolereformen.

Jens Bruun og Jonas Lieberkind: Åndsfrihed, ligeværd og demokrati?

Jens Bruun tog fat i skolens formål og mål og refererede til Løgstrup. Formål har både en fortid og fremtid, mål kan måles over tid. Formål er udtryk for værdier, anskuelse, moral, politik og er tidløs. Formål kan derfor ikke være målbar, da den både i bredden, dybden og tidsmæssigt ikke lader sig indfange. Hvis man insisterer på, at man med læringsmål kan måle på formål, vil det være udtryk for indoktrinering. Formål kan derfor ikke bestemmes som mål, og med reference til folkeskolens formål jf. § 1 stk. 3 (åndsfrihed, ligeværd og demokrati) blev indlægget afsluttet med, at dette ikke kan betyde hvad som helst, men inkluderer dømmekraft i forhold til formålet.

I undersøgelsen ICCS (International Civic and Citizenship Education Study) blandt 8. klasser fra 2009 kom der markante og overraskende resultater. Danmark var nr. 1 på ranglisten (sammen med Finland)! Jens Bruun bemærkede kort som en ekstra information, at elevernes læsefærdigheder var høje, idet undersøgelsen stillede høje krav til elevernes læsefærdigheder.

Ifølge Jonas Lieberkind var resultatet ikke et udtryk for faglig viden, idet undersøgelsen var gennemført efter blot otte måneders undervisning i samfundsfag, men nærmere et udtryk for den kultur, tilgang og pædagogik som eleverne var omfattet af i skolen. Man kan ikke læse sig til demokratisk medborgerskab, eleverne var derfor blevet spurgt om deres opfattelse, med udgangspunkt i deres oplevelser og erfaringer.

Et delresultat af undersøgelsen blev drøftet: Hvad angik ”plads til holdninger og meninger” lå Danmark i absolut top. Til gengæld var placeringen medio/bund hvad angik ”indflydelse/blive taget i betragtning”. Som eksempel blev et spørgsmål nævnt ”Har du indflydelse på skemalægning?” - her svarede 76% danske elever nej, mens tallene var 20% for Norge og 23% for Sverige. Hvad var dette udtryk for? Et bud var, at skolen nok var præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati, men under en stærk lærerstyring og iscenesat pædagogik. Resultatet afstedkom diskussioner fra salen - det kunne jo fortolkes forskelligt; om eleverne netop følte sig mere inddraget i beslutningerne, fordi de ikke i samme grad ”blev hørt” - mens forventningerne var høje i Danmark, i og med at alle blev hørt, kunne forventninger om alles ”indflydelse” ikke imødekommes? Der var ikke ét svar, men dette kunne skabe grobund for yderligere undersøgelser, herunder hvilken debatkultur vi har i skolen.

Det store spørgsmål, som har lille politisk værdi, men stor pædagogisk værdi er ”Hvad er det for mennesker vi skaber?”

Eleverne fremtrådte autoritetstro og lovlydige i undersøgelsen. Mellem tilpasning og oprør ligger den gyldne mellemvej, som kræver dømmekraft. I opdragelsen af elever til samfundet indgår derfor den kritiske sans.

Egne refleksioner:

Meget vedkommende og interessant indlæg, med overvejelser om formål og mål fra Jens Bruun, som fik tidens fokus på målstyring og målsætninger op på tapetet. Resultatet af ICCS undersøgelsen er glædeligt, ud fra anden forskning (eks. Wentzels ifb. med elevers oplevelse med reformen) kan jeg frygte vi vil se et fald til næste undersøgelse og få undersøgt nærmere, hvordan demokratiet og understøttelse af den kritiske sans hos danske elever opleves.

Ida Wentzel Winter: ”Vi får lige en lufter - skolereform i børnehøjde”

Ifølge Ida Wentzel Winter var der et fravær af børneperspektiv i reformen. Elevernes/Børnenes stemme skal høres! Blev eleverne hørt? Hvordan oplevede de det? For at besvare spørgsmålene blev filmen ” Vi får lige en lufter - skolereformen i børnehøjde” sat på (link til filmen på Youtube er i kilde/link afsnit).

Egne refleksioner:

Der var mange fortællinger, mange nuancer. Men det fremgår tydeligt, at mange af eleverne hverken forstår meningen med, og begrundelsen for nogle af tiltagene. Jeg har lagt link til både filmen og en artikel fra denoffentlige.dk under min kildeliste. Spørgsmålet er, hvor demokratisk skolen er?

Frans Ørsted Andersen: Tillid til egne muligheder og alsidig udvikling? - og hvordan trives danske elever?

Der er set en væsentlig stigning af stress, depressioner og utilfreds gennem de seneste 20 år. Frans Ørsted Andersen beskrev erfaringer fra ”Unges lyst til læring” projektet, Kata Fonden og Løkkefonden - og hvilken samtid vi befinder os i. Vi lever i en performancekultur, hvor børn påvirkes af deres forældre, det medfører en polarisering i to store grupper; Stress/Performance-gruppen og ”Står af” gruppen. De to grupper blev beskrevet med forskellige kendetegn. Projekterne havde beskæftiget sig med ”Står af” gruppen. Frans Ørsted Andersen beskrev, at det var tankevækkende, at eleverne lå højt på 4. klasses niveau (jf. TIMMS og PERLS) men at det faglige niveau var dalet i 9. klasse jf. PISA målinger? Der var et problem når elever mistede motivationen og ”stod af” i forløbet.

De forskellige forløb havde forskellig basis: Kata Fondens havde fokus på naturfag, læring og innovation, indretning af lokaler, science. Løkke Fonden havde bl.a. ”7 pædagogiske karaktertræk” inspireret af Seligman, intensive forløb med ekstra ressourcer på forskellige områder som havde givet gode resultater, men at der skulle følges op efterfølgende.

Egne refleksioner:

Det er dejligt, når elever som er udsatte og marginaliserede får hjælp. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad man vil gøre med de elever som er præget af stress og performancekulturen. Grundlæggende set, handler det ikke om at der er noget fundamentalt galt i, at vi anser en præmis som ”performancekultur” som noget der ikke bør ændres? Bør vi ikke spørge, hvorfor har vi en ”performancekultur”, hvad er den udtryk for, er den holdbar, er det hvad vi ønsker?

At bruge positiv psykologi (jf. Seligman) som ”7 pædagogiske grundtræk” er problematisk af flere grunde, for det første at man vil styre mod elevers personlige egenskaber mod et ideal, som er defineret udefra, for det andet, at selve anvendelsen af den positive psykologi har været udsat for megen kritik. Mange af de karaktertræk der nævnes, er ikke noget man kan ”lære”. Det er karaktertræk som er et resultat af biologi, kultur, miljø, socialt samspil og relationer.

At man med ekstra ressourcer kan hjælpe elever er oplagt, er kunne man tænke, om det ikke ville være bedre at forebygge end at helbrede? Af etiske grunde (mange elever går i alt for lang tid inden de får hjælp, hvis de får den) - men også, hvis vi skal se det fra det praktisk/økonomiske perspektiv?

Søren Langager og og Susan Tetler: Workshop - En svag karakter? Folkeskolereformens målsætninger og elever i faglige og sociale vanskeligheder

Søren Langager præsenterede de tre temaer: Karakterdannelse/Præstationer, Målsætninger for elever i komplicerede læringssituationer og bl.a. understøttende undervisning. Den nuværende skole ”Præstationsskolen” blev præsenteret, med opdeling i dygtige/ikke-dygtige, om dette betød et farvel til enhedsskolen og den gamle skoletradition, med baggrund i folkeskolereformens målsætninger. Med den læringsmålstyrede undervisning kunne mål brydes ned i mindre bidder, fra omfattende mål mod mindre, mere overskuelige med kortere tidsperspektiver. Der blev refereret til Bernstein, understøttende undervisnings rolle og intensive læringsforløb ”Lær for livet” (for anbragte børn). De intensive forløb vi ser på skoleområdet minder om specialundervisningen, som den var for fem år siden. Hvordan får man det ind i skoleregi?

Susan Tetler behandlede begrebet ”Understøttende Undervisning” - hvad er det egentlig? Hvad er begrundelsen? Det viste sig, at der ikke fandtes en fælles forståelse! Desuden kom undervisningsdifferentiering på tapetet, idet den nu defineres som tre målniveauer. Der er dermed kommet en ny forståelse og anvendelse af begrebet undervisningsdifferentiering.

Egne refleksioner:

Jeg spurgte Susan Tetler vedr. undervisningsdifferentiering; hvordan det kunne ske, at begrebet var ændret fra ”Princippet om undervisningsdifferentiering indebærer en undervisning, der i tid, rum, organisation, metode og indhold på samme tid sø- ges tilrettelagt ud fra den enkelte elevs forudsætninger, potentialer, behov og interesser samt ud fra en hensigt om at udvikle det samlede læringsfællesskab” (Molbæk & Tetler, 2014: 7) - til at være tre målniveauer i den læringsmålstyrede undervisning og Forenklede Fælles Mål? Vi aftalte, at jeg skriver en artikel om emnet, og giver Susan Tetler besked, så hun kan svare.

Hanne Knudsen: Samarbejde med forældrene. Har vi en samarbejdende folkeskole?

Med en beskrivelse af skolen, dens rolle, aktører m.m. for 100 år - 60 år og nu gav Hanne Knudsen et indblik i hvilken bevægelse der var sket. I dag er der flere aktører der inddrages som relevante for skolen, og læring og trivsel er nu ikke kun et anliggende for skolen men for forældre, skolens ansatte, eksterne ressourcepersoner - ikke kun i skoletiden, men også i fritiden. Som et eksempel på de forskellige aktører og vinkler præsenterede Hanne Knudsen citater fra et dialogmøde, hvor en elevs trivsel på grund af fravær var hovedpunktet. Skoleleder, skolepsykolog, socialrådgiver, moder og fader deltog. Der kom forskellige vinkler frem på mødet - Leder: Hun trivedes ikke i skolen- Psykolog: Måske man skulle teste hendes kognitive evner, testen fra tidligere skulle opdateres - Moder: Datteren trivedes ikke i skolemiljøet, med alle de uforudsigelige skift der var hele tiden, hun kunne ikke nå at omstille sig - måske udnyttede datteren også moderen lidt, når moderen havde det dårligt selv - Socialrådgiver: Vi skal få talt nærmere om en §50 undersøgelse, så vi kan hjælpe hende bedst muligt. Altså, samtalen viste, at mødets deltagere havde flere vinkler på problematikken. Det tydede på, at problemet blev anset som primært et familieanliggende, og ikke skoleforhold- og miljø.

Egne refleksioner:

Jeg har anvendt Hanne Knudsens forskning om skole-hjem samarbejdet (Har vi en aftale? Baseret på hendes ph.D) og så frem til et oplæg om hyperansvar, ansvarsglidning, selvfølgeligheder, afmagt, frustrationer og umuligheder. Men det fremgik ikke direkte, dog viste eksemplet fra dialogmødet, at forældrenes vinkel ikke blev inddraget og anerkendt. Med basis i Hanne Knudsens forskning har vi et område, som udfordrer vores sædvanlige forståelse af ansvarsfordeling, indflydelse og samarbejde, og som er værd at få oplyst mere om, jeg set et stort behov herfra.

Lars Geer Hammershøj: Hvilke(t) formål mangler folkeskolen at opfylde?

Lars Geer Hammershøj var sidste oplægsholder, og lagde ud med en metafor på udviklingen, som gik stærkere og stærkere. I en bil med stigende fart var det ikke en god idé at orientere sig i bakspejlet hele tiden. Man burde nærmere sætte længere lys på. I samtidsdiagnosen diagnosticeres der, ledes efter tegn på forandringer, og der ses en tendens til individualisering og vidensøkonomi. Uddannelse sker i tre dimensioner: Viden (indhold), evner (mål) og dannelse (måde at forholde sig på - formål).

Oplægget var, at der i dag var nye vilkår for dannelse, og det individuelle fokus gør, at fællesskaber ikke er givne. Uden almene idealer og forbilleder kræves der dømmekraft/smagsdannelse. Med fokus på kompetencer til dannelse til arbejdskraft på arbejdsmarkedet blev professionsdannelsen ”employability” i fokus idet en rapport fra Frey & Osbourne (økonomer) havde forudset, at kreativitet og innovation samt social intelligens var de mest sikre i fremtidens arbejdsmarked. Dannelse i uddannelsessystemet havde fokus på Læringsberedthed, nemlig; lyst/vilje til at lære (kunne mere), være kreativ og innovativ og kunne udøve professionel dømmekraft. Som eksempel blev der nævnt, at elever skulle forholde sig professionelt til brug af iPads i skolen. Forskellige andre områder blev nævnt - men jeg springer til slutningen, hvor spørgsmålet skulle besvares - mangler der noget i formålsparagraffen? Buddet var HUMOR!

Samtidig var beskrivelsen af dannelsen og mål for den alsidige udvikling ikke præcis nok, når der ikke var mål, risikerede man en nedprioritering. Der var derfor brug for operationalisérbare mål, et diagnostisk begreb om dannelse, og at dannelsen skulle afklares på skolens forskellige trin og forskellige fag.

Egne refleksioner:

At lade nogle økonomers rapport danne fundamentet for Danmarks fremtidige uddannelsesmæssige fokus er tankevækkende, for empirisk er økonomi ikke en naturvidenskabelig disciplin med objektive kriterier. At anvende det sådan er problematisk. At elever skal anse sig som ”professionelle” giver dem en rolle som ”medarbejdere” fremfor ”elever”. Er elevers fremtidige rolle i skolen ”medarbejdere” eller ”før-medarbejdere”. Foruden de overordnede overvejelser, er elever overhovedet kognitivt modne nok til at skulle forholde sig professionelt til anvendelse af en iPad?

Omkring brug af metaforen om bilen, der kører hurtigere og hurtigere, hvor svaret var, at sætte det lange lys på fremfor at kigge i bakspejlet hele tiden. Så kunne det også tænkes, at der var andre muligheder - at sætte hastigheden ned, måske ligefrem at stoppe op og orientere sig fremfor at lade foden hvile tungt på speederen? Ifølge Hartmut Rosa, sociolog beskrives det accelererende samfund, med mange indbyggede selvfølgeligheder. Så, det er ikke en selvfølgelighed, at bilen skal køre stærkere og stærkere. Det er et valg vi træffer. Det lange lys vil ikke hjælpe os, før eller siden vil vi alligevel miste kontrollen.

At der er tegn på individualisering betyder ikke, at det er et ideal der skal styrkes? Oplægget virkede meget individ-orienteret. Det var svært at gennemskue, om der var tale om en deskriptiv analyse, eller om der var tale om et normativt oplæg.

At ville operationalisere, målsætte, beskrive dannelsesmål som skal diagnosticeres på forskellige trin og forskellige fag lyder snarere som kompetencer. Er det fordi dannelse sættes lig med kompetencer? Det håber jeg da, for jf. Jens Bruuns indlæg vil målstyring mod formål være udtryk for indoktrinering. Det håber jeg ikke er hensigten!

Claus Holm takkede og sluttede af. Tak til DPU for en veltilrettelagt konference.

Afsluttende tanker og refleksioner:

Min konklusion på konferencen er, at en tilføjelse af ét ord kan have stor betydning, nemlig ”humor”, i formålsparagraffen. I konferencen indgik der kvantitative data, måltal og statistikker, der blev talt om færdigheder og demokratisk dannelse. Fint nok. Men jeg savnede noget glæde, humor og mening. Læring behøver ikke være i fokus, den ligger allerede i formålet. Læringsberedthed behøver man ikke fremme, det er en naturlig del af menneskets natur (med mindre det ødelægges). Endelig, så viser eftersynet, at vi bør beholde formålsparagraffen, men samtidig fastholde, at formålsparagraffen er udtryk for de værdier og intentioner vi som samfund ønsker, og at vi derfor vil arbejde mod at den skal overholdes.

Kilder og interessante links:

http://konferencer.au.dk/folkeskolens-formaal-til-eftersyn/

http://edu.au.dk/fileadmin/www.dpu.dk/forskning/videostreamingfraloegstrupkonference/nyheder_2007_20071119133744_loegstrup-skolens-formaal.pdf

http://edu.au.dk/forskning/projekter/internationaleundersoegelser/timss/

http://edu.au.dk/forskning/projekter/internationaleundersoegelser/pirls/

http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/danske-4-klasse-elever-rykker-op-i-top-5-for-laesning/

http://edu.au.dk/fileadmin/www.dpu.dk/centerforgrundskoleforskning/internationaleundersoegelser/iccs/ICCS_2009_Sammenfatning.pdf

https://www.youtube.com/watch?v=3Lp6j-hpi8E

http://www.denoffentligesektor.dk/vi-faar-lige-en-lufter-skolereformen-i-boernehoejde

http://www.viauc.dk/projekter/4svar/De4svar/Documents/Forskningsoversigt%20Mette%20Molb%C3%A6k%20(VIA%20UC)%20og%20Susan%20Tetler%20(DPU,%20Aarhus%20Universitet%20.pdf